Holdningsbåret – Jeppe Søe, Moderaterne

Jeppe SøeModeraterne, PortrætLeave a Comment

Holdningsbåret 

Jeppe Søe er født ind i en flok. Det er man, når ens far er højskoleforstander på en højskole, fuld af elever. Så ved man, fra første øjeblik, at andre mennesker er en del af den, man er. Vi er hinandens mulighed, sådan tænker han om det fællesskab, der er grundlæggende for det samfund, han ønsker at bidrage til i sit virke som politiker.

Jeppe Søe er vokset op på højskoler. Hans forældre var forstanderpar i Uldum – og drev, fra han var 14 år gammel, Lønne Højskole som en fri – ikke statsstøttet – højskole, der lå placeret lige ved Ringkøbing Fjord. Han har på den måde fødderne solidt plantet i den muld, han senere forstod, var en grundlæggende del af Danmarks DNA. Han har gået på fri-, folke-, høj- og efterskole, og han involverede sig som ung i sin hjemegn, men han drømte også de drømme, de andre gjorde; han ville ud at se verden. Senere bosatte han sig i først København og siden Nordjylland, hvor han uddannede sig, giftede sig og blev far til fire børn, hvoraf to i dag er voksne –  og to endnu er elever i folkeskolen.

Jeppe Søe har arbejdet som journalist siden han var 20 år gammel. Måske var det sin fars, Poul Erik Søes, fodspor, han gik i. Måske gik han sine egne veje. I alt fald endte han på TV Aalborg, hvor han hurtigt blev studievært på den daglige nyhedsudsendelse. Herfra kom han på TV2 Nord, senere på TV2 og så ringede de fra TV3 i København, hvor Jeppe blev ankermand på deres nyhedssatsning og dermed landskendt.

Som tv-vært i et årti, der ikke havde reality på sendefladen, blev man feteret for sin faglighed, og det gjorde en forskel. Man får måske nemt blik for det forkerte, siger han.

”Når jeg taler mediepolitik, og det gør jeg meget gerne,  så er det jo til dels på baggrund af de erfaringer, jeg selv har gjort mig. Medierne er en stærk magtfaktor – den fjerde statsmagt, siger vi – og det betyder, at vi er nødt til at forholde os kritisk til, hvordan medierne arbejder. I et folkeoplyst samfund, må den gode historie ikke være en vare, der skal sælges, og det er den blevet, fordi de digitale medier konkurrerer på antallet af mennesker, der klikker på deres artikler. Befolkningen er i et medieperspektiv blevet forbrugere; og det betyder, at vi ikke kan tale om folkeoplysning, men om medier, der er drevet af at producere indhold med købsincitament. Og så kan man jo spørge sig selv, hvad der sælger bedst; en artikel om en statsministers underbukser eller en, der behandler hurtigere indfasning af minimumsnormeringer. Den sidste handler om den kommende generations omsorg og dannelse i de fleste af dagtimerne, den første om ingenting – men jeg gætter på, at det alligevel er den, der har solgt bedst. Det skal vi tage kollektivt ansvar for. Det er ikke entydigt mediernes skyld – men det er heller ikke seerne, læserne og lytternes. Udviklingen har besnæret os alle sammen; vi blev digitale og døgndækkede på et øjeblik – og nu skal vi så lige have justeret, så det igen bliver indhold over form. Det vil jeg meget gerne være med til, for i min optik handler det ikke kun om mediepolitik – det handler om dannelse og folkeoplysning; forudsætningen for et sundt samfund.” 

 

Fællesskabet

Folkestyret, det aktive medborgerskab, skal være mere end en term, vi bruger for at kvalificere de beslutninger, der træffes på Christiansborg. Det skal være vores fælles virkelighed, og det sker kun, hvis vi starter en fælles samtale. Den starter ofte i medierne – i saglig og faglig formidling. Den fortsætter, når vi lytter til hinanden – til det, Moderaterne kalder ’hverdagens eksperter’. De mennesker, der har den erfaring, der er så væsentligt, at vi tager med til bordet, når vi skal tale om, hvordan det giver mening at indrette samfundet. Det er noget, vi gør i fællesskab. Det er derfor, du skal lytte til dem, der lytter til dig.

”Jeg tror på, at det er summen af kompetencer, der skaber resultater. Der findes enestående mennesker, bestemt, men jeg ser alligevel, at selv dem, der bidrager med det ekstraordinære, på et tidspunkt får brug for andre. Sådan har det været i de bestyrelser, jeg har siddet i, sådan har det været, når jeg har rådgivet driftige iværksættere, sådan har det været i foreningslivet, som jeg også har været involveret igennem årene – og sådan er jeg helt overbevist om, at det også er i politik. Vi bliver klogere, når vi lytter til hinanden. Det lyder lidt højstemt, men det er i grunden ret konkret.” 

Hverdagens eksperter er i medierne i stadig større grad blevet erstattet af mennesker, der gør sig til talsmænd for en sag eller et synspunkt, som, fordi debatten er blevet så polariseret, taler i skarpe, retoriske vendinger, der godt kan være underholdende, men sjældent egentlig bevægende.

”Og det er ikke vist ikke længere kun, hvis man er professor på RUC, at man siger om debatten, at  den er polariseret. Det er virkelighed, og der findes næsten ikke et bedre ord for det. Vi er blevet hinandens modpoler, og vi er blevet mindre nysgerrige på hinandens verdensbillede. Vi synes måske ikke, vi behøver forstå, hvordan man fanger fisk ude i Nordsøen, vi behøver bare vide, at der er laksefrikadeller i supermarkedet, når vi har brug for det. Når man bor i Aalborg eller Aarhus, så kan man måske godt have svært ved at have tålmodighed over for en snak om buskøreplaner i ydertimerne, men jeg ved fra mig selv og den måde, jeg er vokset op på, at hvis jeg føler mig som en del af et fællesskab, så er jeg mere tilbøjelig til at forstå andres perspektiv. Derfor tror jeg, at den politiske opgave i dag, både handler om at konkretisere; vi vil se resultater, men også om at blive ved med at insistere på, at der er noget, vi skal snakke om. Hinanden. De andre. Os.” 

 

Vestjylland

Jeppe Søe stiller op som spidskandidat for Moderaterne på en egn, der føles som en del af hans barndomsland. Han besøgte sin mormor i sommerhuset ved Store Havelse på Sjælland første gang da han var 1 år gammel. Han var lige fyldt 18, da han satte kurs mod Nykøbing Mors i egen bil for at hente farmor hjem til jul i Lønne, som ligger lige på kanten af den del af Jylland, som vi kalder “Danmarks spisekammer“. Han var ambitiøs, da han flyttede til København for at bo og arbejde i hovedstaden. Han var i tvivl, da han som 16-årig rejste til Vesterdal Ungdomskole på Fyn og bagefter Ungdomshøjskolen ved  Ribe – i virkeligheden i tvivl om det meste, men han vendte klogere hjem. Han bosatte sig i Aalborg, fordi børnene behøver deres bedsteforældre, men han arbejder – og føler sig hjemme – i hele Danmark. Alligevel måske især i den del, man skal have ekstra blik for.

”Vestjylland er en verden for sig selv på nogle punkter. Landskabet er vildt og voldsomt herude; smukt og levende og gavmildt. Vestjyderne producerer mange af landets fødevarer – og er også en væsentlig del af eksportøkonomien; vi kalder området for Danmarks Spisekammer, og det er ikke uden grund; næsten en fjerdedel af erhvervslivet hernede er fødevarerelateret, og det betyder at vi skal være opmærksomme på de udfordringer, der kan være forbundet med at være en stor, moderne og klimabevidst fødevareproducerende landsdel. Og det er lidt en udfordring, vi ikke må blive trætte af at adressere; der er mennesker og erhverv, som befinder sig i noget, vi desværre har døbt udkanten af Danmark, og virkeligheden skal være, at man skal kunne slå sig ned lige præcis, hvor man vil – og stadig kunne regne med politisk opbakning og fornuftige løsninger, som imødeser de geografiske udfordringer, man måske oplever – og som på samme tid har blik for alt det, der gør livet på landet skønt.” 

 

Farbar

Selv er han bosat lidt uden for Aalborg i et lille landsbysamfund, der har skolen i centrum. Han bor der, fordi han giftede sig med en kvinde, der insisterede – mest på den geografiske placering – og fordi, han vægter værdien af at føle sig hjemme. Det gør man der, hvor børnene trives – og for Malthe og Villum har den lille landsbyskole været et helt unikt udgangspunkt for livet som elev.

Han bor et sted, hvor der er højt til himlen og plads til at spille fodbold på plænen, når alle har fri. Eller tager fri.

”Det ser jeg som en af de udfordringer, vi skal være opmærksomme på lige nu; vi skal skabe plads til at være os selv – også i familien. Jeg ser mine drenge på 9 og 14, som stortrives i tilværelsen, have kalendere, der er meget fyldte. Venner, lektier, sport og oplevelser, og selvom de elsker at gå på opdagelse i verden, så er deres virkelighed også, at de nemt får en fornemmelse af, at de altid melder fra til noget, hvis ikke de siger til. Det forsøger jeg at lære dem, at de skal. De skal tulle lidt mere rundt i tilværelsen og tage sig tid. Måske til nogen, men ikke altid til noget. Det er en del af dannelsespotentialet; at træde i karakter, men legende og langsomt. Man behøver ikke altid løbe så stærkt.” 

Det gælder alle – også de voksne. Og det er udfordrende, når man er et holdningsbåret menneske, der noterer sig det meste. Det hjælper at spille fodbold med drengene i det græs, der sandsynligvis er lidt for højt, og det giver mening, at falde i staver og snak hen over aftensmaden. Det gør en forskel, at man ikke tror, man kan nå det hele. Det er væsentligt, at vi som voksne tager ansvar og får fortalt de børn, at de ikke kan blive lige hvad de vil – og at de i øvrigt altid i forvejen er både nogen og noget. Vi skal vise dem, at man skal gøre sig umage, og at der ikke kommer noget godt ud af det modsatte. Vi skal vise dem vejen – holde dem i hånden et stykke af den – og så skal vi opmuntre dem til at gå resten selv.

Hvis man konsekvent befinder sig på midten af dansk politik, så betyder det, at man er omgivet af noget fastlåst til både højre og venstre. Og Moderaternes projekt er, at vi skal blive bedre til at gå på besøg hos hinanden. Vi skal være summen af det sagte. Og vi skal blive bedre til at lytte – uden selv at tage ordet. Politikken skal være i centrum. Vi skal droppe kassetænkningen og bryde blokkene ned. Og hvis nogen siger, at man befinder sig i udkanten af Danmark, så gælder samme princip. Hvor er centrum – og for hvad? Sammenhængskraft er et modeord – der blev introduceret af Karen Jespersen i 1994 i betydningen social sammenhængskraft, og siden da er blevet brugt som et begreb, der taler ind i det folkelige værdifællesskab. Det er godt ord, men vi skal tage det bogstaveligt. Sammenhængskraft betyder, at Danmark er et land og at danskerne skal føle sig som en samlet flok. Vi bor og lever forskelligt – heldigvis – men vi deler værdier. Undersøgelser foretaget af både Danmarks Statistik og Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, underbygger, at lige præcis Vestjylland, er et centralt sted at starte, når vi skal tale om “det gode liv“. I Vestjylland er familielivet en fundamental forudsætning for de fleste. Der er færre skilsmisser i den del af Danmark, og det skyldes måske, at de små lokale fællesskaber er stærke og meningsfyldte. Foreningslivet er særligt veludviklet, man kender sine naboer – og man engagerer sig i hinanden. Lokale virksomheder står klar med praktikpladser til unge, der tager en erhvervsuddannelse, børnelivet er trygt og aktivt, der er gode muligheder for at dyrke sport, fritidsinteresser og fællesskaber, som giver mening. Det er det, man kan “ude vestpå”.

”Kulturhistorisk har Vestjylland været et lidt barskere sted at leve, måske. Man levede lidt på landskabets nåde – og man var nødt til at hjælpe hinanden på tværs af generationer og matrikelskel. Den fine måde at færdes i verden på, oplever jeg, at man på mange måder holder i hævd. Stoltheden over at kunne selv, ikke som menneske, men som flok i et land, der sommetider italesætter vestjyder som nogen, der lever livet på kanten, skaber målbar trivsel og udvikling. Vestjyderne er selvstændige folk. Det tror jeg i øvrigt er helt generelt for mennesker; at vi kan selv, når vi får – eller tager – muligheden. I Vestjylland er man ikke så orienteret mod staten, tror jeg, og som socialliberal, kan jeg dårligt forestille mig en sundere måde at orientere sig på end mod sig hinanden og sig selv. Fællesskabet.”

 

Medierne

Jeppe sagde op som studievært i 2000. Hans ønske om at formidle nyheder blev stadig mere udfordret af en tendens til at fokusere på seertal, og det skabte, siger han, et unuanceret nyhedsbillede, som fik ham til at etablere sin egen medievirksomhed. Virksomheden havde fokus på at skabe det indhold, der tager tid. Og det gik godt. Længe. Men i 2008 gik den ikke længere. Indtægter og medarbejderudgifter hang pludselig ikke sammen, da et par store ordrer ikke blev betalt, og WideVision måtte erklæres konkurs. Til en start et næsten uoverskueligt hak i faglige stolthed, som med tiden blev vekslet til en erfaring, der har værdi i sig selv.

”Når man tager ansvar for sine fejl, så lærer man af dem, og det betyder ikke, at jeg synes, det er vigtigt, at virksomheder går ned – og det betyder heller ikke, at jeg løber fra, at ansvaret var mit. Men jeg betragter ikke længere mig selv som en fiasko, fordi jeg ikke kunne redde min virksomhed. Jeg er stolt af, at jeg gjorde et ærligt forsøg – og jeg blev klogere af det. Vi må ikke skabe en kultur, hvor man ikke tør sætte noget i værk, fordi straffen for at misløkkes er for stor. Jeg synes, vi skal skabe et samfund, hvor det giver mening at starte selvstændig virksomhed. Hvor vi bakker iværksætterne op, fordi de er med til at skabe de helt nødvendige beskæftigelseseffekter.” 

I dag arbejder han som kommunikationsrådgiver, ansvarshavende i Det Politiske Mødested, journalist og foredragsholder.

 

Grundvolden

Socialliberal. Både og? Enten eller? Ingen af delene. Det politiske ståsted er solidt; alle har samme rettigheder – og pligter. Frihed til forskellighed er en kerneværdi, som ikke kan overvurderes. Alle skal leve det liv, de finder mest meningsfyldt – men på en måde, så vi mærker, hvad det vil sige at være et fællesskab. Staten er ikke styrende, men en garanti for, at alle har lige adgang til de ydelser, vi i et af verdens højst rangerende velfærdsstater, skal yde. Til alle. Og med mere konsekvens og kvalitet, end det er tilfældet i dag.

Vi kan ikke fastholde vores levestandard, hvis vi ikke er i stand til at levere konkurrencedygtigt på både pris, kvalitet og viden. Det er faktuelt. Vi kan heller ikke udvikle os, hvis vi ikke sørger for at skabe nye jobs. Som samfund er vi forpligtet til at skabe rammerne for, at nogen kan tage teten og lykkes. Det er det, dem, der er med til at skabe den velstand, der giver os råd til velfærd. Vi kan ikke bare dele. Der skal også være noget at dele. Og når man tænker sådan, så er man socialliberal.

Han blev i virkeligheden socialliberal undervejs. Jeppe er opvokset med radikale grundtanker; alle er født frie og lige – og menneskets absolutte autonomi er omdrejningspunkt i det forpligtende fællesskab, vi bygger samfund på. Det gav mening. Det gør det stadig. Stuen i barndomshjemmet var fyldt med holdninger og mennesker, og når hans far, Poul Erik Søe, talte politik med Niels Helveg Petersen, Hilmar Baunsgaard og Marianne Jelved til langt ud på natten, så lyttede han opmærksomt – selvom ingen så det. I øvrigt en dyd, man ikke skal undervurdere, siger han; at lytte, selv når det, der bliver sagt, kan være svært at forstå. 12. december 1990 stemte han Radikalt. De gik tilbage med tre mandater det år, og Venstre og Konservative dannede regering. Han lyttede fortsat opmærksomt og med årene vandt idéen om et samfund, der bygger på de værdier, vi allerede har vægtet, indpas. I 2003 stiller han op som kandidat for Konservative, fordi han synes, han ser et parti, som har lyst til at udvikle verden med sund fornuft – men også mod på forandring. Han tror på, at der skal være plads til alle – og det overrasker ham, at hans kreds ikke mener, det gælder Christianitterne, som han giver sin støtteerklæring ved en offentlig demonstration på Christiansborg Slotsplads.

”Historien om mit kandidatur for Konservative er ofte blevet vinklet lidt uskønt, fordi det endte med, at jeg blev bedt om at nedlægge det. Det var det ikke. Det var et oprigtigt ønske om at træde ind i en politisk virkelighed, der grunder i fornuft og forandring i en meningsfyldt kombination. Det er den politik, jeg altid har ønsket at være med til at udvikle. For mig var Christiania ikke nogen mærkesag, men et udtryk for en holdning til mangfoldighed og ordentlighed, som jeg i øvrigt havde vendt med kredsen på forhånd som et særstandpunkt. Så sker der sommetider det i politik, at synspunkter ændrer sig i forhold til, hvad der ser mest rentabelt ud i meningsmålingerne. At man fra toppen ikke synes, at det var det strategisk rette signal. Jeg var ikke, og jeg er ikke, villig til at gradbøje en holdning, jeg har – og derfor endte det med, at jeg ikke kunne være opstillet for partiet. Når jeg senere blev medstifter af Borgerligt Centrum, så var det i et stadigt – og nu måske mere stædigt – forsøg på at være med til at påvirke den politiske virkelighed i en retning, der giver plads til en samtale, der grunder i den virkelighed, vi er omgivet af – mere end traditioner og oppositionspolitik. Mit politiske liv har altid været drevet af det ønske; at kunne starte samtalen i noget virkelighedsnært og ikke en politisk praksis.”  

Moderaterne

Moderaterne er summen af den politiske vision og derfor er det ret naturligt, at det netop var Jeppe Søe som Lars Løkke kontaktede i januar 2021, da tankerne blev søsat. Partiet er stiftet på de grundtanker, og politikken er derfor ikke rundet af klare handleanvisninger, men grunder i et ønske om at skabe et samfund, der giver mening i den tid og den verden, vi lever i. Det er fornuften, der anviser – ikke meningsmålinger. Moderaternes politik skal være drevet af mennesker og veksles af politikere, der kan det parlamentariske håndværk. Det er som far, bestyrelsesmedlem, medborger, selvstændig erhvervsdrivende, foredragsholder, debattør, patient, pårørende, lytter og læser, at han stiller op for at gøre en forskel som politiker.

”Jeg tror på, at den praktiske politik skal grunde i virkelighedsnære erfaringer. Det er fædre og mødre, akademikere, håndværkere, erhvervserfaring og ideologi, der skal drive dagligdagen på Christiansborg. Det er mennesker, der bedriver en politisk praksis. At være politiker er et fag, du skal mestre, men din måde at være i verden på, er en del af din faglige kompetence, og det betyder, at du ikke kan lukke døren til kontoret og udøve dit erhverv på papiret.

Det er væsentligt,  tror jeg, for det betyder, at vi fastholder virkeligheden – og ikke teoretiske termer – som grundlag for den måde, vi tænker reformer, praksis og love på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.