Der er fuld fart på klimaforandringerne i Rønbjerg. Indenfor i vandlandet er temperatur og luftfugtighed præcist som vi freon- og deospray-forbrugere har arbejdet på i årtier, men ude var temperaturen faldet til almindelig dansk sommer og blæsten går mere end friskt over Limfjordens vande. Det er utilstedeligt. Så vi er tvunget indenfor.

Villum vågnede kl 7. Han kunne selvfølgelig ikke komme ud af deres soveværelse, fordi vi havde låst – men modsat vore håb gav han ikke op. Han ville ud og blæse sæbebobler på terrassen. Og det skulle være nu, virkede det på hans spark på døren. Jeg husker svagt hvordan jeg vågnede som single i 90erne, inden børnene bestemte alt. Det var noget med at få øjne, nyde stilheden, ligge og genkalde sig drømme fra natten og måske nusse kæreste eller one-night-stands en sidste gang, inden vi udvekslede numre og alligevel aldrig sås igen.

En stille kop kaffe og rolige kik ud af vinduet, stadig nøgen eller med en varm og blød morgenkåbe – og så var dagen igang et par timer efter. Nu starter de fleste morgener med en 5-årig der råber om sæbebobler eller slet og ret springer op på maven af dig, så din dag starter med smerte i solar plexus eller et spark i nosserne. Godmorgen far.

TRÆNINGSDRAGT I TROPERNE

Kort efter var vi i vandlandet. Også her er det åbenbart kotume at lege med sine børn. Også det burde virkelig stå i folderen. Jeg bestilte istedet en kop kaffe og blev i træningsdragten, hvilket jeg fortrød i det tropiske klima indenfor.

Måske jeg her skal lave et sidespring: Ja, jeg ejer en træningsdragt! Den får mig til at se ekstremt sporty ud, hvilket jeg sætter stor pris på, da jeg så kan nøjes med at signalere det – og ikke behøver fysisk at røre mig. Lad dig ikke narre, jeg har ikke rørt mig unødigt siden 85. Sidder man i en træningsdragt ligner man et menneske, der slapper lidt af midtvejs i et Marathon, mens man slet ikke får samme signal ud af et par speedos. Det med speedos er der så ret mange som ikke har forstået her i vandlandet. Jeg har absolut intet imod overvægt og dyrker det selv, men overvægt bør kombineres med selvindsigt, så man undgår stramtsiddende tøj som f.eks. speedos eller cykeltøj. Enkelte kan man slet ikke se badebukserne på, da de (forhåbentlig da) er gemt derinde et sted.

PIERCING-TERROR OG METOO

En gravid kvinde går rundt i babybassinet. Enten fordi hun i forvejen har rodet sig ud i et forældreskab eller også for at vænne sig til det. I navlen har hun en piercing, der er under markant pres. Jeg kan simpelthen ikke slippe øjnene fra hendes udspilede navle og frygter at den pludselig affyrer sølvnålen med ekstrem kraft min vej. Det er et masseødelæggelsesvåben hun har siddende.

Jeg kigger op af hende og opdager at hun stirrer på mig. Med et vredt blik. Shit… hun tror jeg er sådan en #metoo-mand der sidder fuldt påklædt i en svømmehal for at glo kvinder direkte ind i underlivet.

Jeg har nu to muligheder: enten går jeg over og siger, at en gravid mave er noget af det smukkeste i verden og at jeg ikke stirrede, men sad og tænkte tilbage på dengang min kone og jeg længtes efter, at vores barn kom ud – et lille mirakel, der siden har givet os så store glæder… den slags kan gravide kvinder slet ikke stå for. Har jeg hørt.

Men pludselig bliver jeg ræd for, at hun slet ikke er gravid, men ganske enkelt bare er fuld af glæder fra buffeten i går.

Jeg vælger derfor løsning to: at se lige igennem hende, rejse mig og pege og lade som om der lige bag hende er et af mine børn. “Du må ikke løbe vel”, siger jeg tilpas højt. Hun stirrer ikke mere og ser nærmest flov ud over at have trukket det indre metoo-kort på mig. Til gengæld undrer en stor tattoveret mand i baggrunden sig over, hvorfor han ikke må løbe.

SUCCES AT RØRE LOFTET

Kl 13 skulle vi op ad en klatrevæg. Ikke fordi der var noget at komme efter deroppe, men at røre taget er noget ganske specielt. Klattevæggen havde de der små kunstige klipper sat ind, og en aktiv sød træner gav tilråb, så man turde en smule mere undervejs. Han havde også en snor, så børnene ikke endte direkte i gulvet. “Man kan ikke vide om stenen er god eller ej, før man har trådt på den”. Sådan sagde de også, da jeg blev sparket i folkeskolen og lige nu, med en sele der presser markant op i bollerne og strammer godt til, tog jeg fejl af de farvede sten og mine egne i hans forklaring. Forvirret trådte jeg på en krog, og lod mig falde – hvilket bekræftede placeringen af selen i mit skød. Jeg nåede dog loftet og bunden på samme tid. Børnene var vilde med det, hvilket endnu engang får mig til at tvivle på faderskabet.

BREIVIK BEGÅR SELVMORD

Nu ventede 3D laser-game, hvor vi kom i dragter som lignede min påklædning, da jeg deltog i Vejle handelsstandsforenings konkurrence i ElectricBoogie på gågaden i 1884. Derudover en skyder, så vi kunne plaffe hinanden ned een for een. Desværre kun med lys. I det sekund jeg kom indenfor blev jeg besat af en indre Breivik og kastede mig ud i spillet uden skyggen af hensyn til andre. Jeg var på hold med min familie, men fik skudt dem flere gange alligevel. Jeg oksede rundt som en bryggerhest på fortidens Valby Bakke og plaffede alle dem jeg mødte på min vej. Efter en halv time fik vi resultatet der viste, at jeg havde skudt mig selv 18 gange. Det gør noget ved et menneske der mener, han er en rigtig mand.

WIENERSCHNITZEL

Tilbage i troperne. I badebukser uden hul i. Piercing-terroristen er ikke i babybassinet længere. Jeg kigger mig nervøst omkring som en sikkerhedsvagt, der beskytter en VIP. Mit bud er at hun er gået for i dag, men jeg spotter hende til sidst i badelandets cafe – med en bakke pommes frites. Really? Navlen er i forvejen på vej udad. Det svarer til det øjeblik, hvor flydende brændstof hældes på en målsøgende raket. Jeg finder børnene og flygter ud af troperne.

Vi går mod familierestauranten på havnen, den med whiskey og vodka på skiltet udenfor. Wienerscnitzel – og det ord får altid lov at stå alene. En stor cola er næsten en liter. Jeg elsker havnekroer. Udenfor insisterer jeg på gammeldaws is. Snart sætter vi igen gaffatape på børnene og låser dem inde på soverummet, så vi kan sætte os og nyde hinanden, som det hedder når man ser Netflix på hver sin skærm. Børnene er trætte og brugte – og glade. I morgen skal vi til Livø på sælsafari. Og igen ind til piercing-terroristen i vandlandet. Jeg kan da virkelig nærmest ikke vente…