Lærerne skal turde være bedrevidende. For det er de!
Hvorfor er det egentlig, at du har så meget imod de nationale tests – det er jo vores eneste mulighed for at kontrollere skolerne? Sådan blev jeg forleden spurgt af en medarbejder på en kommunal skoleforvaltning og kunne hurtigt svare, at det er præcist derfor. Utallige har i debatten indrømmet blankt mellem linjerne, at disse tests ikke er til for børnenes skyld – ikke som udgangspunkt er et læringsværktøj, men er til for forvaltningernes kontrolsystem, samt undervisningsministeriets regnedrenge. Det kan da være fint at følge lidt med, når man er magthaver – og det er vel i bund og grund forståeligt i en medietid, at man gerne vil vide hvad der er op og ned på skolerne, inden en forside på Ekstra Bladet pludselig rammer. Det er bare ikke elevernes eller lærernes problem at sørge for, at en politiker eller en forvaltning er i god balance med virkeligheden – Faktisk er der intet der burde rage eleverne mindre. Og skal man kende virkeligheden, er de nationale tests beviseligt det værste redskab at benytte, da resultaterne er de rene lottotal.
En useriøs meningsmåling i min fyldte indbakke viser rimeligt tydeligt, at et flertal af lærerne og især forældrene synes, at de nationale tests er ubrugelige. De nationale tests bliver ganske vist brugt aktivt af nogle få skoler rundt omkring, som indimellem skriver smædebreve til mig om min ødelæggende grundholdning og mener, at “jeg taler folkeskolen ned”. Det synes jeg de klarer fint selv. At tale forvaltningens kontrolsystemer op retfærdiggør i virkeligheden den umyndiggørelse, der er sket af fagligheden i de seneste år. Tillykke til jer med det, som i kalder et godt arbejdsredskab. Det kan undre, at I mener det er brugbart, men giv den da endelig gas. Resultaterne er så fejlagtige, at det svarer til en tyverialarm der går af, når der flyver en flue rundt i fabrikshallen efter lukketid. Jeg ville have svært ved som forælder at have tillid til en lærer, der på et forældremøde henviste til disse lottotal fra staten. Det vidner i min optik om manglende faglig indsigt i børnenes standpunkter og trivsel at henvise til målinger, der beviseligt viser forkert. Jeg vil høre deres egne observationer, som bygger på faglighed og kendskab til mine børn. Og det skal lærerne turde at stå fast på, om så de nationale tests siger noget andet end dem selv. Lærerne skal turde være bedrevidende. For det er de! Jeg har, siden første gang jeg holdt min søn hjemme, modtaget over 500 beskeder fra lærere i min messenger. Jeg møder dem til foredrag landet over, hvor lærerkredsen inviterer mig til en debat på lærerværelset. En lille meningsmåling viser, at 6 ud af 100 forsvarer systemet. Den måling er nok ikke repræsentativ og næppe statistisk korrekt, men det er de nationale tests heller ikke, så begge må kunne bruges på lige vilkår.
JEG GÅR I SENG MED RIISAGER
Det der undrer mig er, at man ikke fanger værktøjets skyggeside. Hvis det var en testform, der virkede, kunne den jo bare være et program der kørte på computere lokalt – lidt som lysbillederne til køreskolernes teori. Men det væsentlige er netop ikke testens resultater til læreren, men at den er koblet op til statens regnedrenge, der kan sammenligne og liderligt kaste sig over resultaterne. Tallene sendes direkte til Egelund, der for kort tid siden afslørede sit grundlæggende had til lærerne ved åbent at mene, at “ministeren er gået i seng med fjenden” fordi hun kan finde på at mene noget sammen med Bondo.
Hvad har Egelund dog gang i? Mener han virkelig, at der er tale om en barnlig skyttegravskrig, hvor man ikke må hverken bygge broer eller tale samme sprog – eller endda være enige? Vi er efter min smag ude i en udtalelse, der bør få mange til at vågne og lytte mindre til ham fremover. For at komme fremad er der netop brug for, at der er bygget broer over de enorme grøfter der er gravet mellem forskere, lærere, ledelse og politikere. Når det endelig sker, at man kan enes om at sende et brev, burde vi juble fremfor at tale om fjendebilleder, som vi går i seng med.
Jeg har lige drukket kaffe med Riisager i ministeriet. Vi har skrevet breve frem og tilbage til hinanden længe om min beslutning om at holde Malthe hjemme på testdage, vi har mødtes som duellanter i Debatten på DR2 og jeg er ikke ligefrem fan af ministeriets behandling af folkeskolen. Men vi er også gode venner. Vi kan skrive sammen privat – og vi drikker kaffe sammen i ministeriet. Vi er måske nok ”fjender” i den offentlige debat, men vi går i seng med hinanden på skønneste vis ved siden af. Ikke på en måde, der vil gøre vores respektive partnere jaloux – men i den form, der er selve baggrunden for en god debat i vores land – måske en debatform Egelund har glemt undervejs i den skærpede retorik. Vi netop ikke er fjender – vi er uenige. Selvom tonen i debatten er hård – kan vi såmænd godt mødes og have en gensidig respekt. Og netop Riisager kan man godt føre samtaler med, hvor hun endda lytter. Det er ikke en selvfølge på den post… nu vil jeg selvfølgelig ikke nævne navne, men jeg vil hellere i seng med Riisager end med Antorini.