Jeg har altid haft holdninger til samfundet. Stærke politiske holdninger. Men som enhver anden, har jeg det svært med at blive sat i bås. Jeg kan se gode sager både til højre og venstre for midten – og da jeg er en person, der tror på samtale og på at mødes, så er midten til stadighed mit holdepunkt.

I de 10 år jeg sad som nyhedsvært kunne jeg selvfølgelig ikke gøre meget. En nyhedsvært skal være neutral, udadtil ihvertfald. Men jeg kommer fra et radikalt hjem, der dog senere brød med radikale, da de blev for EUforiske. Indtil den dag, så var venskabet mellem min far og Niels Helveg Petersen indtakt og godt og jeg husker aftener, hvor Helveg besøgte far i Uldum, og hvor jeg listede op af sengen for at lytte med, da de to runkedorer drøftede verden i vores stue.

EU fjendskabet var dog også stort i mig. I mine teenageår deltog jeg aktivt i arbejdet mod en union. Jeg deltog i Højlunds forsamlingshus blandt publikum, overfor et panel med blandt andre Uffe Ellemann. Holdninger røg ud af mig, da Højlunds mikrofon ramte min mund. Men det gjorde næppe den store forskel i andre end mig selv.

Senere, da jeg boede i Solrød Strand, var der igen afstemning om en traktat – men denne gang mente politikerne ikke, at det var gavnligt for danskerne at læse den. Vi fik tidligere traktaten husstandsomdelt, så vi kunne gennemskue hvad vi stemte om – men pludselig var det for farligt at indvie danskerne i sagerne. Hvis vi ville vide, hvad sagen handlede om, kunne vi tage på biblioteket.

Den manglende oplysning til folket gjorde mig rasende. Og derfor tog jeg ned på Solrød Bibliotek og hentede alle deres udgaver af traktaten, og begyndte at dele den rundt til alle husstande i Solrød Strand. Biblioteket fik nye hjem, som jeg også hentede og delte rundt. Pressen elskede den lille dreng, der satte sig op mod systemet – og jeg husker at radioavisen var med mig på en husstands-omdeling.

Jeg mente dengang, og frygter fortsat, at EU ville ende i en borgerkrig, hvis det blev en regulær union. “Medlemsstaterne” blev et ord, som ja-folkene brugte, og det var jeg rasende over. Vi er fortsat lande! Men sådan så de ikke på det – før her 15 år senere, hvor man hører ja-partierne bruge præcis den samme retorik som nej-folkene brugte. Nu handler det igen om, at vi skal ha lov til at bestemme meget mere selv – men dengang var flertallet af politikerne EUforiske uden lige. Problemet var, når jeg læste traktaterne, at EU bygger på katolsk tankegang. Ja hele EU er opbygget efter den katolske kulturtanke, fremfor den frie nordiske grundtvigske frihedstanke, som vi lever efter. Jeg forudså, som mange andre gjorde, at vi i norden ville få det frygteligt med at være trådt så kraftigt under fode af EU reglerne – som det jo også nu er blevet tilfældet.

Men vores danske NEJ til unionen, som gik verden rundt, gav langsomt forandringer. Andre landes befolkninger turde pludselig standse op og tænke sig om. Og hele EU systemet begyndte at se, at deres projekt ikke var et folkeligt projekt, men et politiker-projekt. Åbenhed begyndte man at indarbejde, der mangler stadig meget, men arbejdet er fortsat igang. Man prøvede at få mere demokrati og selvstændighed ind, uden at det dog er blevet voldsomt bedre med årene. EU er fortsat et politisk projekt.

Alle troede, at NEJ sigere bare ville leve i egen andedam. Intet kunne være mere forkert! Jeg kæmpede for, og gør det stadig, at vi skal have et stort og tæt forpligtende samarbejde med andre regeringer – alt andet er da tåbeligt. Men man kan nemt samarbejde, uden at det skal være en union. Vi havde allerede gode samarbejder igang.

I 2004 sprang jeg for første gang offentligt ud i politik. Konservative havde forsøgt at få fat i mig nogle gange gennem 4 år. Den første henvendelse kom fra en kreds på sjælland, og var det mest tåbelige jeg har hørt længe. Konservative havde i den periode stor tiltro til kendte mennesker. Var man kendt, så blev man hurtigt konservativ. Om man så faldt ned med et fly eller trak kugler op af en kasse i DRs bingoprogrammer. Også jeg blev kontaktet, og jeg glemmer aldrig ordene fra kredsens formand: “Vi kender dig jo fra TV og jeg tænkte, om ikke du havde lyst at være vores spidskandidat til folketinget”. Jeg svarede hurtigt, om det ikke gjorde en forskel, at jeg ikke var enig med de konservative? Hans svar var: “Det kan du hurtigt lære, vi er mange der kan hjælpe dig med at finde ud af vores holdninger”.Jeg kan ikke huske hvordan jeg formulerede mit afslag, men pæne ord har det næppe været. Det var første gang jeg opdagede, at politik er blevet en handelsvare som et pladeselskab eller en pampers-ble.

Men det skulle vise sig, at han et sted havde ret. Konservativ KAN man lære at blive – ihvertfald da Konservative blev del i flere grupper. En jeg lærte at kende i Aalborg tilhørte den gruppe i Konservative, der gerne så et bedre samarbejde på midten af dansk politik – en regering over midten. VKO havde i den grad set til DF, som jeg hader af et godt hjerte – og hvis jeg kunne være del af et parti, der kunne rykkes mod midten, så ville det være en sand fornøjelse. Jeg fortalte dog, at jeg havde sær-standpunkter! Jeg er ikke EU tilhænger, jeg går ind for frihed til forskellighed, jeg vil f.eks. bevare Christiania, og jeg kan ikke udstå hverken Lene Espersen eller Brian Mikkelsen – ikke som personer, men som politikere. En enig bestyrelse vdtog, at det kunne de nemt leve med. Og så tog jeg til kredsmøde som opstillet kandidat til folketinget.

Jeg holdt en lang tale den aften, for de meget gamle mennesker der var mødt op for at få gule ærter. Flere faldt i søvn, nogle tror jeg sov allerede da de kom. Men der var også enkelte, der brændte for tankerne i mine ord. Jeg talte om friheden til forskellighed, jeg talte om et K der arbejdede over midten, jeg talte om et andet skattesystem, jeg ønskede bevarelse af små skoler i landsbysamfund og ikke mindst et mindre bestemmende EU og så et par lægehelikoptere for at løse udkantsproblemerne. I den efterfølgende debat blev jeg latterliggjort for mine tanker om en helikopter, det var langt ude i fremtiden og den synes de at jeg skulle lade være med at sige offentligt. Et par år efter var det virkelighed. Men mine tanker om EU, Christiania og midterpolitik blev ikke drøftet i debatten.

Pressen i Nordjylland fandt Jante frem. Tidligere TV Vært skulle ikke komme der, og nappe en fin nordjysk kreds. Nordjyske og Socialdemokraterne har altid været gode venner, og derfor kom en historie op, som efter alle journalistiske og moralske begreber ikke burde være skrevet. Kasseren i Socialdemokratiet udtalte til avisen, at “jeg var socialdemokrat og bare gik efter et parti, som det gik godt for”. Historien var nu ikke sand, da jeg havde meldt mig ud. I 2001 var vi igang med at lave en dokumentar om politiske partiers leflen for kendte mennesker, og både jeg og en række andre kendte meldte os ind i politiske partier, for at se hvad der skete. Men historien var en and – ingen kom med specialle tilbud, som vi ellers var blevet tippet. Og derfor meldte vi os ud igen. Socialdemokrat har jeg ihvertfald aldrig været. Meget kan man beskylde mig for, men ikke det. Jeg forklarede journalisten om den journalistiske arbejdsopgave, men de holdt fast, Endda skrev den daværende såkaldte redaktør Ulrik Haagerup en historie om det i journalisten, hvor han skrev at han “fandt det besynderligt og uetisk at udgive sig som noget, for at få en journalistisk historie frem”. Ren latterlig holdning i et mediesamfund, hvor man netop ved, at man som journalist ofte bliver nødt til at bruge enten skjult kamera eller stråmænd for at få sandheden ud af organisationer eller myndigheder. Det var en journalistisk virkelighed overalt i pressen, men måske ikke på nordjyske, der i hans tid primært havde afsløret historier om næsehornet brutalis, som jeg skrev dengang. Jeg har aldrig tilgivet Haagerup eller Nordjyske for ikke at droppe en historie, der udelukkende var baseret på en journalist, der har udført sit arbejde. Haagerup er blevet klogere i hans senere jobs.
Jeg ringede straks til EkstraBladet, da historien jo i den grad var dobbelt god. Een ting var, at jeg blev beskyldt for at være socialdemokrat – det fik mig kun til at gå til modangreb. Det gav mig jo mulighed for at sige, at jeg synes det er en grov beskyldning at blive kaldt socialdemokrat – og at partiet har et problem, når de selv udtaler, at jeg melder mig ind i et parti der har chancer – har de da ikke selv opfattelsen af, at de har chancer?
Men historien var jo også en historie om den anonymitet og foreningsfrihed vi har i landet. Her har vi en kasserer, der går til pressen med oplysninger om medlemmerne. Det er helt uhørt. Jeg husker at Ekstra Bladet spurgte hende, hvem der ellers var medlemmer. Det ville hun ikke svare på. Sådan er der så meget – og i politik er verden rå.

På trods af historien forblev jeg konservativ kandidat, der var fuld opbakning i bestyrelsen – men det er klart, at jeg havde en del at bevvise. Nordjyske er jo en statsreligion i Nordjylland, og når de skriver det, så må det være sandt.

Når jeg talte politik kunne jeg tale frit. Jeg havde jo allerede før jeg blev kandidat sagt, hvad jeg stod for og hvad jeg ikke var enig i hos konservative. En af de ting var Christiania, som pludselig blev et varmt emne. Helge Adam Møller ville pludselig normalisere fristaden, hvilket er en umulighed. Hvis fristanden bliver normal, er den jo ikke fri – og slet ikke noget for sig. Og hvad er normalt? Skal vi alle være som Helge Adam Møller, eller er det mere normalt at være som mig? Eller dem?

Så jeg gik i kamp for fristaden, som jeg altid har haft den største respekt for. Der er så meget vi kan lære af christianitterne, ting som lader sig gøre for dem – og som vi “herude i samfundet” slet ikke kan finde rundt i. Jeg blev spurgt, om jeg ville holde en tale til en demonstration for Christiania på slotspladsen foran christiansborg – og en efterfølgende debat i den grå hal. Det ville jeg selvfølgelig gerne! Uanset om man er enig eller uenig i en demonstrations indhold, så skal man da altid deltage. Demonstrationer er altid ensidige, og det er så væsentligt, at begge sider blever hørt. Så deltage ville jeg – at jeg så var enig i det meste, er en anden sag.

Jeg drog mod København. Historien begyndte at brede sig i medierne. Konservativ folketingskandidat taler på slotspladsen for Christiania. Det havde jeg det godt med, da jeg jo vidste at hele mit bagland vidste at jeg gik ind for Christiania, og at jeg ville tale fristadens sag. Så jeg stod med panden løftet og så udover 20.000 mennesker på slotspladsen. Om lidt skulle jeg på. Telefonen ringede. Det var baglandet, der lige ville sige, at hvis jeg talte på slotspladsen, ville det betyde, at jeg ikke længere var kandidat. Og det havde de også sagt til Nordjyske. Jeg sagde, at jeg forlængst havde fortalt dem hvad jeg stod for, og at ansvaret derfor var deres, og at jeg med sikkerhed ville holde talen. Alt andet ville være vælgerbedrag. Fra en ven i konservatives bestyrelse fik jeg senere at vide, at sagen om mig havde været vendt i toppen af partiet, efterhånden som den ramte medierne – og at deres glatte målrettede linie ikke kunne have den slags særstandpunkter i partiet. Med andre ord ville man have slaveagtige partisoldater, der sagde hvad Bendt Bendtsen sagde. De kunne rende mig et vidst sted!

Jeg stod sammen med Ebbe Kløvedahl Reich, som jeg har haft den ære og glæde af at kende og møde gentagne gange – og sammen med Jacob Ludvigsen, der var medstifter af fristanden og en ven af familien. På scenen var tre christianiabørn, der holdt en tale om “de mange svin på borgen, der ville tage deres hjem”. Det var sødt på en barnagtig Che Guevara måde, og folk på pladsen råbte med: “Skal de ha lov at tage vores fucking hus”, råbte den lille purk på knap 10 år – og hele pladsen råbte “NEEJ”. Og så var det min tur.

“Og nu skal vi høre fra en konservativ kandidat”, sagde speakeren til de 20.000 mennesker. De stod stadig med knyttede næver efter den 10-årige Che Guevara, og mod mig strømmede automatisk en byge af BUUUUH råb. Fandme om en borgerlig skulle tale på deres slotsplads. Sveden haglede ned, men jeg var fattet indeni. Hvis Christiania mener friheden, så må de også kunne rumme mine holdninger, ellers er det hele jo helt ligemeget. Ebbe klappede mig beroligende på skulderen. “Jeg ved hvad du kommer af”. Og med den sætning gik jeg på scenen, vel vidende at dette, ville blive min sidste tale som kandidat for konservative. De mange buuh-råb blev færre, efterhånden som talen skred frem. Det stoppede først helt, da jeg nåede til at “det er uanstændigt at smide 800 voksne og børn ud, fordi man har lyst”.

Jeg sluttede talen med at se op fra papiret. Folk smilede til mig, de nikkede… Jeg talte frit i 1 minut og fortalte, at forskelligheden har trange kår – ikke kun i virkeligheden, men også på Christiansborg. Andre holdninger er ikke velkomne, fordi vi kun hører vores eget. “Vi vil ikke lytte til andre, ligesom I jo begyndte med buuh-råb, men nu er mere rolige. Sådan er det også i mit parti. Jeg har fået besked om, at hvis jeg siger noget foran jer her idag, så er jeg ikke længere konservativ kandidat. Så det kan jeg hermed meddele! Jeg værner så meget om friheden til forskellighed. Samfundet skal kunne rumme Christiania, ellers er samfundet fattigt – og et parti skal kunne rumme andre holdninger end diktatoren i toppen – ellers er partiet fattigt. Det er derfor med glæde i stemmen jeg lige nu kan sige, at jeg ikke længere er konservativ kandidat”.

Man må sige det havde sin virkning på slotspladsen – der var taktfaste klapsalver, fordi de kunne se og høre, at jeg stod ved mine holdninger – og var klar til at miste for dem. Da jeg kom ned fra scenen var jeg våd af sved, Ebbe Kløvedahl Reich tog imod mig med et knus. “Det var virkelig en flot tale, her tag min dansk vand”…

Jeg svor, at det var det sidste jeg nogensinde ville have med politik at gøre. Som nogle måske ved, kom det ikke til at holde…

—-

—-

TALEN (i stikord) – Holdt foran Christiansborg 2004

Der var engang fem ærter. De boede i en bælg.

Ærterne var grønne, bælgen var grøn og derfor sagde de; Hele verden er grøn.

Det er H.C. Andersen der har skrevet eventyret om ærterne ­ og vi kender alle sammen de ærter.

Folk der kun kan se deres egen virkelighed. Folk der kun ser den grønne farve fordi der er for besværligt, at gå ud og møde noget nyt. Sådan er der mange der har det med fristaden.

Vi udenfor lever i vores grønne verden, og forstår ikke at nogen vil leve i en gul.

Når vi så taler os varme i vores fordomsfulde ærtebælg, ja så vil gerne rykke ind med vores malerfirmaer og farve de andres verden samme kulør som vores egen. Det, er udansk!!

Hvis alle var som mig ville verden være dødssyg at leve i. Ikke fordi jeg opfatter mig selv som en dødbider, men fordi det er rædselsfuldt når alle er ens.

Vores samfund kører, desværre, efter den linie at alle skal være ens. Vi skal bo i små huse, have bil, boblebad og boxerhund. Vi skal starte en uddannelse i børnehaven og vælge hvad vi gerne vil være i første. Vi skal droppe sabbatåret, droppe højskolen ­ vi skal bare gå lige i mål!

I det samfund er der ikke plads til forskellighed.

Hvis naboen er præcis som du selv er han ikke værd at snakke med.

Derfor har jeg altid hyldet friheden til forskellighed. Et stærkt samfund er et samfund der giver plads til dem der ikke vil leve som os andre. Et stærk samfund er et samfund der accepterer og lytter til dem der melder sig ud. Sådan har det været med Christiania siden starten ­ det er stiltiende blevet accepteret.

Jeg kender nogen der har et sommerhus. Vejen op til sommerhuset har vi kørt på i mange år. Pludselig ville ejeren af grunden vi kørte på ikke længere tillade, at vi brugte den. I retten sagde de, at når man gennem mange år har brugt vejen, så har man vundet hævd, man har altså brugsretten til vejen.

Jeg mener situationen er den samme med Christiania. Gennem 32 år har vi ikke ryddet staden, vi har ladet den ligge. Oveni købet har samfundet erklæret, at et hus derude er ulovligt byggeri, derved må man jo sige, at det er de andre ikke!

Det er uanstændigt pludselig at smide 800 voksne og børn ud fordi man har lyst.

Christianitterne har vundet hævd på fristaden ­ de har brugsretten og derfra må vi så finde ud af, at løse uenighederne. Hvis ikke det er jura, så er det i alt fald anstændighed og sund fornuft!

Pusherstreet har samfundet reageret kraftigt overfor, men Christiania, som landsby, har fået lov til at leve, stort set, i fred.

Turister kommer fra nær og fjern for at se dette monument for et Danmark der giver plads til forskellighed ­ et monument for rummelighed.

Fjerner vi fristaden, bliver samfundet ufri. Turister vil se det samme område, hvor vi tidligere gav plads, og opfatte det som en skamstøtte! Så er Danmark blevet som alle andre ­ med fem grønne ærter i en bælg.

Vi skulle hellere samarbejde med Christiania. Acceptere at der er flere måder at leve liver på og lære af hinanden. For, der er meget at lære for begge parter.

Når talen falder på Christiania handler det altid om hashhandel. Der er også masser af hashhandel i Varde, Tønder, Odense og Aalborg uden, at vi af den grund, taler om at rydde de byer. Hash er kun en lille del af Christiania. Hash og Christiania er to forskellige debatter!

Hvis man bevæger sig lidt længere ind end til pusherstreet, hvad presse og politikere sjældent gør, så møder man 600 voksne og 200 børn i deres eget samfund. Man møder 50 virksomheder, registreret i samfundet udenfor. Ikke lovløse der snyder i skat eller virksomheder der ikke betaler moms ­ kun mennesker der bare vil leve på en anden måde.

Det er klart at Christiania må overholde loven. Vi skal alle sammen overholde loven, også selvom vi er imod dem. Christiania er ikke lovløst område. Handel med hash er ulovligt ­ også på Christiania. Der begås heller ikke mord på Christiania hvor samfundet vender det blinde øje til fordi det skete derude. Selvfølgelig skal regler overholdes. Sker andet må man gribe ind eller ændre reglerne sammen. Men, eftersom man ikke rydder Odense kommune pga. hashhandel kan man heller ikke nedlægge samfundet Christiania.

Tværtimod er det lykkedes christianitterne at smide de hårde stoffer på porten ­ det er jeg sikker på, at mange i samfundet udenfor gerne ville lære.

Derfor er det tid til samtale. En samtale hvor begge giver og tager og finder en form der stadig giver plads til forskellighed.

Da historikerne i 1800 tallet påviste, at dele af biblen var skrevet af fra andre religioner, ville præster ikke tale med historikere og omvendt. Der fandtes bare en mand der gik imod; N.F.S. Grundtvig.

Han mente, at det netop var nu man skulle tale og lytte. Ikke på universiteterne hvor historikerne og videnskaben hørte hjemme ­ og heller ikke i kirkerne, der var præsterne og religionens domæne. I det øjeblik skabte han højskolen. Her var der plads til at forskellige synspunkter kunne mødes og lære af hinanden ­ eller blive stærkere i det de selv kom med.

Det er den samtale der ikke gives plads til i dag. Flertallet lukker i stedet sine modstandere med magt.

Mit spinkle håb er, at christianitter og regeringen kan finde sammen på neutralt sted og sammen finde en løsning. Alt andet ender i kaos og gør os alle ufri!

God kamp for forskelligheden – i samtale begynder livet igen.