Jeg mener at kunne huske fra skole-tv, at myrer i en myretue er jordens mest praktiske og arbejdsomme. Jeg tror dog ikke David Attenborough har været ude at flyve og studeret stewardesser. Først skal de stå og sige velkommen ombord til alle, selvom vi jo tit har taget en bus eller et tog uden personlig velkomst og alligevel har haft en god tur. Så snart vi sidder ned skal de tælle og fortælle os, at vi skal slå bordet op. Derefter udføre et balletstykke som får svanesøen til at ligne et halbal, mens de med hænder og fagter viser nødudgange, masker og vest. Og smiler imens. Mens vi læser om billig sprit.

Når vi er i luften skal de sælge mad til dem der ikke har bestilt – og uddele madbokse til dem der har. De skal sælge et utal af makeup og solbriller til en luftig pris. De skal rydde op efter maden, servere kaffe og balancere i den tynde mellemgang, hvor også passagerer vandrer hvileløst op og ned, for at undgå blodprop i benene.

Vogne, ansatte og tissetrængende forsøger at omgå hinanden, men kan ikke undgå en berøring, der normalt vil ende i metoo-anklager. Oveni alt det skal de håndtere fru Johansen fra Gladsaxe, som gerne vil have lidt mere hvidvin og har trykket på knappen i loftet, så det lyser og bibber i højttaleren. Det har hr. Sørensen fra Aalborg også. Han er utilfreds med den karrysild der var i boksen. De undskylder – selvom den var aldeles fremragende.

LUFTENS HELTE

Det er muligt piloter har mange knapper og lys der blinker, men de sidder vel i virkeligheden bare med en computer, der selv finder hjem til Aalborg – mens deres crew skal løse en specifik opgave hver eneste gang noget lyser, for en utilfreds passager. Da flyet landede klappede halvdelen af passagererne.

Det er virkelig fremgang at halvdelen er holdt op. Da jeg sidst var på charter klappede alle, hvilket virkelig er en usund vane. Med mindre de altså også klapper af deres skraldemand, når det lykkedes ham at tømme skraldespanden eller klapper når en pølsemand leverer den franske hotdog, det er hans arbejde at levere. Gør du ikke det, skal du holde hænderne i ro når du lander. Det er ikke et mirakel længere. Derimod fortjener arbejdsmyrerne et klap eller to. Hermed givet.

GENSYN MED MALLORCA

Jeg har ikke været på Mallorca i 18 år. Dengang en ø der var ødelagt af turisme og hvor de fleste tilbud om oplevelser var billig discount. En dyrepark med de mest afpillede og brugte papegøjer jeg har oplevet, delfiner man havde lyst til at befri, vandrutchebaner med revner, man nemt kunne komme til skade på og i det hele taget en ø, der var brugt efter i utallige år at have været sommerresidens for alskens kornfede danskere med 2cm solcreme på kroppen og en lyst til sangria, gris og fest. En lokalbefolkning der forsøgte at sælge lort og lykkedes med det, så hvorfor hæve standarden. Hoteller der levede med at se døde ud, og døde smil på ansatte, der kæmpede for at virke levende.

Er du da sindssyg det har ændret sig! Mallorca er en smasklækker ø med overraskende gode oplevelser. Endda kvalitet. Et sted man med sin udkårne kunne smæske sig i lange gode frokoster, med landets egen vin. Stearinlys og en stille gåtur hjem langs stranden i tropiske nattetemperaturer. Desværre har vi børn. Denne belønning for 6 sekunders virkelig god sex følger dig i mindst 18 år – og dermed er alle vores ferier i denne periode gået fra sangria til slush-ice og godnattid kl 21.

BØRSTET STÅL HOLDER 100!

Hotellet var lige min smag. Børstet stål og lyskæder bag malerier og rundt om sengen. 80’erne har ikke været forgæves og har sat spor helt ind i moderne tid. Alle mænd ville elske vores værelse – og jeg fik mange ideer med hjem. Konen derimod mener ikke mine nyfundne ideer får skyggen af grobund i virkeligheden. Her gik jeg og tænkte, at en lyskæde kunne sættes op bag Monet’s åkander eller de indrammede børnetegninger, men jeg får nok ikke lov. Det bliver på mit kontor – og på børnenes værelser, da jeg plantede ideen i dem og hun ikke kan sige dem imod, når de endelig har fået god smag.

Fra for mange år siden husker jeg, at charter fællesskaber primært handler om at brokke sig. Vi finder sammen omkring poolen og begynder at tale med hinanden om, hvor ringe det hele er. Og leder med lys og lygte efter noget, vi kan ringe til guidernes nødtelefon om. Nogle må jo gribe ind, hvis f.eks. tyskerne har lagt badehåndklæder på alle solsenge eller gymnastikken i poolen starter for sent i forhold til det annoncerede. Men jeg kunne ikke finde noget at brokke mig over. Jeg ledte ellers med lys og lygte.

KOM LAD OS BROKKE OS

Allerede i lufthavnen stod en guide med bravo tours logo og pegede mod udgangen. Det gjorde alle skilte også, men for at få de helt tungnemme med på hele rejsen, toppede de skiltene med en servicepige der peger. Hun pegede hen på en anden guide, der pegede hen på bussen og hele vejen fortalte om Mallorca. Hvor er det irriterende når noget bare fungerer til UG. Samtalen og fællesskabet med de andre danskere bliver så indholdsløst.

Værelset var som sagt super i børstet stål, glas og lædermøbler. Jeg vil tro kvinder kunne få lidt tid ud af det ved poolen, men som mand var jeg forelsket. Eneste jeg fandt efter megen søgen var et hul på altanen, der leder vandet væk, som jeg synes er skævt i udskæringen. Det gør ondt i øjnene og jeg overvejer en klage til nødtelefonen med anke om, at min søn – der til lejligheden ville få en fiktiv OCD og andre bogstaver – er i koma på grund af håndværkernes fadæse. At jeg føler mig krænket over denne mangel på hensyn. Men jeg undlader. Midlertidigt.

HADER TOILETTER UDEN LÅS

Til gengæld kan man ikke låse ind til børnenes soveværelse. Eller til toilettet. Toiletdøren er af glas, den kan svinge begge veje og er uden lås. Det er virkelig en uskik. Hvem har nogensinde sat sig til rette på brættet for at skide og haft ideen om, at der virkelig gerne må komme familie væltende ind. Er der noget menneske, der sidder på toilet med drømmen om at blive afsløret af uventede gæster? Gør du?

Jeg kan ikke komme på noget som helst jeg foretager mig i det rum, der har godt af at blive gjort for åben glasdør. Tværtimod er toilettet for småbørnsforældre et helligt sted, et zenbuddhistisk retræte, hvor vi en kort stund kan sidde helt i fred og gøre alt virkelig langsomt i en meditativ ekstase. Et aflukket fristed der sørme ikke bør indeholde glasdør. Slet ikke på dag to, hvor en spansk omelet hos en lokal madpusher gav alle mavefornemmelser – og så er glasdøren endnu mindre behagelig. Dog var det pludselig en fordel, at den var svingdør, som kunne åbnes begge veje.

For at stoppe farten på omelettens gang gennem systemet, hentede jeg piller på et lokalt apotek. Det lå lige ved siden af madpusheren. Smart samarbejde. “Tag to af de gule nu og så bare tag dem løbende”, sagde den spanske lurendrejer bag disken – og alle var aldeles ligeglade med, hvilken kemi der var tale om og hvor mange der var tilrådeligt. Det virkede omgående. Men vi skiftede madsted. Der er mange gode, for at sige det mildt.

Første dag blev vi dog ved poolen og toilettet – og vi forvekslede dem ikke en eneste gang. Kroppen var udmattet efter mandeturen, teltturen, Legoland og bonbon-land – og nu rejsen sydpå, efter mere normale sommer-temperaturer. Det er hårdt at være på flugt. Og den kolde brise lader vente på sig hernede, mens vi kan læse på nettet om mulig koldfront hjemme. Jeg begynder at tro, at min familie er et metrologisk fænomen, der rykker på golfstrøm og fronter på kloden, efter hvor vi rejser hen. Selvtak!