Nu er det nok Synnøve Søe

Jeppe SøeLevet liv, SøeforklaringerSend kommentar

Da jeg hele tiden skal svare på det samme igen og igen, er det vist på tide at jeg åbner munden een gang for alle, så striden kan begraves og ikke bruges til yderligere bogsalg.

For 20 år siden kom bogen ”fars”. En fiktiv roman om en barndom, som den blev kaldt fra forlaget.

Synnøve Søe selv kaldte den i alle interviews, for hendes egen barndom. Intet kan være længere fra sandheden. Ingen har gjort Synnøve Søe ondt i hendes barndom eller opvækst, men det sælger ikke at have levet et almindeligt liv.

Vil man tjene penge må man være en stakkel, som folk har medlidenhed med – og har man et sæt bryster der kan stikkes i hovedet på modtageren, så er dukken perfekt til at spille rollen i rampelyset.

Hvad Synnøve Søe godt var klar over, men mange andre glemte – deriblandt pressen – var at der jo også er en anden side af sagen, nemlig de mange Synnøve Søe havde trådt på, for at komme til vejrs – heriblandt hele hendes familie og mange venner. Alle blev udleveret én for én for at gavne Synnøve Søes karriere.

Det virkede, men man kan ikke bagefter regne med dem, som man træder på, når man er på vej op. Slet ikke, når beskyldningerne er af de voldsomste man kan kaste rundt med – og er helt forkerte, hvad Synnøve Søe udmærket godt selv er klar over. Det plager hende, ved jeg – og det vil det nok til hendes dødsdag. I sin seneste bog indrømmer hun selv, at det hele var løgn. Omkostningen betalte alle vi andre. Nu sikkert hun selv.

Synnøve Søe er to personer!

Synnøve Søe er i min verden to personer. Den ene er hende, der indtil for et par og tyve år siden var min søster. Hun hed Synne i daglig tale, og hende holdt jeg meget af. Hun kom meget i vores hjem og vi havde det altid dejligt. Også mange ferier blev brugt med hende, som i det hele taget bare var som en rigtig søster bør være. Bevares, hun havde sine særheder – og da klart også en række ting, der for mig var dybt besynderlige, men folk skal have lov til at være sære – ellers går samfundet i stykker.

Synnøve Søe blev ansat på forskellige redaktioner i københavnsområdet, men intet lykkedes rigtig for hende! Hun brugte min far meget som sparringspartner for at få ordene i artiklerne helt på plads. Og jeg lyttede til mange af hans kloge ord til hende.

På Billed Bladet interviewede hun de kendte, og ville altid selv med på billederne. Det var altid mest Synnøve Søe det handlede om. Det undrede mig, fordi jeg jo altid har set at journalistik handler om at præsentere og formidle andres historier, men for Synnøve Søe handlede det om, at hun selv ville i Billed Bladet. Da hun havde prøvet det meste uden held, og hun stadig ikke var rigtig kendt, begyndte hun på en bog. Det talte vi meget om hende og jeg, fordi jeg synes det var spændende at hun ville lege med ordene. Hvad den handlede om fortalte hun aldrig.

Pludselig landede en bog!

Jeg glemmer aldrig den dag, da jeg på vej til HF i København kunne læse i Politiken, at Synnøve Søe nu udgav en bog om hendes forfærdelige liv, hendes frygtelige far der havde gjort de værste ting ved hende – og billedet var også skræmmende. Den lille forsagte pige havde taget meget af tøjet af, og viste nu mere bryst end ludere på autobahn. Det var den nye Synnøve Søe – medieluderen der VILLE være kendt, og til sidst måtte træde på andres status for selv at komme op. Jeg ringede til hende og skældte hende ud for hendes karrierevalg – og forklarede, at den samtale var sidste gang hun ville komme til at høre min stemme nogensinde. Derefter blev røret lagt på, og det blev – og bliver – de sidste ord til hende.

Hun valgte primært at angribe min far, der dengang var et navn indenfor både journalistik og højskole. Han skulle nu være offer for en række beskyldninger, og hun kørte løs med så mange løgnehistorier, at hun end ikke selv kunne holde tråd i dem. Det var skrækkeligt at være offer for. Jeg var selvsagt rystet over, at denne bog pludselig beskyldte os alle for en række ting, der dagen før end ikke fandtes i vores begrebsverden. Men Synnøve Søe kørte løs. Uden hæmninger, uden skyldfølelse, uden empati og uden skam i livet.

Når en pige skriver sådan en bog, og samtidig tager brysterne ud i det fri, så stopper pressen med at være kritiske.

Tydelige løgne blev taget for sandhed!

Ikke en eneste journalist greb fat i hendes mange røverhistorier for at spørge ind til dem. Man vedtog bare, at her var et menneske der fortalte frygtelige ting om hendes forældre og åd det råt. HAVDE bare en ENKELT journalist læst ALLE portrætterne af Synnøve og sammenholdt dem, kunne man nemt se at alt det Synnøve har at byde på, er en selvopfundet virkelighed. Det er løgne fra ende til anden – og portrætterne afslører det, da oplysningerne var forskellige fra gang til gang. Det hun mente i Ekstra Bladet var modsat beskrevet i BT. Men for at kunne få bryster på forsiden, måtte man jo bare trykke hendes horrible udsagn, mente pressen åbenbart. Ukritisk. Og Synnøve Søe fik det hun kom efter: Hun blev kendt! Men hun mistede selvfølgelig alle dem, hun havde trådt på. Der er ikke nogen tilbage der vil finde sig i den behandling.

”Fars” er den mest tåbelige og onde bog, der nogensinde er skrevet af et menneske om andre. At udstille en række personer i et selvopfundet mareridt kræver, at man er en helt specielt slags ondskabsfuld. Synnøve Søe er netop det. Et menneske, der finder ud af hvad der lige nu passer ind i samfundet og kan vinde sympati, og så går hun efter det – koste hvad det vil og koste hvem det vil. Hun er en menneskeforbruger, der lever i kraft af dem, hun kan være ond overfor. Der er ikke mennesker i denne verden jeg ser så meget ned på, som min halvsøster. Jeg kan ikke forestille mig større ondskab i noget andet menneske, end i hende.

Læs også:  HJÆLPER DU OGSÅ I PALUDANS VALGKAMP?

Synnøve Søe forsøger at true til tavshed!

Da ”fars” udkom blev familien belejret af pressen. De fleste måtte have hemmeligt telefonnummer, både fordi pressen ville dem ondt, eller fordi Synnøve Søe forsøgte at ”styre” hendes ofre. En lang række trusselsbreve har hun sendt af sted, hvis man vovede at sige hende imod. Da jeg således selv blev et kendt ansigt, spurgte Se&Hør selvsagt til min relation til Synnøve Søe, og jeg svarer ærligt, at jeg ikke bryder mig om hende. Straks derefter ankom et trusselbrev fra Synnøve Søe til mig, hvor der stod at hvis jeg modsagde hende igen, ville hun afsløre at jeg var gået fra min daværende kæreste og barn. Da historien i Se&Hør allerede indeholdt den information, var jeg ikke skræmt, men jeg synes det var ganske voldsomt at have en halvsøster, der truede med afsløringer hvis man nævnte hendes navn. Jeg fortsatte dog ufortrødent med at svare hvad jeg mener om hende, når nogle spurgte. Jeg havde nemlig intet at skjule, modsat hende der truede i forsøget på tavshed.

Sandhederne om Synnøve Søe er mange, og de der har ”åhhhh så stor medlidenhed med hende”, skulle bare vide hvilke svinestreger og trusler hun har fremsat mod hendes egen familie gennem tiden. Nu var hun jo lige blevet kendt, og så skulle vi jo ikke komme der og ødelægge hendes lille våde drøm.

Vi gjorde det såmænd heller ikke. Min familie er stærke mennesker, og selvom anklagerne væltede ned og blev fremsat alle steder, så var vores fælles tanke at forsøge at tie hende ihjel. Man kan vel med slet skjult retfærdighed sige, at den strategi ikke lykkedes. Men vi formåede at komme videre. Det var det væsentligste.

Det er udenfor min fatteevne at min far holdt til de anklager, som var så onde at guderne må sig forbarme. Anklager der beviseligt for forkerte – men som Synnøve Søe jo gerne måtte fremsætte, idet hun skrev det var “en fiktiv roman”. DET var det I DEN GRAD også, men pressen behandlede den som sandhed – og det samme gjorde Synnøve Søe selv i interviews. Fars sidste fødselsdag blev hans nummer 70. Portrættet i Politiken var ligeså meget om Synnøve Søe – og igen gjorde pressens hendes anklager til noget, der var virkelighed – selvom både bog og jura fastslår, at det er fiktivt. Det var en skuffelse, at portrætter af et menneske som min far, skulle handle mere om en medieliderlig intrigant og løgnagtig kvinde, der brugte hans navn og rygte til at komme på forsiderne – i stedet for at handle om det livsværk, som min far i den grad skabte gennem sit virke. Det er klart at det gik mig på, og jeg var ked af det på fars vegne.

Den store forsoning der selvfølgelig udeblev!

Synnøve Søe er ikke rigtig klog. Og her tænker jeg ikke kun på det sindssygdomme som en psykolog måske vil kunne se, men på det faktum, at hendes gerninger er mere onde end mennesker har lov at være. Der er stort set ingen grænser for, hvad jeg har oplevet som halvbror til Synnøve Søe. Jeg kunne skrive i timevis om oplevelser, hvor Synnøve Søes optræden ikke bare har været upassende, men for mig direkte grænseoverskridende. Jeg har ikke villet åbne munden, det gavner jo ikke andet end hendes bogsalg – og viser hende, at hun trådte på de rigtige mennesker for at få omtale.

Men med den nye bog bryder Synnøve Søe en grænse, som aldrig må overskrides. Hun skriver om et menneske, der ligger i graven netop nu. Min far, der ikke kan forsvare sig – og så er det jo nemt at skrue lidt ekstra på endnu engang fra Synnøves side. Og dermed er min grænse SÅ overskredet, at jeg tager bladet for munden. Nu kan det fandme være mere end nok! Den nye bog er fyldt med modsætninger. Synnøve Søe ved godt, at “hun fortjener vores allesammens vrede”, skriver hun. Hun ved godt, at “hun har fortjent total tavshed”, skriver hun. Og med den anden hånd i en forvirrende, og virkelig dårligt skrevet bog, skriver hun så også, at “hun ikke kan forstå, at der aldrig kom forsoning med hendes far”.

Jeg forstår godt at der ikke kom forsoning! Man kan ikke anklage et menneske for frygtelige ting, træde på ham og misbruge hans navn til at komme op, og så regne med at han sidder og venter når man gerne vil ned igen. Og de mange trusselsbreve fra Synnøve Søe gør jo heller ikke ligefrem, at man siger ”hej hej” efter et par år. Synnøve er ude. Misbrug har konsekvens. Synnøve Søe er død. Hun døde for mig i 1989 med “fars” og siden har en anden person styret hende.

”Din morfar skal snart dø!”

Min virkelighed er den anden end den, som nogle få folk stadig ser i Synnøve Søe med en snert medlidenhed. Da min far fik sit allerførste barnebarn, dukkede Synnøve Søe op på fødegangen. Hun var helt hvid-sminket i hovedet og i kimono. Hun ænsede ikke nogen, sagde ikke tillykke til moderen eller andet i rummet – men bøjede sig blot henover den lille babys vugge og sagde ”Din morfar skal snart dø!” – Behagelig halvsøster må man sige.

Og så undrer Synnøve Søe sig gudhjælpemig i den nye bog over, at vi ikke lige ringer efter tyve år for at sige til hende, at nu er morfar så død, der jo var det hun ønskede??? – Det er klart vi ikke ringer. Hun fortjente ikke at vide spor om nogen af os. Sammenlagt med trusselsbreve og en lang række andre oplevelser af samme skuffe, må jeg sige at forsoningen ikke var ønsket fra Synnøves side – og så sandelig heller ikke fra vores.

Tvangsarven ville hun dog gerne hæve en check på, men andet var hun ikke interesseret i, selvom hun som den skuespiller hun er, er dygtig til at finde tårerne frem.

Synnøve vil ses. Altid. Høres og ses. Eller bryde grænser. Hun er langt fra den lille pige det er så synd for, men et meget væmmeligt bekendtskab. Jeg mindes da hun skulle hente min gamle farmor og tilbringe en weekend med hende, det glædede min farmor sig til. Men allerede på færgen fra væk fra Mors mødte Synnøve en veninde, og så kørte hun farmor hjem igen. Veninden var sjovere at dele en weekend med.

Læs også:  BILTOUR18: 2. PIERCING-TERRORISTER, BREIVIK OG EN WIENERSCHNITZEL

Eller da jeg som dreng kom ud af et bad i min mormors sommerhus, og Synnøve Søe sagde, at jeg havde en stor pik der var større end hendes kærestes – ikke ligefrem det mest skønne for en godt 10-årig at høre fra en søster – og da slet ikke, da hun dagen efter råbte det på strøget igen og igen og pegede på mig. Eller da hun forlod min konfirmation, fordi hun lige skulle ned over grænsen efter dåseøl nu hun var på de kanter. Der er tusinde historier om Synnøve Søe, som i den grad er med et andet fortegn end det hun får stor hjælp af pressen til at tegne. Synnøve Søe er falskheden selv, og hendes nye bog er endnu et mareridt af ligegyldigheder, der anklager og udleverer familien.

Nok er fandme nok! – Synnøve vil ALDRIG blive del af min virkelighed igen. Men hun er del af mine mareridt. Og gennem hendes mange sladder-tilpassede anklager, vil hendes navn også altid dukke op ved siden af mit. De fleste der skriver om mig, husker også at tilføje, at jeg er ”bror til Synnøve”. Det er jeg faktisk ikke. Blodets bånd sprængte hun for længst, for at hun kunne blive kendt og rig. Jeg ville ønske at folk droppede den sætning permanent. Men da hendes bryster er større end mine, og hun viser sine frem, er det nok et faktum man må leve med.

Der må være grænser for kunsten!

Jeg er tilhænger af, at kunstnere skal ha en stor frihed i forbindelse med deres arbejde. Men der må være grænser. Synnøve Søe udgiver nu for anden gang en fiktiv roman. Når den hedder det, må man svine alle dem til man vil, uden at de kan lægge sag an for ærekrænkelse. Denne gang vælger Synnøve Søe så at svine et netop afdødt menneske til oveni. Og der ER intet at gøre, når det er en roman. Så er det fiktivt og behandles sådan.

Men når Synnøve Søe så ved udgivelsen går i medierne og siger, at det handler om hende selv og ER en selvbiografi, at de steder der står ”hun” skal der egentlig stå ”jeg”. Jamen så BURDE loven jo følge med. Så har Synnøve Søe ikke længere skrevet en fiktiv roman, men noget som hun selv mener er rigtige anklager – og så skal de jo alle bevises. Sådan er det i Danmark. Man kan ikke anklage uden beviser eller gyldig grund. Det er Synnøve Søe der skal bevise alt i den virkelighed, da alle jo er uskyldige til det modsatte er bevist. Dette kan Synnøve Søe ikke. Der er tale om ævl og kævl fra kvindens hjerne, som ikke har hold i virkeligheden og ikke hænger sammen.

Derfor er bogen i min verden en uskøn samling glasskår, der end ikke samles i en mosaik, som bogen ellers lover. Det er derimod et angreb på navngivne personer, bekræftet i interviews – og dermed må man lave en lovgivning, så både forlag og forfatter kan straffes for injurier. Det nytter ikke noget at vi i Danmark hylder ytringsfriheden så voldsomt, at en karrieresøgende medieluder kan få lov at svine folk til uden mulighed for straf. Skete samme anklage i en børnehave mod en pædagog ville der straks blive grebet ind, men her er det bare kunst.

Nogle danskere hopper lige i fælden og tuder lidt sammen med Synnøve Søe og synes hun er stærk. Det er hun langt fra. Det er kun de svageste mennesker på kloden, der kan finde på at træde på andre for at rejse sig. Og langt de fleste danskere har da også for længst dømt hende skør. Uanset hvilken gruppe man tilhører bør man vide, at en sag har to sider.

Synnøve Søe har svinet alle til på sin vej, der er nærmest ingen tilbage. Er det da ikke besynderligt?

Kan det måske være det menneske, der skubber alle væk, som er gal på den – eller er det virkelig alle andre der er gak?

Statsstøtte til en løgnagtig rodebutik!

Synnøve Søe fik forsider ud af , at træde på sine egne! Mange forsider! Hun fik talkshow og blev genkendt på gaden. Hun fik hvad hun ville ha, og begyndte derfor at skrive rigtige bøger. Bøger der blev rost og bøger, der var nogenlunde velskrevne. Hun opnåede med sidste bog, at komme på finansloven. Vi danskere har over skatten givet Synnøve Søe den præmie, at hun kan bruge tre år på at skrive. Synnøve Søe så ud til at have fundet seriøsiteten frem.

Men hun manglede noget, som en pris ikke giver. Hendes medieliderlighed bliver ikke udløst af et billede i Information om en forfatterpris. Hun ville tilbage i sladder-bladene. Flere forsider. Billeder af sig selv i alle blade.

Og det savnede hun med sikkerhed så meget, at hun måtte tilbage til den eneste opskrift hun kender på at få omtale. Nemlig at bruge andre frem for sig selv. Derfor valgte hun at skrue tiden tilbage til ”fars” og udgive nummer to i den saga… stadig løgnagtig – dog med den forskel, at ham hun sviner til, netop har lagt sig til rette i sin grav og derfor ikke kan forsvare sig.

Jeg håber, at folkene bag forfatterprisen fortryder deres valg. At de ærgrer sig over at give prisen til en, der bare laver kopier af fortidens fejl i stedet for at skrive nyt. Men sådan er Synnøve Søe. Og sådan vil Synnøve Søe altid være. Uden billedet på forsiden er hun ikke i live. Det er bare så ærgerligt, at hun ikke er nok i sig selv – men altid må på forsiden på andres bekostning. Synnøve Søe høster lige nu penge for at anklage en afdød person i sin bog og alle mennesker der ellers er omkring hende. Synnøve Søe er en udspekuleret satan – og pressen er igen i næsegrus beundring!

Når man skrifter skal man bekende sinde synder, og tale sandt. Det er selve meningen med at skrifte.

Synnøve Søe skulle slå ordet op, inden hun misbruger det som titel på en bog. Skrifte kan du gøre lige så længe du vil – tilgivelsen kommer ikke!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.