Kristendommens grundlag er ordet. Ordet står uændret gennem tusinder af år – skal formen gøre det samme? Og er ordet bogstaveligt talt?

Videnskaben finder konstant nye forklaringer, beviser og belæg for at kristendommen, som vi får den fortalt, rummer andre og mere jordnære forklaringer på fænomener vi kalder guddommelige. Når vi rent faktisk kan finde en videnskabelig forklaring på en brændende busk skal vi så holde fast i at “der skrevet står” og sådan gik det til – eller er det på tide at vi reformerer kristendommen og forkynder at tro er håb og intet andet.

Hvordan forholder vi os til et verdensbillede der hævder at tro er håb og en virkelighed der kræver – hurtige – handlinger og fakta.

Er det iorden, måske tiltrængt, at ordene får ny betydning. Grundlaget er det samme. Budskabet ditto.
Men er Gud skabende? Eller skaber vi os?

Ville en reformation af det kristendommen betyde, at vi igen langt bedre kan forholde os til tro istedet for at vide. Hvad skete der da Luther rystede troen? Kan det ske igen? Hvad betyder globaliseringen for en rodfæstet form?