Indlæg i kategorien

Ord om liv, der er levet – skrevet efterhånden, som de bliver til. En biografi, der ikke står som et komma i tiden, men i stedet en livslang tankestreg, der løbende samler op og fører videre. Velkommen til min levende livshistorie. Portrætbøger kan få selv den mest hærdede dameblads-læser til at kaste op af trivialitet. Tror biografiens forfatter virkelig, at hans liv har været så interessant, at andre gider læse det? Det væsentlige for mig har dog aldrig været hvad andre synes, men hvad jeg selv står for. Jeg har som ordkløver kastet ord i grams, uden tanke på hvordan de modtages. Det er jo ikke op til mig. Det væsentlige for mig er, at ordene er mine. De beskriver et liv, der har indeholdt så mange spændende mennesker, at de næsten ikke er til at rumme. Højskolen har haft … Læs mere

Et lille barn kigger op i trækronerne, uden at vide hvad det er. Betagelsen er blot at se noget bevæge sig, og solen skinne gennem de huller der kommer med mellemrum. Striberne af sol kastes ned i barnevognen, der er stillet af kærlige forældre under et stort træ i haven på Krogerup Højskole. Stedet der dannede ramme om min mor og fars møde – og min egen tilblivelse. Det lille barn ved endnu ikke hvad der er forude. Alt står åbent og venter på de første skridt og alle veje kan føre til lige det, som barnet ønsker. På det tidspunkt er det dog mest mælk fra den livgivende moderkrop, men ethvert glimt af livet i trækronen varsler også, at der er mere mellem himmel og jord end barnet kan fatte. Barnet griber længselsfuldt i luften, men kan endnu ikke … Læs mere

Højskolen i Humlebæk blev skiftet ud med en villa i Karise. Far arbejdede som freelance-journalist – af at sælge holdninger hver dag og hvert minut. Mor passede os børn og far arbejdede hjemme ved sin skrivemaskine, men når døren var lukket til fars kontor, så var far på arbejde. Det holdt vi nu ikke helt, kan tydeligt huske at jeg åbnede døren på klem og så ham sidde foroverbøjet ved det gamle skrivebord fra Rigsdagen og en kings i munden, mens han terpede på maskinen. Ord for ord blev kronikken eller kommentaren til. Jeg vidste ikke hvad der skulle komme ud af de mange lyde fra skrivemaskinen, men elskede at se ham arbejde. Altid et smil når man blev opdaget i døråbningen, selvom der var deadline sekundet efter. Overskud til det, der var vigtigere end papiret, hans børn. Udover skrivearbejdet … Læs mere

Logoet forestiller en sol, der med tykke stråler lyser på to børn der leger og læser. Det er lavet en smule ubehjælpeligt af børn eller en lærer, der ikke burde ha haft noget med kreative fag at gøre. Det ligner lenoliumstryk, men bag det lettere barnlige ydre ligger netop kærligheden til det barnlige. For en skole er det jo netop kærligheden til dem, der skal gå der og have deres liv der. De 7 år i Vejle har betydet så frygteligt meget for Den og Det jeg er i dag. Vejle Friskole var nemlig ikke bare en skole, hvor man fik nogle år til at gå – det var et værested, hvor man lærte om livet sammen med mennesker man holdt af. Vejle Friskole har for mig været en skole for livet. Jeg husker derfor med gru mit skifte fra … Læs mere

Jeg var samler. Samlede på alt muligt fra sten til musik. Musikken blev mit første store fald. Der var fest på Uldum Højskole. Eleverne havde pyntet op og alt var klar til det helt store. Jeg måtte være med til kl 22 og nøjedes med at se på. Var omkring 12 år gammel og måtte som altid gerne deltage på højskolen, indtil et vist punkt. Det var tit der det for alvor blev sjovt, men også der, hvor eleverne var i en tilstand der nok ikke var sund for en dreng på 12. Det vidste mor og far udmærket godt. Selv var jeg selvfølgelig uenig. Men elever på højskole kan såmænd godt feste før kl 22. Også rigtigt gå til den, og det gjorde de også denne aften. Musikken flød ud gennem højttalerne, endda musik af den gode slags. Musik … Læs mere

Lønnes mulighedsværdi Nogle troede sikkert at gamle Søe var blevet gak gak da han i 1985 meddelte, at han ville starte en ny højskole i det vestjyske landskab. Krisen i højskolen kradsede begyndende landet over og højskolebladet skrev mere om lukningstruede skoler end om nystartede. Ikke desto mindre var det hvad min far og mor, Charlotte og Poul Erik Søe, ville. De ville starte en højskole på gammeldags maner. Genfinde højskolens oprindelige fundament. Gå helt tilbage til grundtanken, og se om ikke det kunne bære. Finde de gamle dyder som højskolen levede på før controllere og ministerier fik fingrene ned i friskolens værdigrundlag. Starte en højskole, der virkelig var fri og i øvrigt familieejet og familiedrevet, som et landbrug. En skole, der sagde nej til de støttekroner statskassen ellers gerne ville putte i højskoler, dog mod at få kontrol med … Læs mere

På HF skulle vi på andet år lavet en “2. års rapport”. Vi skulle skrive om et selvvalgt emne, og jeg var helt sikker på mit valg. Det skulle handle om Grundtvig og hans oplysningstanker. Jeg blev sat i bås, og skulle skrive den under faget “historie”. Men det nægtede jeg. “Grundtvig er ikke historie, grundtvig er samfund”, sagde jeg. Men skolen ville ikke lytte. Allerede dengang var jeg stædig – så jeg begyndte en større kamp om at få lov til at skrive om Grundtvig med Samfundsfag som overskrift. Og jeg kæmpede hårdt. De sagde det ville koste mig en del i karakteren, men karakterer jeg jeg totalt ligeglad med. Jeg går ikke på HF for at få et papir, men for at blive klogere som menneske. Sagen endte helt oppe hos rektor, efterfulgt af et par paragraffer, og … Læs mere

Jeg har altid haft holdninger til samfundet. Stærke politiske holdninger. Men som enhver anden, har jeg det svært med at blive sat i bås. Jeg kan se gode sager både til højre og venstre for midten – og da jeg er en person, der tror på samtale og på at mødes, så er midten til stadighed mit holdepunkt. I de 10 år jeg sad som nyhedsvært kunne jeg selvfølgelig ikke gøre meget. En nyhedsvært skal være neutral, udadtil ihvertfald. Men jeg kommer fra et radikalt hjem, der dog senere brød med radikale, da de blev for EUforiske. Indtil den dag, så var venskabet mellem min far og Niels Helveg Petersen indtakt og godt og jeg husker aftener, hvor Helveg besøgte far i Uldum, og hvor jeg listede op af sengen for at lytte med, da de to runkedorer drøftede verden … Læs mere

Klokken har passeret midnat. Er lige gået i seng. Pia er gravid i 8 måned, og vi har lige siddet og talt om fremtiden. I morgen er den frygtede dag, hvor jeg må gå den tunge gang til skifteretten og lukke mit livsværk ned. Jeg må erklære firmaet konkurs. Drømmen brast efter 10 års hårdt arbejde, nogle kunder kunne ikke betale og jeg bremsede ikke i tide. Vi går i seng, selvom jeg ved at jeg nok ikke kan sove. Frygter dette ukendte univers af dommere og advokater, der forsejler ens skæbne. Telefonen ringer i mørket. Det er min mor. Jeg kan med det samme høre på hendes stemme, at opringningen ikke har et godt budskab. ”Far er ikke mere”, siger hun. Han faldt pludselig om på deres københavnertur med en blodprop. Jeg står i det mørke køkken og får … Læs mere

Højgravid var Pia i Aalborg i nogle dage, mens jeg var i København. Vi skulle mødes hjemme i Ribe og jeg længtes efter hende. Jeg kom en time før hende, lavede kaffe og ordnede huset lidt, så hun kunne føle sig godt tilpas. Vi skulle hygge og snakke og nyde det. Endelig ringede det på døren. Jeg åbner og udenfor står alt andet end Pia. Der står på politibetjente og spørger om jeg er Jeppe Søe. Det ville jeg jo nødig benægte. ”Klokken er 22.40 og du er anholdt” sagde de. Det virkede som en meget dårlig gammel spillefilm. Jeg spurgte hvad de mente med det? Hvad der var galt? Fornemmelsen fra dengang på Uldum Højskole, hvor jeg blev taget i tyveri af kassettebånd kom op i mig igen. Bare jeg ser en patruljevogn er jeg nervøs. Jeg tjekker speedometer, … Læs mere

Lad julesorgen slukkes, står der hos Grundtvig. Det har jeg aldrig forstået. Julen har til alle tider været en glædens tid for mig, der ikke blot bød på gaver – men også på samvær med mor og far og Astrid, uden en masse elever. Julen var den tid, hvor vi var sammen uden forstyrrelser. Jeg elskede vores liv med elever, men julen var hellig. Af samme grund valgte vi aldrig at lave juleophold på Lønne Højskole. Andre højskoler gjorde det, og mange spurgte om Lønne ikke ville være ramme om julen – men vi holdt stand. Julen var vores. Den 20 december 2008 ramte julesorgen mig. Markant og i mellemgulvet. Det startede bare med lidt almindeligt dårligt humør, men den var uden årsag. Humøret svinger ofte inde i mig, men jeg plejer at kunne sætte fingeren på det, der gjorde … Læs mere

Vejle, 29 december 2008 Til venner, bekendte, familie, kunder og andre i min nærhed… Mit nytårsbrev er en fast tradition… men det har aldrig været SÅ svært at skrive som i år. – 2008 var nemlig fyldt op af begivenheder… og der er så uendeligt mange at takke. Jeg plejer at skrive to breve: et til forretningsforbindelser og et til venner og familie. I år er der kun et enkelt brev, da ærligheden omkring det private kaos allerede har været underholdning i aviserne, og dermed også bør nævnes i et forretningsbrev. Og hvorfor i øvrigt ikke være intim overfor kunderne. Nogle af jer stoler jo dagligt på mine råd i sager, hvor forkert kommunikation kan være liv eller død. Kun en maskine ville nægte jer den samme indsigt. Jeg forstår ikke livet baglæns Et nytår bruger man til at se … Læs mere

Da jeg hele tiden skal svare på det samme igen og igen, er det vist på tide at jeg åbner munden een gang for alle, så striden kan begraves og ikke bruges til yderligere bogsalg. For 20 år siden kom bogen ”fars”. En fiktiv roman om en barndom, som den blev kaldt fra forlaget. Synnøve Søe selv kaldte den i alle interviews, for hendes egen barndom. Intet kan være længere fra sandheden. Ingen har gjort Synnøve Søe ondt i hendes barndom eller opvækst, men det sælger ikke at have levet et almindeligt liv. Vil man tjene penge må man være en stakkel, som folk har medlidenhed med – og har man et sæt bryster der kan stikkes i hovedet på modtageren, så er dukken perfekt til at spille rollen i rampelyset. Hvad Synnøve Søe godt var klar over, men mange … Læs mere

“Hvad du ikke dør af, gør dig stærkere”. Jeg har altid hadet den slags letkøbte ordsprog, som vi har opfundet for at kunne trøste uden at have hjertet med. Sandheden er nemlig, at man ikke bliver stærkere af at opleve ulykke og tab. Man får bare det med i bagagen, om i rygsækken der er en byrde, der skal bæres. Gerne med et smil. Og det er netop hvad man kan. Man kan komme ovenpå efter selv den største ulykke og det største tab. Det sidder der stadig, du er ikke blevet stærk – men du har lært at leve med det. Og med den erkendelse, begyndte jeg på livet igen. Med fornyet mod. Livet i Vejle er blevet lettere. Der er gået to år siden den værste dag, og i det sidste år har jeg talt åbent – helt … Læs mere