Lad julesorgen slukkes, står der hos Grundtvig. Det har jeg aldrig forstået. Julen har til alle tider været en glædens tid for mig, der ikke blot bød på gaver – men også på samvær med mor og far og Astrid, uden en masse elever. Julen var den tid, hvor vi var sammen uden forstyrrelser. Jeg elskede vores liv med elever, men julen var hellig. Af samme grund valgte vi aldrig at lave juleophold på Lønne Højskole. Andre højskoler gjorde det, og mange spurgte om Lønne ikke ville være ramme om julen – men vi holdt stand. Julen var vores.

Den 20 december 2008 ramte julesorgen mig. Markant og i mellemgulvet. Det startede bare med lidt almindeligt dårligt humør, men den var uden årsag. Humøret svinger ofte inde i mig, men jeg plejer at kunne sætte fingeren på det, der gjorde udslaget. Her var der intet. Det var bare sorg. Ren og skær sorg. Og det er nok den værste følelse jeg nogensinde har følt. Dårligt humør kan reddes med et smil fra en forbigående eller fra en i nærheden – mens sorgen ikke kan slukkes. Når der ikke er en grund, kan man ikke rette noget op.

Tankerne gik selvfølgelig på hele det lorteår 2008 var. Ved nytåret gik jeg ind i året med en god fornemmelse. Alt kørte godt, højskolen var lukket og nyt liv skulle til at i gang. Firmaet kørte blændende og der var gode folk i stolene på alle pladser. Men det skulle gå så frygteligt anderledes. Her skulle jeg se frem til den første jul i 37 år uden far, uden et firma og uden selvværd. Det er tre væsentlige ting at ha med i bagagen inden tænderne sættes i anden. Jeg kunne ikke bære at skulle danse om et juletræ, uden at holde far i hånden. Kunne ikke bære sangene, konfekten og andestegen uden de kommentarer der altid ville være kommet fra far. Om natten blev det værre, tv’et kørte, men jeg så lige til højre for skærmen. Stirrede blindt ind i væggen hele natten uden søvn. Ikke en eneste tanke var positiv, blev ramt af julesorgen. Dagen efter blev det kun værre, mens familien om mig selvfølgeligt planlagde julen der var få dage væk. Hele svigerfamilien kom her hos os, og det er Malthes første jul. Det er klart at den skal fejres fuldt ud, med alt hvad den kan trække. Men jeg blev bange. Bange for om jeg kunne gennemføre. Havde hverken lyst eller kræfter til noget der så meget som mindede mig om jul. Tre dage før juleaften kom jeg til at sige det højt til Pia. ”Jeg vil bare gerne ha det overstået”. Jeg kunne se hun blev såret og bange for, hvad der dog skete med mig – men havde ikke kræfterne eller ordene til at give hende svar. Jeg vidste den var ved at være gal. At noget måtte ske, hvis jeg skulle klare mig igennem uden enten at eksplodere eller gå ned. Helt ned. Men hvordan fortæller man familien, at man bliver nødt til at gå ud for ikke at gå ned – når hele hytten trænger til en kærlig hånd, indkøbslisterne er lange og gæsterne nærmest på vej.

Overvejede kortvarigt selvmord. Det er nok det mest egoistiske og selvoptagne man overhovedet kan gøre, da det skader de efterladte på livstid. Men overvejelserne kom. Bragende høje var de, i en lang nattetime. Forsøgte febrilsk at holde fast i alle holdepunkter, der bare lugtede og smagte af positive tanker: Pia, Malthe, Jonathan, Mia, Mor, Astrid… men ingen af disse holdepunkter holdt den nat. Oveni væltede pressen rundt i selvmord, idet Johnny fra Kandis havde mistet sin kone til denne vanskelige beslutning. Hun havde efterladt sig Johnny og to børn, og en verden i forundring og sladder. Pludselig slugte jeg det råt. Ikke medfølelsen, men forklaringen. Hun havde skrevet, at familien ville få det lettere uden hende. Og det var netop sådan jeg følte. Uden mig kunne de da støvsuge uden at se på den gnavpot i sofaen. Uden mig, ville de nok smile mere. Og så ville jeg jo se Far igen deroppe. Han ville med garanti blive skide sur over at se mig selvvalgt og så tidligt, men når surheden havde lagt sig, ville vi blive genforenet og kunne spille stratego og skak på en sky et sted. Da tankerne ramte mig, lød det ikke morsomt og til grin – jeg så det for mig som et ønske. Det er præcis derfor pressen ikke bør skrive om selvmord, ja faktisk står det skrevet i presseetiske regler, at man skal lade være. På TV3 var vi under de meget skrappere engelske regler, og der var det helt bandlyst. Jeg forstår nu hvorfor. Det er en appetitvækker for folk, der søger løsninger på en nedtur. Gudskelov havde Ekstra Bladet også den anden side af historien. De havde ringet til forfatter og direktør Anna Thygesen, som jeg altid har haft stor respekt for og via facebook har skrevet sammen med. Hun mistede selv både sin far og mor til selvmordet, og dagen efter min selvmordsnat læste jeg hendes forløsende ord. Om hendes skyldfølelse, og hvor svært det havde været at overvinde. Det er præcis hvad jeg selv har prædiket for pårørende til selvmordskandidater, og præcis de holdninger jeg altid har haft. Jeg græmmedes ved, at jeg ikke huskede dem da jeg var længst nede. Det er netop det, der får folk til at springe. De glemmer hvem de er, og glemmer alt det gode omkring dem. De gør det netop for de pårørendes skyld. Det er næppe en trøst for efterladte, men jeg følte præcis hvad der ligger til grund for de vanvittige beslutninger der tages i flæng rundt omkring. Da jeg så et billede på min iPhone af Jonathan der holder min lille Malthe begyndte jeg at græde og fik dårlig samvittighed over at jeg så meget som havde haft tanken. Græmmede mig over min svaghed.

Med eet var mine selvmordtanker forsvundet, men dermed også løsningen. Problemet var der jo endnu – julesorgen kunne ikke slukkes.