Godt Pytår – 2021/22

Jeppe SøeSøeforklaringer1 Comment

GODT #PYTÅR
Ved årsskiftet ser vi både frem og tilbage. Lad os endelig lære lidt af i går, så vi måske kan blive bedre i morgen. Menneskeheden defineres af måden vi sammen håndterer kriser. Det er nemt nok at ville hinanden, når alt er paradis. Møder vi en dansker på ferier langt fra hjemmets tryghed, er vi hurtigt bedste venner og taler sammen, som om vi var de sidste overlevende på kloden. Og hvis en landsby får nej fra kommunen til et aktivitetshus, rykker borgerne sammen og bygger lortet selv. Vi kan en masse sammen, når vi vil.

Men når noget rammer os, som nogle mener man skal få ændret omgående, så bliver vi uvenner. Vi danner grupper som er mod hinanden. Det er klimatosser mod klimaforkæmpere, mænd mod kvinder, børnene med fremtid mod de gamle uden, sorte mod hvide, blå mod røde, øst mod vest. Vi kan simpelthen intet sammen, når vi har forskellige holdninger. Så går vi ned – og det bliver vores undergang en dag. Vi udryddes ikke af corona, aids, vulkaner eller kometer – men af hinanden.

Corona er med sikkerhed en sygdom, der skal tages alvorligt. Men i kampen om at styre os igennem, har de fleste med magt glemt den enkeltes frihed til at tænke selv. Og den enkeltes sunde fornuft. Handler man ikke som det siges på pressemøder, kan man endda opleve folk der siger, at andre ikke ejer sund fornuft. Fordi deres fornuft ikke er, som deres egen, men siger noget andet. Og i det sekund skilles befolkningen i grupper.

Samfundssind, kaldes det nu at lystre blindt eller bare være på “den rigtige side”, sammen med flertallet. Og hvis nogle går en anden vej, udskammes de for at have en anden holdning. Og endda sige den højt.

Jeg tror vi har glemt, at samfund betyder at have fundet sammen! Trods forskelligheder er vi samlet her på denne lille plet i universet og skal på en eller anden måde navigere på midten mellem sort og hvidt, og nej det var ikke en hentydning til det kommende parti jeg er medstifter af – men en reel og væsentlig vej at finde som menneske, i en verden med mange smutveje og omveje. Vores vigtigste opgave som intelligente væsner er at finde en vej, hvor både dem på den ene og den anden side kan fungere.

Så samfundssind er i virkeligheden at have sindet sporet ind på, at vi er forskellige folk, der skal kunne sammen.

Det gælder såmænd i alle livets svære fællesspørgsmål. Vi ender nærmest altid med at råbe af hinanden. Og så kommer vi faktisk aldrig videre. Intet forandres. Vi snakker bare, skændes lidt – og lever videre i nye glasklokker, hvor alle indbyggere mener det samme. Vi smadrer blærerøven Mads for, i en eller anden tabloidavis, at have sagt noget, vi synes er langt ude. Vi kaster med meemes efter en person, der ikke er medievant, fordi de sagde noget “forrykt” i godmorgen, godaften eller godnat-danmark. Og vi deler andres udskamninger af medmennesker, og kan slet ikke længere se, at det er mobning vi ellers forlod efter folkeskolen.

Vi deler os op og kæmper, gruppe mod gruppe. Folk mod folk. Menneske mod menneske. Sådan har det været i årtier.

Hver land og hver kultur har haft deres glasklokker og deres egne kampe. Nogle har lavet regulær forandring, der også er blevet spredt i massemedierne og måske har tændt lunten hos andre kulturer – men grundlæggende har hver passet deres.

Internettet har dog gjort os alle globale. Vi kan nu gå på YouTube og se live i Taiwan, Kina, Qatar eller Ukraine hvad de går og roder med, og vi har så enten støttet eller sanktioneret efter egen smag, men har alligevel levet videre i vores egen verden, når vi lagde iPhonen tilbage i lommen. Vi ved godt det er helt forrykt med VM i en slaveby, men håber godt nok de vinder uden at nogle falder om på banen. Vi ved godt, at Rusland står ved grænsen til Ukraine, men hvad kan vi egentlig gøre, når vi også skal have sjælefred til at gætte på, hvilken kendis der gemmer sig indeni et skelet. Vi har en klar opfattelse af Kina som et totalitært helvede, men elsker jo vores billige lort fra Wish.

Med corona er der – måske for første gang nogensinde – et fælles problem vi skal håndtere. På tværs af alle landegrænser og kulturer. Dermed kan vi se 1:1 hvordan andre steder i verden håndterer præcis samme krise vi selv står i. (Nogle vil påstå klimaet kom først i globale fælleskampe, men det er endt i en “hvem gør mest”, hvor andre kan flyve under radaren udenfor fokus.)

Vi puster måske hinanden op i frygt og benytter forskellige fjerne virkeligheder til at slå en lokal pointe fast. Hvis et menneske i Skjern mangler et mundbind, kan man pludselig høre argumenter om dødsfald i Italien brugt på et mennesketomt torv i den lille stationsby. Vi taler med foragt om svenskerne, der festede sammen for længe i forhold til os selv, der gik hjem. Og når tallene så pludselig måske fastslår, at de handlede rigtigt, taler vi om noget andet igen. PostNord, statens it-systemer eller fyrværkeri som larmer.

Læs også:  BESYNDERLIG UDVIKLING PÅ BILTUR

Og vi skal end ikke over lande- eller kommunegrænsen for at holde øje med andres liv og bruge dem til at gøre os selv bedre. Vi tager gerne billeder fra altanen af folk, som står for tæt. Vi filmer folk i private situationer, hvis de har glemt mundbind og hvis nogle helt lovligt ser ud til at have det sjovt sammen, så kritiserer vi arrangøren for ikke at aflyse. Vi kalder det shitstorm. Og alle der deltager i sådan nogle har generelt lort i hovedet bagefter.

Og så derefter starter debatten om dem, der har ansvaret. Politikere, vores institutioner, staten og alt det, vi som samfund netop har opbygget som vores fundament. Gør de det rigtige eller det forkerte, når nu en eller anden indonesisk læge har bevist på YouTube, at det hele er falsum.

De indfører pas, som vi skal vise for at krydse grænsen til en bajer på nærmeste brune værtshus, hvor vi skal bunde inden et specifikt klokkeslæt – og vi må endelig ikke drikke for meget, da det er farligt. Eller danse, men gerne have sex – siger vores nye guru fra Sundhedsstyrelsen. Bare vi ikke er for mange sammen om det.

Vi sprøjter vacciner ud i vildskab, og går hårdt efter dem, der ikke tager imod dem. Også den tredie. Eller den til børnene, hvor ellers ordentlige kærlige forældre kaldes uansvarlige. Eller alle dem der går med maske – eller uden. Vi råber af dem på sociale medier, fordi de skal tro på myndighederne – og de råber tilbage, at vi er dumme får som går med mundble, fordi vi jo umuligt kan tænke selv – og dermed ikke har samme ret som “frihedskæmperne” til selv at tage stilling.

Men når myndighederne så på et pressemøde viser en graf, som de bagefter siger, ikke var fakta men bare en illustration, så råber vi pludselig mindre højt. Når indlagte ikke reelt er indlagt på grund af corona, men med en brækket tå, råber vi mindre selvsikkert. Vi føler os i den grad manipuleret, samtidig med at vi må håndtere en viden om, at der jo kunne være en trussel på livet bag de mange plancher. Og så skal vi til at tænke selv. Det kan nemt gå galt.

Ingen bryder sig i virkeligheden om manipulation – men det benytter alle samfund sig af. Om man vil påvirke borgere til rygestop, 7 genstande ugentligt eller vaccine er alt sammen påvirkning. Og vi har generelt haft tiltro til denne påvirkning fra eksperterne.

Når man har tiltro, så er påvirkning jo bare folkeoplysning. Fordi man også tænker selv, som er det væsentligste med folkeoplysningen.

Manipulation virker ikke på et folk, der er folkeoplyst og dannede nok til, at filtrere ordene. Og som tør have tiltro til folk, der er klogere på papiret.

Når man så ser sort på hvidt, at eksperter som Mølbak under pressemødet får en vred SMS fra regeringens rådgivere og derefter strammer retorikken, så svigter tilliden. Langsomt, men dog et svigt af tillid. Og pludselig vågner det folkeoplyst folk påny. Når de vågner skal det ikke være med høtyve og udskamning, men med krav om mere viden. Krav om gennemsigtighed – også i smsser – og krav om at folkestyret får tid nok til at læse, om ikke andet, indholdsfortegnelsen og konklusionen før de sender alle børnene hjem i seng.

Når tilliden til fundamentet slår revner, er det i ordets bogstaveligste forstand fundamentalt og alvorligt. Selv små revner i fundamentet kan vælte et korthus. Og selvom jeg faktisk har tiltro, kan jeg nemt se at samfundets top har styret for egenrådigt og at revnerne bliver svære at håndtere med en enkelt tube pollyfilla.

Små revner kan forandre verden, hvis de der slår revner presser nok på – om der er fakta bag er sådan set underordnet, hvis man bare kan sin kommunikation og forstår sig på de teknikker, som manipulationen kan.

Alle bevægelser vil gerne vokse – og den stifte gør dem mere professionelle, da de minut for minut kan vurdere deres styrke gennem likes og kommentarer. Revnerne kan deres kommunikation og ved hvad medierne vil ha. De råber gerne. Højt. Samme gør deres modstandere. Og gerne med hårde ord eller udskamninger. “Os mod dem”-retorik. Greta Thunberg har faktisk ikke ret mange procent af klodens ungdom i sin hånd, men de råbte højt og dygtigt på rette sted og skabte en bevægelse, hvor alle voksne blev udskammet som dem, der ikke havde gjort en dyt. Blomsterbørnene i 60erne var faktisk ikke ret mange, men de fik taletid og fyldte en del og skabte en bevægelse, der gav os personlig frihed og gjorde op med en kultur, der udskammede forskellighed. Nogle relativt få kvinder i medierne råbte højt om meeto og havde selv taletid, som skabte en bevægelse der udskammede mænd og fik nogle fyret for fortidens synder. Veganerne kunne have haft en fest med at dele opskrifter på en anden levevis, men valgte istedet at kalde andre for mordere når de spiste noget “forkert”.
Skulle nogen mene andet end disse bevægelser, holder de mund af frygt for cancel-culture. Alt sammen er det i min optik godt og fint med bevægelser, der vil ændre verden, med mindre det netop ender i sort og hvidt. Så løses absolut intet!

Læs også:  MIN KUNSTNER DØDE SOM 3ARIG

Så handler al forandring pludselig mere om midlertidig damage-control.

Når corona er globalt – og enhver på YouTube kan rapportere fra deres lokale verden med et tryk på en knap, så bliver bevægelser stærkere. Også modbevægelser. De kan digitalt og på afstand opildne hinanden og bekræfte hele verden i, at deres holdning er sandheden – mest fordi mange siger det. Fakta klippes i tusinde stykker og en enkelt udtalelse løftes ud af en sammenhæng og bliver til en selvstændig sandhed. Mennesket der sagde det forsøger at råbe, at de har fordrejet ordene – men vedkommende er nu sat i bås som en der æder babyer, vil lave et såkaldt “Great Reset” eller er i ledtog med alle dem, der kører i biler som koster mere end en brugt Opel Astra. Får man det stempel af bevægelsen, er man doomed og forsøger nu bare at skjule sandheden, hvis man påstår, at de er forkert på den. Eller kan vise fakta eller videnskabelige afhandlinger. Den slags er jo betalt af Big Pharma. Tro på intet.

Nej til det hele og ud af resten.

Og sådan kan man reelt styre verden i et eventyrligt rollespil, hvor vi kaster med spells som Harry Potter og laver en kasse til alle, der siger det modsatte af det, man synes er det rigtige.

Hvad er globalt kastet i den kasse? Medierne, politikerne, eksperterne, forskerne, Grundloven, “de andre” og hele vores styresystem. Samfundet, såmænd.

En stigende flok har slået sig sammen i en gruppe. Ja faktisk i flere, da de alligevel så forskelligt på tingene og derfor ikke kunne stå samlet. I starten larmede de i samlet flok foran borgen med pander og gryder, men er nu opdelt i atomer af små grupperinger, med hver deres form og indhold. Vi kalder dem sølvpapirshatte – fordi de mener noget andet end flertallet. Vi blokerer dem måske, vi mener de skal gå hjem og vise samfundssind.

Det er muligt du mener de er vanvittige. Langt det meste, af det jeg ser, synes jeg også er ude af denne verden og minder om latterlige rollespil. Men modsat de fleste er min reaktion enten at scrolle videre eller – for nogles vedkommende – snakke med dem for at høre mere. Det gør mig sjældent klogere på verden, men stiller da i det mindste min nysgerrighed overfor deres holdninger. Man må altid forsøge at forstå “de andre” hvis man skal tage det med at finde sammen alvorligt. Om man så tror “dem” er jo ikke det væsentlige ved at samtale.

Og så skal man have modet til at tale dem ret imod. Argumentere. Ordentligt og sagligt. Eller såmænd bare sige, hvad man står for. Hvad man mener. Hvad man tænker. Det gælder ikke bare dem – men alle bevægelser.

Uden den frihed og uden det mod, går vi ned i en evig malmstrøm af mistillid og så kan vi kysse samfundet farvel.

Du skal genfinde modet til at sætte ord i verden.

Du skal genfinde glæden over – og friheden til – forskellighed.

Du skal scrolle videre – både på skærmen og i virkeligheden – hvis det du vil er at udskamme andre for, at de ikke er præcist som dig.

For det er de ikke. Gudskelov ikke!

PS. Når man har skrevet en status, der både indeholder ordene metoo, klima, raceforskelle og corona skal man åbenbart altid slutte med en disclaimer om, at man selvfølgelig går ind for ligestilling, synes vi skal redde alle dyrearter, at man anser hudfarve som underordnet og en reklame om, at man selvfølgelig er vaccineret med både 1, 2 og 3 og benytter mundbind.
– Den får du ikke herfra. Der skal ikke en disclaimer til i enden af et indlæg, for at håbe på et bedre kommentarspor. Disclaimeren er skabt for alle dem, der kommenterer uden at læse en lang status. De kommenterer bare i vildskab uden at have sat sig ind i en skid – og derfor er det bedst lige til sidst at skrive, at man er en af de gode.

Det er jeg!
Fordi jeg ikke er som dig.

Lad 2022 blive en tak mere medmenneskelig og mindre opdelt. Lad os stå sammen om alt det, der deler os – og finde det, der er anderledes end os selv mere spændende at dykke ned i.

GODT #PYTÅR
(og del endelig budskabet)
/Søe

One Comment on “Godt Pytår – 2021/22”

  1. Du tør både at have mening og være rummelig. Et eksempel at efterleve – det vil jeg i hvert fald prøve😊
    Godt nytår

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.