Samfundet hylder dem, der får gode tal i eksamen og nationale tests. Men husker vi et klap på skulderen til den talblinde, der både er kreativ og viser vovemod? Kan vi klare os i den internationale konkurrence ved at lære det samme som dem, vi er oppe imod – eller ved at hylde de elever, der vil andre veje. Hvem er vi voksne, at kalde de unges vej for et vildspor, når de måske har fundet en smutvej til nye mål og løsninger? Iværksættere er netop ofte folk, der trådte egne fodspor.

Grundtvig gjorde op med den sorte skole, med dets kadaverdisciplin og udenadslære. Har vi genskabt den sorte skole i en grå version med sindrige karaktersystemer, som i sidste ende stadig reducerer alt til 2-3 cifre? Husker vi at lige børn leger kedelige lege?

“Den fremtidige folkeskole vil blive en friskolekopi”, siger debattør Jeppe Søe. “Det er os der bestemmer, om det skal være en god eller en dårlig kopi”. Af den årsag har Jeppe Søe – der bogstavelig talt bærer den grundtvigianske tanke tatoveret på ryggen – valgt at have sine børn i den folkeskole, som politikere kalder rummelig – selvom de ikke kender ordets betydning. I dette medrivende foredrag giver Jeppe Søe sin vurdering af vores skole – hvor den kommer fra, hvor den er og hvor den kan bevæge sig hen.