Om morgenen kom en af folkene fra feriecentret og meddelte, at de desværre ikke kunne gennemføre turen til Livø. Vi skulle have set på sæler fra en gummibåd, men vinden blæste lystigt over Limfjordens vande og han synes ikke det var for børn. Jeg øjnede chancen for at komme af med dem på en sandbanke vest for Livø, men endte med på ansvarlig far-agtig vis at give ham ret i, at sikkerhed er vigtigt, selvom det ikke passer.
Istedet gik vi i vandland, hvor piercing-terroristen ikke var noget sted at se. Om jeg fatter at folk kan være i vandet i over 7 minutter. Min hud påvirkes omgående og jeg ligner hurtigt Gitte Stallone uden botox. For uindviede er det 212% flere rynker end Bent Fabricius-Bjerre plus moms. Fornemmelsen er at gå i opløsning, smelte langsomt som indholdet i en ostepølse. Børn derimod krymper ikke. Vi har ikke hud nok, siger Malthe. Det er noget helt andet med dig far. Du er gammel og hvis der var en blåhval her i hallen, ville den svømme hen til dig og synge “we are family”. Jeg valgte at vi nu skulle op!
Børnene klædte hurtigere om end os og var pludselig forsvundet. Nu er Rønbjerg ikke et sted, hvor man bliver nervøs når børnene er væk. Tværtimod leger de lystigt videre et sted derude – og man kan godt opleve en hel time uden børn, hvilket virkelig er en væsentlig fordel ved feriecentret. Nu var det bare sådan, at vi havde sagt de skulle vente. Og så skal der være en straf.
KRANEN VALGTE EN GRIS
Min kone og jeg gik ned i spillerummet med de mange maskiner, hvor man med en kran nærmest kunne fange en bamse eller en slikkepind. Børnene havde fået nej til at få penge til det under hele opholdet – og vores tanke var nu at vinde noget, finde dem og sige det var ærgerligt de løb væk, nu vi lige skulle derned. Vi spillede 250 kroner op – de der kraner kan ikke fastholde en skid når det kommer til stykket. Enhver med bare skyggen af entreprenør i blodet ville kassere kranen omgående. Men endelig vandt vi en lille ekstremt grim tøjgris, der kunne bevise pointen overfor dem. Og de blev rasende. Herligt. Ret dyr måde at opdrage på i længden – ligesom alle de børn vi skubbede væk fra maskinerne i iver over at vinde gør, at vi ikke kan blive i Rønbjerg.
Oppe ved receptionen stødte vi på Bollo. Det er Rønbjergs maskot. En bamse der hilser på ungerne, som i Disneyland – men i virkeligheden er fyldt op af en akneramt svedende teenager, der skal tjene lommepenge til en puch maxi. Udenfor har Bollo sit eget hus med musik i dørklokken og der kan man sætte sig ved siden af en hård udgave af ham og få en snak. Han havde ingen råd til at slippe af med børn i længere tid end en time, så jeg genoptog modvilligt samværet med familien.
SQUEEZIE OG SVAMPEN
Da jeg genfandt mit afkom var Villum i gang med at skrige. Han synes det var virkelig urimeligt at vi måtte bruge penge på spillemaskiner, når han ikke måtte få en Squeezie. Den får man kræft af, står der i avisen – og det havde han respekt for. Men så i det mindste en racertur som Batman for en tyver? NJeg forklarede ham at han gerne måtte prøve maskinerne, hvis han havde penge – og jeg spillede meget overrasket, da han meddelte, at han ikke havde nogen. Han kom desværre i tanke om tyve kroner fra mormor og jeg besluttede at tidspunktet var kommet for at lære ham om skat og moms.
Resultatet blev at vi gik tomhændede hjem i huset. Jeg gav ham en husholdningssvamp som han gerne måtte Squeeze alt han ville. Det synes Villum mærkeligt nok overhovedet ikke var sjovt. Og således gik han sur i seng, udelukkende på grund af ny viden om vores skattesystem. Jeg forstår ham godt.
FODBOLDGOLF STINKER – JEG ER TIL ALT DER ER MINI
Hvilken tosse har dog opfundet fodboldgolf? Man tager et populært spil som spilles af folk med topskat og forstørrer bolden. Vupti har man fodboldgolf. Vi lejede to bolde og gik over på banen. Det viste sig at være et område på størrelse med Nørrebro og her var 18 baner, hvor man skulle sparke en fodbold præcist gennem huller og riller og snore og ramme børn der stod på banen og fattede hat. Sidstnævnte var sjovt.
Jeg er ikke til golf. Jeg har en enkelt gang ramt kuglen helt rigtigt og tænkte, at jeg nemt kunne blive forfalden til at blive en af dem, der render på golfbaner med en lille taske på hjul eller – en kuli med sommerferiejob, der bærer lortet for dem og rækker dem den rette kølle. Udover at skulle ramme et hul skal man også bevæge sig ualmindeligt langt, hvilket jo i sig selv er en ufravigelig turnoff hos mig.
Samme skulle man i fodboldgolf. Ud over alle grænser langt. Det føltes som en hærvejsmarch og jeg lod mig frivilligt stikke af en tidsel ved ottende hul og lagde mig som Neymar, tog mig til benet og rullede rundt i smerte. Min nævenyttige og absolut ufølsomme knægt gjorde mig opmærksom på, at der ikke er frispark i fodboldgolf og film derfor er unødvendigt. Så rejste jeg mig og forlod banen. Det er nu helt fastslået at min IQ er kun marginalt større end en appelsin.
Jeg er til minigolf. Ja faktisk er jeg til alt hvad der er mini. Minigolf er til at gennemskue og overskue. Og alle huller kan du ramme fra midten af området. Det sagde hun også igår.
Jeg er feks også mere til minibyen i Varde end at vade byen tynd for at se en Matas og en forladt banegård. Eller Legoland, hvor man ved at træde ti skridt til venstre kan gå fra Mississippi til Sønderstrømfjord. Det er fandme smart. Endelig er minimajs da ekstremt mere appetitligt end at sidde og rulle en mega kolbe mod tænderne, mens der løber smør og rester af majsskal ned over ens bryst.
Eneste der skal være maxi er wienerschnitzel og mængden af bacon i en morgenmadsbuffet.
Hytten er rengjort og armbåndet der i flere dage har åbnet paradisets porte er leveret tilbage i receptionen. Bilen er pakket, Bollo er knust farvel og bilturen rundt i Danmark fortsætter… desværre.
