I nat så jeg sidste afsnit af en dokumentar i seks dele om Kalief Browder. Da jeg er domsmand ved retten, påvirkede den mig ekstremt. Hvis der nogensinde har været en grund til at melde sig til Netflix, er det nu. Du får første måned gratis – og dokumentarserien hedder FÆNGSLET.
Jeg er rystet over et retssystem i USA som jeg godt vidste var fucked up, men det her går over selv min vildeste forstand. En dokumentar som denne bør gøre, at hans liv ikke blev spildt i en isolationscelle, men at hans navn vil forandre noget. Det skal det. Det er en skamplet på amerikansk historie – og hvis noget bør kunne skabe en ændring, er det denne historie. Den er så tydelig urimelig, at alle kan se det. Også dem, der måske i andre sager har rystet på hovedet med en henvisning til statistik eller detaljer i sagen. Her er absolut ingen!
Kalief blev arresteret på gaden. Politiet påstod, at han havde stjålet en rygsæk. Han fastholdt sin uskyld gennem tre år, hvor han sad og ventede på sin retssag – mest i isolation – i et af Amerikas værste fængsler, Rykers Island. Igen og igen kom han for retten, men anklageren udskød sagen hver gang. Det viste sig, at ham der ejede rygsækken, som var eneste vidne, ikke længere var i landet og ikke havde skyggen af bevis. Kun en antagelse, da Kalief havde noget tøj på det lignede. Systemet knækkede ham ikke. Til sidst tilbød de ham en aftale, hvor han kunne erklære sig skyldig og få en dom, der allerede ville være afsonet. Selvom han kunne være gået fri på 5 minutter nægtede han at erklære sig skyldig i noget, han var uskyldig i – og tog tilbage til fængslets daglige overfald og vold.
Dokumentaren har fulgt Kalief og hans familie og advokater gennem mange år. Det er en sjælden og ufattelig stærk dokumentar, der giver et indblik i amerikansk retssystem, som alle må reagere på. Det stærke er selvsagt, at selv HVIS han havde stjålet en rygsæk, ville tre år i isolation og fængsel uden rettergang være langt langt over straffen.
Jeg bilder mig ind, at det aldrig kunne ske i Danmark. Jeg er selv domsmand ved retten og sidder derfor som meddommer i sager, hvor jeg er med til at vende tomlen op eller ned. Alene det, at to almindelige borgere sidder med samme stemme som en uddannet dommer gør, at man ikke på samme måde kan skøjte henover grundlæggende rettigheder. I en sag for nyligt fortalte dommeren os, at regeringen havde skærpet straffen for den forbrydelse der var tale om i den sag. Men hverken jeg eller min med-domsmand troede på sagens beviser. Vi stemte ikke som dommeren – og personen fik en mildere dom. Både anklager og forsvarer kunne derefter anke, hvis de følte det var urimeligt. Det gjorde ingen af dem dog.
Det gjorde ondt helt ind i sjælen at følge denne fattige sorte families kamp mod et retsvæsen, der synligt er sygt. Politikere stod i kort øjeblik i mediernes lys og roste Kaliefs kamp – og mente det ville gøre en forskel. Spørgsmålet er, om de stadig siger det, når folket har glemt sagen igen, fordi de har set et spændende afsnit af America’s got talent. Hvor meget mon der skal til? Mere end Kalief, hans liv og hans død.
Afsted til Netflix…