»Linse går altid til den samme læge for at få lavet bryster,« sagde min ni-årige søn forleden i bilen. Vi var på vej ned til Profil Optik, fordi mit syn påstår, at jeg bliver ældre.
Jeg fortalte ham, at jeg altid ser den samme optiker – og det fik ham helt naturligt til at mene, at mine øjne skulle sammenlignes med nogle rimeligt store bryster. Jeg har lagt et filter på hans youtube for at sikre mig, at han først senere præsenteres for analsex og blowjobs.
Alligevel har han formået at snige sig til både Paradise Hotel, Divaer i junglen og altså Familien fra Bryggen på sin iPad. Eller iPAT. Åbenbart.
Da jeg var på hans alder, kendte jeg kun til Jesper Klein, Trille og til nød Magnus Tagmus. Jeg sad og så skole-TV på DR med viden om liv og død, kloder og planeter.
Alting var bedre i gamle dage. Men det sagde de også i gamle dage. Og før det.
Fjernsynet i dag viser mest alle dem, der intet kan. Jo dummere eller dårligere du er, desto bedre. Dem, der ikke kan danse, er med i Vild med Dans – og dem i udsendelsen, der faktisk kan danse, skal slæbe rundt på Tommy Kenter, og så kan man ikke danse mere.
Dem, der ikke kan synge, er med i X Factor. Kan du ikke passe børn, er du med i de unge mødre. Fucker du med økonomien, er du med i Luksusfælden. Kan du ikke finde ud af havearbejdet, kan du få nogle til at lave ønskehaven for dig.
Licens er noget, vi gir’ til dem, der ikke ved, hvad ukrudt er. Er du for dum til noget af det, kan du melde dig til Paradise Hotel – og er du for uintelligent til ’Paradise’, får du dit eget program: Amalies Verden.
Vi elsker at se på folk, der er dårligere, end vi selv er. Så vokser vi jo kunstigt i niveau uden at røre os. Vi kan i sofaen hver aften begejstres over, hvor tåbelige de andre er – og gå glade i seng. Overbeviste om vores eget værd. Vi træder på andre for at føle os bedre. Eller endda bedst.
Da jeg var dreng sad vi og så Kvit eller Dobbelt, hvor en pige på 12 år vandt 64.000 kroner, fordi hun vidste alt om hvaler.
Vi sad og tænkte, hvor fantastisk det måtte være at sætte sig ind i noget. Hvor suveræn en følelse det må være at være dedikeret. Vi ville være som hende på 12 år.
I dag vil vi være som Amalie. Det gør sgu noget ved et samfund.
Youtube er blot en efterfølger af fjernsynets fokusering på dem, der ikke kan finde ud af livet. Kanalerne vælter i unge, der siger gode ting om en mascara, de har fået penge for at rose.
De laver selvsmagende videoer om, hvor fantastisk mange der følger dem – og en enkelt har lavet en sang om, at han har droppet uddannelsen, fordi han har fået 200k følgere.
De må jo tro, det er det, vi vil ha’ – og tallene viser desværre, at de har ret. Vi vil helst se nogle, der kan mindre end os selv. Helst en ung mor, der tror pommes frites er en grøntsag.
Og min søn ved nu mere om bryster end mig. Tak, Youtube. Han har vurderet størrelser og spurgte gudskelov i bilen, om ikke jeg også synes Linses var en anelse for store.
Det viser da i det mindste, at knægten endnu har en smule realitet og kritisk sans tilbage. Men jeg savner virkelig Jesper Klein.