Højgravid var Pia i Aalborg i nogle dage, mens jeg var i København. Vi skulle mødes hjemme i Ribe og jeg længtes efter hende. Jeg kom en time før hende, lavede kaffe og ordnede huset lidt, så hun kunne føle sig godt tilpas. Vi skulle hygge og snakke og nyde det. Endelig ringede det på døren. Jeg åbner og udenfor står alt andet end Pia. Der står på politibetjente og spørger om jeg er Jeppe Søe. Det ville jeg jo nødig benægte. ”Klokken er 22.40 og du er anholdt” sagde de. Det virkede som en meget dårlig gammel spillefilm. Jeg spurgte hvad de mente med det? Hvad der var galt? Fornemmelsen fra dengang på Uldum Højskole, hvor jeg blev taget i tyveri af kassettebånd kom op i mig igen. Bare jeg ser en patruljevogn er jeg nervøs. Jeg tjekker speedometer, ser om lygterne virker på vognen, tjekker kørekortet og tænker så, at de sikkert finder noget helt tredje. Alt det kan jeg nå inden de passerer mig på en motorvej. Stammer også altid når betjenten vil se mit kørekort, selvom der intet er galt. Men magten er voldsom at stå overfor. Her er et menneske, der kan tage mig med. Et menneske, der har magten til at fratage mig noget liv – i hvert fald indtil dommeren får talt. Politiet er, med min respekt for samfundets håndlangere, en overmagt. Og pludselig står de så her i domkirkebyen, på brostenene udfor mit hus og siger hvad klokken er slået.

Jeg siger til dem, at jeg ikke synes det er morsomt. Det ser de heller ikke ud til at synes. De kommer fordi jeg ikke er mødt op i retten til en fogedsag omkring et afdrag på bilen. Jeg bliver super lykkelig, for jeg ved at den sag for længst er løst. Og det forklarer jeg dem og viser dem papirer. Men de siger så, at de har deres ordrer og at tvivlsspørgsmål skal tages op med dommeren dagen efter. De skal tage mig med i arresten.

Jeg griner nervøst og prøver igen og igen at sige, at jeg slet ikke finder deres vittigheder morsomme og spørger endda også, husker jeg, om de ikke har alt for travlt til den slags småting? Men det virker ikke rigtigt overfor betjente, der har en ordre. Jeg mærker efter cirka 10 minutters kamp og ord, at overmagten er for stor. De mener det. Jeppe skal i fængsel. Ryk direkte til fængsel. Selvom du passerer start, skal du ikke regne med at kunne snakke dig ud af det. Jeg løber op i lejligheden efter min mobiltelefon, min tandbørste og smøger – og bliver ført ud til patruljevognen. På bagsædet. Der har jeg siddet før, da jeg var reporter og hot studievært på TV3 og lavede en reportage om politiets arbejde. Denne gang var jeg alt andet end hot. Jeg var afskum, der på bagerste række var trukket ind i en oplagt fejl. Men der var intet at gøre. Jeg spurgte betjentene hvad der skulle ske. Jeg frygtede at jeg om fåminutter skulle sidde sammen med Hells Angels og Bandidos og så det hele passere revy. De trøstede mig med, at jeg fik et eneværelse. I det sekund gjorde det mig lykkelig at jeg kunne være alene, men den efterfølgende nat var det netop ensomheden og alenefølelsen der gjorde mig kuldret.

Fra bilen ringede jeg til Pia: ”Jeg sidder i en politibil og er anholdt. Jeg skal i fængsel og kommer ud i morgen”. Pia troede selvfølgelig ikke på mig og grinede. Jeg kom også til at grine, men mere nervøst end hende. Hendes latter var fri, mens min var mere indelukket. Endelig fik jeg overbevist min kone om, at hendes mand og faderen til vores kommende søn skulle indsættes i fængsel. Jeg nåede at sige, at sagen var tåbelig og en fejl og at hun ikke behøvede at sætte himmel og jord i bevægelse. Jeg skulle nok selv ringe til en advokat, jeg vidste jo fra Hill Street Blues på TV, at man har ret til et opkald. Så ankom vi til arresthuset i Esbjerg. Jeg talte med betjentene om den nye politireform, og det paradoksale i at jeg samme uge havde skrevet en kronik om de manglende midler til politiet. Det grinte de meget af, og jeg håbede blot at de med min store kamp for politiet også ville tænke: Ham der skal lige ha en bedre celle, for det er da ikke en vanekriminel vi har fat i.

Om jeg fik en bedre celle kan jeg ikke vide. Jeg håber det ikke. Det var helt som i et dårligt teaterstykke. Der var en briks med hård madras, et lagen og en pude som Lars Larsen med sikkerhed ikke ville sælge i sine butikker. Der var et træbord og en stol – og et tv. Det var det. Intet andet. Bortset fra tremmerne for vinduerne. Jeg blev frataget min mobiltelefon, min lommecomputer, min livrem og mine sko. Det blev opbevaret af vagtmesteren. Han bad mig tage tøjet af, og tjekkede alt mit tøj. ”Også lige underbukserne”, sagde han. Jeg troede ikke mine egne ører, men parerede ordren fra overmagten. Mens jeg stod nøgen foran ham og han betragtede mig, sugede han mit selvværd ud af mig. ”Fint”, sagde han. Det synes jeg nu ikke det var. Tværtimod!

Der sad jeg, mens den tunge dør lukkede med et brag og lyden af et nøglebundt sørgede for at min verden nu kun var min, og at den ikke kunne udvides til andet, med mindre jeg fik lov. Alt var taget fra mig, bortset fra tre pakker cigaretter og mit tøj.

Jeg tændte for TV. Jes Dorph var på med nyhederne. Jes, som jeg kender så godt og holder meget af. Ham, der lærte mig så meget om det at være studievært. Han sad på en plads jeg engang havde haft, en nyhedsstol, hvorfra han fortalte om verden udenfor. Og her sad jeg. Indenfor. Og kiggede på min gamle position fra en fængselscelle. Dybere er det umuligt at falde. Ikke fordi jeg var dybt nede, der er så absolut folk der har det markant værre end den situation jeg sad i, men at sidde der og se hvor man var 8 år tidligere. På en toppost, som folk så op til. Og gense den fra en celle i Esbjerg.

Træbordet havde ikke samme farve over det hele. Lakken var falmet de fleste steder, ligesom mange af kanterne på bordet var forsøgt brændt af en lighter i kedsomhed – eller fortvivlelse. På siden af bordet stod der ”Jyde-Ole er et stikersvin”. Jeg sad og så på den linie i flere timer. En indsat ville gerne fortælle andre i samme situation, at de måske sad der på grund af Jyde-Ole. At han var stiker. Stavet med eet K som vidnesbyrd om, at afsenderen allerede fra skoletiden ikke havde fået mange chancer. Pludselig gik det op for mig, at jeg sad et sted hvor sådanne beskeder var dagligdag. At ham der skrev mente, at alle der sad der skulle ha den besked. At alle der sad i den celle måtte kende Jyde-Ole.

Jeg kiggede igen op på Jes Dorph og begyndte at græde. Ikke hulkende gråd, men bare tårer der væltede ud over mit skræmte ansigt. Selvom jeg sad der ved en fejl, var jeg ikke en succes. Alt jeg havde kæmpet for var på vej ned. Der var problemer i firmaet, nogle medarbejdere skændtes indbyrdes og produktionen blev hele tiden forstyrret af kampe og dårlig intern kommunikation. Vi overskred deadlines, som ellers var en religion for mig. Jeg havde mistet grebet om det hele – og nu sad jeg her. Sammen med Jyde-Ole og Jes Dorph på en meget fjern tv-skærm. Nu var det dog vejrudsigten med Peter Tanev, og selv jobbet som vejrvært var nu umuligt at komme til igen. Jeg kunne sikkert ikke engang få lov til at lave boligprogrammer mere. Så dybt var jeg faldet. Måske sporten kunne bruge en tidligere straffet?

Nøglerne raslede i døren. En betjent kom med to stykker rugbrød, et thebrev og marmelade. Jeg bad om en telefonopringning, og ville ha fat i en dommer så jeg kunne komme hjem. Fejlen måtte kunne ordnes. Betjenten sagde surt, at ”her er det os der ringer, og det gør vi i morgen. Det er søndag i dag og fogedretten åbner klokken 9”. Så lukkede han døren igen, nøglerne fjernede virkeligheden og jeg var overladt til mig selv. Nu var der ikke kun tårer. Der var lyd på gråden, næsten hysterisk gråd. Følte slet ikke jeg var menneske. Et dyr i en celle, og en vagt der måske ville få mig ud hvis det en dag passede ham. Jeg græd som besat, over det hele på en gang. Jeg håber fandme politireformen fortsætter – det skriver jeg en ny kronik om” mumlede jeg, og kom til at grine af mig selv midt i gråden. Det er nok ikke det værste fængselsbetjentene har hørt af forbandelser på deres arbejde. Og de kunne sikkert ikke engang høre mig inde i frokoststuen. De sad nok, ligesom jeg, og hørte om solskin i morgen til hele landet. Forskellen var bare, at de var sikre på at opleve det.

Jeg lavede kogt vand på vandkedlen i cellen og satte the-brevet ned i plastic koppen. Jeg tog den hurtigt op igen, da thebrevet jo skulle vare hele natten eller måske ugen ud. På træbordet med beskeden om Jyde-Ole var der nu gang i anden pakke smøger. Jeg ryddede op på bordet, og lagde alt fint og pænt i lige rækker. Cigaretpakkerne snorlige udfor hinanden. Jeg vaskede askebægret af, men det var et godt brugt engangsaskebæger af sølvpapir og rester af tusinde skoddede cigaretter dannede en helt ny bund på sølvpapiret. Efterladenskaber fra Jyde-Oles ofre. Men rent og pænt skulle det være. Lagde mit tøj pænt sammen og lage også det militærisk snorlige på stolen. Betjenten skulle gerne se når han kom, at jeg ikke var en forbryder, men et dannet menneske med styr på tilværelsen der var fejlagtigt placeret i Jyde-Oles verden. Da alt lå pænt, kiggede jeg op på klokken. En lille knap der var eneste kontakt til omverdenen. Trykkede jeg på den, ville betjenten komme. Jeg sikrede mig at alt var pænt og ringede på klokken. Jeg havde troet han ville komme løbende, men tiden gik. Lang tid faktisk. Som om jeg var lige meget. Jeg var et dyr i cellen, og på et tidspunkt når nogen gad kunne jeg godt få hjælp. Ydmygende at opleve sig selv på den måde. Forladt og overladt til vagtens nåde. Efter et kvarter raslede nøglerne, jeg startede med at pointere at jeg var her som en fejl, spurgte om der virkelig ikke var noget at gøre. Hvordan jeg ville blive kontaktet, hvordan jeg skulle forholde mig og hvornår jeg ville høre fra retten. Han var tydeligvis irriteret over at blive forstyrret i Vild med Dans eller en genudsendelse af Station2. I hvert fald sagde han surt, at jeg kun skulle ringe hvis jeg ville noget vigtigt og at jeg hørte fra dem i morgen. Selvom synes jeg at det jeg spurgte om var meget vigtigt. Faktisk kunne jeg ikke komme på noget vigtigere i det øjeblik, for så havde jeg forsøgt mig med det. Men jeg blev overladt til mig selv og mine tanker igen.

En fængselscelle er skræmmende. Selvom man ved at man kun skal være der 12 timers tid, så er de timer ikke til at bære. Følelsen af ensomhed er helt uden sidestykke. Og så de forbandede nøgler der rasler hver gang betjenten udenfor går på lokum eller en runde for at se til dyrene. Hvordan mennesker kan sidde inde i årevis er for mig en gåde. Eller folk, der sidder i isolation i uger eller måneder. Jeg var skør allerede inden go aften Danmark. Tanken om at staten nu ejer mig. Jeg er i ”deres” varetægt og ”de” har magten over min tidsplan og mine valg. Jeg kan ønske hvad jeg vil, men det er op til samfundets vogtere om de skal gå i opfyldelse eller blive hørt.

Jeg tænkte på Pia. 10 år yngre end mig og midt i sit livs store prøve: Gravid med vores søn. Om få måneder skulle vi ha ansvaret for en lille skabning. Hun var i lykkelige omstændigheder, og her sad hendes ellers så succesrige mand i fængsel i Esbjerg. Da hun fandt mig var jeg studievært, feteret og i bladene. Jeg var med til de store fester og kendte de kendte. Oplevelserne stod i kø, alle ville ha mig med og vi tog for os af alt, hvad livet som kendt kunne gi os. Nu havde hun 8 år efter en fængslet mand, der plejede omgang med stikere. Fester med kongehuset var nu blevet til Jyde-Ole og marmelademad fra en småsur betjent. Jeg tænkte at hun nok ville forlade mig. Tænkte endda, at hun måske allerede var ved det i Ribes vilde natteliv lige nu og her. Der er jo ikke grænser for hvad man kan støve op på en regnvåd søndag nat i Danmarks ældste by. Alt hun kunne finde måtte hun være bedre tjent med. Tvangstankerne stod i kø, og der var fri entre. Følte mig som en fiasko. Lavere end lav. Tommere end tom. Hvis jeg da måtte for betjenten.

Natten gik med TV. Skruede lidt højt op for fjerneren, så stilheden aldrig fangede mig. Stilheden har spøgelser der ånder og hvisker grimme ting. Jeg slog over på CNN og begyndte at skrive kronikker inde i hovedet. Holdt mig igen og holdt mig ud, ved at forsøge at finde nye ord. Forfatteren Ole Wivel skrev engang om en verden, hvor vi havde glemt ordet. Han sukkede efter håbets vendepunkt, og genfandt lykken: ”I ordet overvintrer den sandhed vi forlod”. Nye ord kan skabe nyt liv. Mit barn mit barn giv agt, alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.

Natten gik langsomt. Uret i cellen var defekt, heldigvis, men CNN havde hele tiden et ur på skærmen. Og jeg fulgte hvert et minut. Den nat skrev jeg flere bøger, tusind kronikker og læserbreve og forberedte mange foredrag. Men jeg havde hverken papir eller pen og turde ikke trykke på klokken til virkeligheden. Det var jo kun, hvis der var noget vigtigt.

Dagen efter kl 8.50 havde jeg pakket alt (smøgerne), havde vasket askebægret for at gøre klar til nye gæster, havde smidt marmeladen og thebrevet i skraldespanden og taget posen ud med knude på. Helt som vi plejede at gøre på Lønne Højskole, når der skulle nye deltagere ind på bostedet. Jeg var klar til at møde dommeren kl 9. Det blev dog først kl 11. De to timer var værre end hele natten. Troede jeg var glemt. Forstod ikke hvad vi ventede på. De skulle jo bare bekræfte fejlen.

To betjente hentede mig. Jeg mødte dommeren, der bekræftede at sagen ikke var en sag og så måtte jeg gerne tage hjem. Jeg stod udenfor retsbygningen i Esbjerg. Den ligger nede på havnen. Jeg trak vejret dybt og indåndede den harske lugt af fisk som kendetegner Esbjerg. Det lugter af guld, siger de lokale. Det var jeg enig i den formiddag. Jeg var fri, men knækket. Min kone hentede mig, og jeg græd da jeg forsøgte at sætte ord på det jeg havde været igennem. Følte mig samtidig latterlig, da jeg vidste at Jyde-Ole sikkert stadig sad derinde, måske på ubestemt tid. Sammen med alle de andre, for hvem ringklokken kun er til vigtige ting – som er alt andet end det, de har på hjerte.

Jeg tog hjem på arbejde. Der var medarbejdermøde klokken 13. Ingen hørte om min nat i fængslet. Jeg spillede cool og ovenpå, men var på vej mod bunden med cementklods om benene.

Den dag i dag drømmer jeg om den nat. Jeg hører nøglerne rasle, og kigger ned på bordet med dommen over Jyde-Ole. Vågner badet i sved og håber stadig stikeren er i live. Måske skulle jeg ha brændt hans navn væk, når nu jeg var i gang med den kriminelle løbebane. Det havde måske sparet ham for hævnen. Fængslet er straf nok.