På HF skulle vi på andet år lavet en “2. års rapport”. Vi skulle skrive om et selvvalgt emne, og jeg var helt sikker på mit valg. Det skulle handle om Grundtvig og hans oplysningstanker. Jeg blev sat i bås, og skulle skrive den under faget “historie”. Men det nægtede jeg. “Grundtvig er ikke historie, grundtvig er samfund”, sagde jeg. Men skolen ville ikke lytte. Allerede dengang var jeg stædig – så jeg begyndte en større kamp om at få lov til at skrive om Grundtvig med Samfundsfag som overskrift. Og jeg kæmpede hårdt. De sagde det ville koste mig en del i karakteren, men karakterer jeg jeg totalt ligeglad med. Jeg går ikke på HF for at få et papir, men for at blive klogere som menneske. Sagen endte helt oppe hos rektor, efterfulgt af et par paragraffer, og jeg fik til sidst lov til at skrive rapporten i samfundsfag.
Man kan mene – og sikkert med rette – at man skal vælge sine kampe med omhu. Jeg kunne med sikkerhed have brugt de mange ugers kamp og ord til at skrive rapporten i bedre tid inden deadline, men for mig er det væsentligt at have en holdning og stå ved den, om det så koster kamp. Og det er altså helt nd til de “små” ting.
Jeg husker, at mit hovedargument var, at rapporten jo netop skulle påvise at Grundtvig ER en del af vores samfundstanker hver eneste dag – historie er det der var, samfund er det der er.
Og Grundvig ER!
—-
GRUNDTVIGS OPLYSNINGSTANKER I DET MODERNE SAMFUND
af Jeppe Søe
Forord:
Uden tænkeren, oprøreren, digteren og præsten Grundtvig fra det forrige århundrede ville Danmarks folkelighed, demokrati, partiholdninger, frihed, undervisning, kirke, kvindesag og mere til se anderledes ud. I hvert fald, hvis man skal tro dem, der mener, at Grundtvig er mere end “Dejlig er den himmel blå”.
Når de bruger store ord, får man det indtryk, at han ikke bare har påvirket, men bestemt samfundslivet og det personlige liv i dag. Andre finder det umuligt at spore Grundtvig i nutidens Danmark. En israelsk Grundtvig-forsker talte med en fransk Grundtvig-forsker. Israeleren sagde, at “han havde spurgt mange mennesker i København, hvad de vidste om Grundtvig, og han fik det indtryk, at Grundtvig var helt ukendt.”
Andre føler sig lukket ude, holdt udenfor, når der tales om Grundtvig, fortæller den tidligere højskoleforstander Finn Slumstrup:
“Under det nordiske højskolemøde i Finland i 1979 var der på et vist tidspunkt en god kollega som sagde til mig, at nar vi danske højskolefolk begyndte at diskutere Grundtvig, fik han altid associationer i retning af middelalder og hemmelige katolske ceremonier.”
Det var udsagn, som ligner ordene fra Finn Slumstrups “svenske kollega”, der fik mig til at vælge Grundtvig som emne til en HF 2.ars rapport. For han har jo ret, Finn Slumstrups svenske kollega. Vi kan altid trække en “Grundtvig-tanke” frem, som tit vil ende diskussionen i enighed. At slynge tanken ud med stor beundring for Grundtvig i stemmen, er uundgåeligt for alle Grundtvigkendere.
Jeg blev spurgt, af min første 2.års rapport-vejleder, om det ikke var en opgave der hører til under Historie. ”Det er ikke Samfundsfag”, som han så smukt formulerede det, samtidig med at han nægtede at tage opgaven. Denne bemærkning er paradoksal’ da temaet i min opgave netop er at bevise at Grundtvig ikke er historie, men i høj grad er baggrunden for mange af de emner, der diskuteres i Samfundsfag, at hans ideer og tanker til stadighed præger det demokratiske billede Danmark er så stolte af at have malet. Jeg har valgt at skrive om Grundtvigs oplysnings-tanker, ikke oplysning som ren og skær undervisning eller som indlæring. Den form for oplysning er ikke Grundtvigs. Han mener, at “Man forstaar ikke mere af Livet, end man har oplevet, og det gælder den enkelte som Slægten.”
Oplysningen kommer af erfaringen, den enkeltes erfaring og de fælles erfaringer. Nar jeg prøver at leve op til opgavens ord “En diskussion om Grundtvigs oplysnings-tanker”, gør jeg det i forhold til nogle emner, jeg har valgt ud: folkelighed, demokrati, parti-holdninger, frihed, undervisning, kirke og kvindesag.
Jeg mener ikke, han skal bruges som en kagebog. Han tænkte ikke som den nyudnævnte kulturminister Grethe Rostbøll, der i Tv-avisen 18.12.90 sagde, at Det kongelige Teater var vigtigere end børneteatrene, fordi “elitens kultur er grundlaget for folkets”. Grundtvig mente det modsatte: “…solen står med bonden op. slet ikke med de lærde…” (Grundtvig: “28de Mai i det Danske Samfund”. 1839. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 462)
Tanken adskiller sig altså fra et moderne slagord om, at kulturen skal ud til folket. Grundtvig mente, at kulturen skulle komme fra folket.
At hans oplysnings-tanker har den bredde, jeg søger at vise, fremgår af hele det digt, han senere selv kaldte “Oplysning”:
Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave?
Nej. himlen under flere godt, og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op. Slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde.
Er lyset i planeter kun, som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund et lys for alle sjæle?
Det giver os for ånder syn som solens skin for kroppe.
Det slår i sjælen ned som lyn fra skyerne hist oppe.
Er lys paa visse vilkår så kun halvvejs at ophøje?
Gør det ej alle vegne godt, er lys ej livets øje?
Skal for misbrugens skyld måske på Åndens himmelbue
vi heller mulm og mørke se end solens blanke lue?
Nej, aldrig spørges det fra Nord, vi lyset vil fordunkle!
Som nordlys i fribårne ord det sås på himlen funkle,
og ses det skal ved nordens pol, ej blot i kroppens rige,
midsommerens den bolde sol vil ej for midnat vige!
Oplysning være skal vor lyst, er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst – oplysningen om livet:
den springer ud af folkedåd og vokser, som det vugges,
den stråle i vort folkeråd, til aftenstjernen slukkes!”
1. GRUNDTVIGS LIV OG TANKER
For at kunne forstå hans tankegang må det være på sin plads kort at skitsere hans liv – i hvert fald i forhold til de hovedemner, jeg har valgt.
“Og vokser, som den vugges”
Kvindesag:
Frederik Severin Grundtvig blev i 1783 født som yngste barn af præsten fra Udby. Johan Grundtvig. De fleste, der skriver om Grundtvig, mener dog ikke, at det er hans far, der er den vigtige, men kvinderne -moderen, søsteren Rikke og en gammel tjenestepige, Malene jensdatter, som lærte Grundtvig “det levende ord”s, det talte ords magt:
Frederik Severin Grundtvig blev i 1783 født som yngste barn af præsten fra Udby. Johan Grundtvig. De fleste, der skriver om Grundtvig, mener dog ikke, at det er hans far, der er den vigtige, men kvinderne -moderen, søsteren Rikke og en gammel tjenestepige, Malene jensdatter, som lærte Grundtvig “det levende ord”s, det talte ords magt:
“…Da jeg var i Sindet liden, sad hun med mig paa sit Skød, med en røst saa blid og sød sagde hun mig Sagn om Tiden.” (Grundtvig. Saga. Digtsamling 1811)
“Frederik blev altså med sin moders, Malenes og Rikkes hjælp fortrolig med det andet køn endnu før han kendte sit eget ordentligt fra andre end sig selv. Således har andre drengebørn det også, han havde det blot i overordentlig grad.” (Reich. 1972. Side 23.)
Mange, der skriver om Grundtvig, siger igen og igen, at det er kvinder, der fører til alle skifter i hans liv. Første gang var. da han blev huslærer på Egeløkke på Langeland 1805-08 og ulykkeligt forelsket i husets frue. Det fører til en krise, der som jeg tolker Grundtvigs “Dag- og Udtogsbøger” fra den tid gør, at han bliver romantisk i sine digte og samtidig har religiøs tvivl. Han beskriver her ganske nøje sine utæmmede følelser for den gifte Constance Steensen de Leth og den vældige “siælekamp”, det koster at lære at leve med dem: “Jeg kom her. Jeg læste i denne hulde Kvindes Øje, og hvad var al Verdens Bøger imod det?” (Grundtvig: Dag- og Udtogsbøger. 1806.)
Han får noget andet ud af det end det seksuelle.
“Men da kærligheden er ulykkelig, må den sublimeres. om han skal redde sig selv fra undergang(…)” (Thaning. 1971. Side 13) Livet igennem henter han inspiration hos kvinderne, skriver de fleste forfattere om Grundtvig. Måske siger Ebbe Kløvedal Reich det bedre, nemlig at Grundtvig lærte fra kærligheden – den lykkelige og ulykkelige – at hente inspiration fra den kvindelige del af sig selv.
“Hvem der er mest på færde”
Undervisning:
Grundtvig blev som barn undervist hjemme, og så snart han havde lært at læse, pløjede han sig gennem tykke bind med Danmarks historie og kirkehistorie. (Slumstrup. 1983.) Som ni-årig mødte Grundtvig for første gang kostskoleformen, da han blev sendt hjemmefra til sin families tidligere huslærer Laurids Feld i Thyregod. Måske var det her han fik ideen til højskolernes ydre form. Som student hørte han på fætteren Henrik Steffens’ forelæsninger over tysk digtning og filosofi og blev endnu mere klar over magten i “det levende ord”, fortællingen og samtalen.
“Ej blot i kroppens rige”
Kirke:
Hjemmefra var hans tro på Gud nærmest en pligt, og han troede da også, da han begyndte at læse teologi, ukritisk og rutinemæssigt på Gud. Han tog fat på det teologiske studium uden begejstring. (Slumstrup.1983)
I virkeligheden var han som ung mere optaget af fortællingerne om de gamle nordiske guder. Han havde ikke – skriver han selv – klaret forelskelsens kvaler på Langeland, hvis ” han ikke havde haft de oldnordiske skrifter”. Han lånte dem og gav sig til at gendigte dem. Denne vilde optagethed af de gamle, hedenske guder måtte selvfølgelig komme i modstrid med hans teologi og kristentro. Han prøvede at forene modsætningerne: “Høje Odin, Hvide Krist! Slettet ud er eders tvist, Begge sønner af Alfader…” (Grundvig, her efter Larsen. 1983. Side 18g)
Ud af erfaringerne fra indterpningen af teologien kom en del af de grundholdningerne i hans senere oplysningstanker. Det var. mens hans læste til teolog, han møde “Den sorte skole”, hvor der blev indlært for indlæringens skyld. Det var her, man påduttede drengene et videnskabeligt sprog, så de kunne lære, hvad han kaldte “Drenge-videnskabeligheden” – viden som en ydre form, men ikke som liv. At ville gøre alle til videnskabsmænd fører med sikkerhed til, at “99 ud af 100 bliver narre”, skriver han. At læse teologi kaldte han “en børnesygdom, jeg ønskede overstaaet, jo før, jo heller…” (Grundtvig: Lykønskning til Danmark… 1847. Side 17)
Han var tilhænger af kirkelig frihed og derfor modstander af statsstøttet kirke eller statskirke og også af grundlovens ord om, at kongen skal være evangelisk-luthersk. Det var da vigtigere at skrive, at kongen skulle være dansk, mente Grundtvig. (Andersen. 1940. Side 27) Professor i teologi H.N.Clausen skrev et stort værk og kun få uger senere havde Grundtvig, på kirkens vegne, skrevet en bog som svar. (Grundtvig: Kirkens Gienmæle… 1825.) Børsen i København lukkede den dag, bogen udkom, fordi alle ville læse den. (Thaning.) Det har ingen andre bøger kunnet gøre siden, og Børsen er kun lukket af nogen udefra en gang siden, da en nøgen kvinde i tressernes kvindekamp gik gennem børssalen. H.N.Clausen ønskede ikke at nedlade sig til debat med Grundtvig. Han stævner istedet Grundtvig for injurier. Den 30 oktober 1826 taber Grundtvig sagen og bliver sat under livsvarig censur. Herefter nedlagde han sit præsteembede.
“Vil ej for midnat vige”
Frihed:
Den direkte grund til, at Grundtvig ikke ville være præst mere, var, at også kirken censurerede ham. Da kirken festede, fordi det var tusind år efter kristendommens indførelse, skrev Grundtvig salmen “Den signede dag”, men de kirkelige myndigheder lagde sig imellem og forbød, at der blev brugt salmer, som ikke stod i salmebogen. (Koch.1943. Side 111.) I dag er Grundtvig den, der har flest salmer med i salmebogen. Censuren førte til, at Grundtvig for alvor kastede sig over emnet, hvad fribed er – i kirken og i et samfund.
“Den stråle i vort folkeråd”
Demokrati:
I 1929-31 foretog Grundtvig tre rejser ti] England, hvor han i deres skolesystem så en langt mere ligefrem holdning lærere og elever indbyrdes, end han kendte fra danske forhold. Her begynder hans tanker om demokratiet, selvom han, siger de fleste, der skriver om ham, er meget sen til at godtage demokrati. Han vil have, at folket og kongen skal stå sammen mod adel og borgerskab.
Englandsrejserne blandet med den politiske udvikling i Danmark fik umiddelbar betydning for Grundtvigs virksomhed i de følgende år. De revolutionære rystelser i Europa fik også konsekvenser i Danmark: “Julirevolutionen havde vakt folkene, så de rejste sig imod den hellige alliances løftebrud og krævede meddelagtighed i statsstyret. Herhjemme havde holsteneren Uwe Lornsen i en politisk pjece med heftighed fremsat kravet om en fri forfatning for Slesvig-Holsten.” (Slumstrup. 1983. Side 25)
Kort efter, den 28. Mai 1831, udstedte Frederik VI kundgørelsen om oprettelse af rådgivende stænderforsamlinger i rigets forskellige dele. Det gav Grundtvig stødet. Nu fik hans oplysningstanker naturligt belæg for at komme frem i lyset: “Thi skal den menige mand herefter tale med om rigets anliggender, så må han også vide besked med. hvad han taler om, men det ved han ikke ud fra den ringe oplysning, han bringer med fra sin skolegang. Vi må derfor have en undervisningsanstalt, der kan vejlede ham til med omsigt og ro at dømme og vælge. (…) Fremfor alt skal folk her lære at bruge deres modersmål, så de er istand til at udtrykke sig i tale som i skrift. (…) om alt dette skal en sådan HØJSKOLE give redelig besked”. (Borup.1943.)
Højskoletanken kom altså i en tid hvor Grundtvig så mangelen på oplysning og samtidig var i opgør med sig selv, og tumlede med det demokrati, der var undervejs fra Europa. Ligeså var han, ifølge Grundtvigforskeren Kaj Thaning, ved at ridse en kampfront op: “Før rummede Bibelen for ham den højeste visdom, som ingen verdslig visdom kunne konkurrere med. Nu er visdommen, erkendelsen, menneskesynet, livstolkningen skilt ud fra begrebet tro og kan deles af folk, der ikke er kristne, men har ånd, d.v.s. opfatter livet som levende, menneskeligt – og ikke dyrisk, blot biologisk. Sammen med dem og uanset tro erklærer Grundtvig derfor at ville begynde en kulturkamp. (…) Kristendom kan ikke forene et folk (…) Nordens ånd er en anden end Helligånden. Og nu gælder det om at tale Nordens ånds sag”. (Thaning. 1971.)
“Men først og sidst med folkerøst”
Folkelighed:
Baggrunden for denne ny tankegang var. at der i 1820’erne startede en kamp mellem historikere og præster. Historikerne påviste, at dele af Bibelen var taget fra gamle religioner og tekster. Mange præster mente, at nu kunne man ikke samtale med historikere mere. Grundtvig sagde det modsatte. Det handlede nu om som aldrig før at tale med dem, der ikke var kristne, men debatten kunne ikke foregå i kirken hvor troen herskede, og heller ikke på universitetet hvor videnskaben herskede. Og her foreslog han en højskole som et neutralt mødested. Folk med forskellig baggrund, forskellige meninger kunne her mødes. Han var på vej til at tænke kirke og samfund adskilt. Den nye tanke kaldte han folkelighed.
Censuren voldte ham dog hele tiden store problemer, men var han ikke blev underlagt den, havde hans virksomhed nok kun præget kirkeomradet. Han gik fra kun at være kirkens mand til nu også at være samfundets. folkets mand.
Grundtvig skelner mellem nationalisme og folkelighed. også det gør han ved en slags praktisk brug af sine egne oplysningstanker: Viden kommer fra erfaring. Eller igen: Et menneske ved ikke mer, end det har oplevet. Grundtvig har oplevet at være nationalist, men også at nationalisme indsnævrer. Han er nationalist, nar fjenden, tyskerne, står i landet. Han mente, at Gud holdt med danskerne:
“Sort ser det ud, men almægtig er Gud, dine fjender til lands er og fjenderne hans, de er fjender ad sandhed og retten, de er fiender ad kærlighedsætten, de har alle det værste tilbage, thi end lever den gamle af dage!” (Grundtvig: Til Danmark. 1848. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 157)
“Bladet, som Herren det ville, vendte sig tit, nar det gik Danemark ilde, vendte sig blidt.” (Grundtvig: “lykkens foranderlighed. 1853. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 157)
Men der er ingen racisme i hans nationalisme: “Sanddru hedning, tyrk og gøde, dem har Gud l grunden kær, hader frem for alt de søde, som på skrømt ham træder nær” (Grundtvig: Udvalg af “Til mine to sønner”.1839. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 460.)
Senere ser han forskel på nationalisme og det, han kalder folkelighed. Nationalisme er det, der gør verden lille, så man har nok i sig selv. Folkelighed peger udad. Han mener nu, at den, der har det set som noget godt for sig selv at høre til et fællesskab i et folk, også vil fa øje på, at det er vigtigt for andre folk. Han nævner ligefrem tyskerne, svenskerne og polakkerne. Og stadigvæk er der ikke racisme i hans folkelighed, man kan ikke se, om et menneske hører med til det folkelige på nedarvede træk ved mund eller næse:
“…hvad betyder folkeligt? er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? …Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild”. (Grundtvig: Folkeligheden. 1848. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 459.)
“Den stråle i vort folkeråd”
Partiholdninger:
Grundtvig var medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling året før grundloven 1849 og derefter af Rigsdagen fra december 1849 til maj 1858. Der fandtes politiske partier eller forløbere for dem’ men grundloven nævner ikke partier, og i Rigsdagen var det forbudt at nævne et medlems tilhørsforhold til et parti. Grundtvig var ikke tilhænger af partier og sluttede sig ikke de partier, der var under dannelse. Han sagde i Rigsdagen: “Jeg tilhører ikke og vil ikke tilhøre noget andet parti end hele det danske folk”. Senere i sit liv frabad han sig, at der blev dannet partier i hans eget navn, “grundtvigianere”. Jeg synes, det ser ud til, at han prøver at jævne modsætninger ud, for eksempel da han kom i folketinget, var det danske parlament endnu var delt i to kamre, som tørst blev til i 1953, men: “Grundtvig ønskede principielt, at Rigsdage skulle organiseres som Etkammer. Folket bør ikke mere deles efter Stænder og Klasser.” (Andersen.1940. Side 41)
2. GRUNDTVIGS TANKER – OG VORES LIV
“Den springer ud af folkedåd”
Folkelighed:
Begrebet folkelighed er Grundtvigs eget påfund. Ordet fandtes ganske vist før ham og betød dengang som nu i nogle sammenhænge “det populære”. Grundtvigs oplysningstanker, sådan som vi bruger dem i dag, har hans egen udlægning af ordet folkelighed som grundlag, og derfor gør jeg lidt ud af hans tanker. Så jeg også kan gøre det tydeligt for mig selv, at der er forskel på en folkelig sanger og en folkelig oplyser.
Professor Hal Koch var under krigen med til at lægge planer om en højskole, der skulle uddanne unge til at blive politikere, nemlig Krogerup Højskole i Humlebæk. Det var selvfølgelig, fordi der var sammenhold mellem danskerne mod tyskerne, at partierne havde den tanke, at deres unge skulle uddannes på samme højskole. Da Krogerup blev til, meldte der sig næsten ingen. Krigen var forbi. Men højskolen lå der og fik samfundsfag som de vigtigste. Hal Koch prøvede at gøre sig klart, hvad Grundtvig mente med folkelighed:
“Selve Ordet “Folkelighed” er et Hovedord hos Grundtvig. Han har selv sat det i Omløb, og det betød for ham noget helt andet end det “populære”, det almen-fattelige; det havde i og for sig heller ikke noget at gøre med det “demokratiske”, så lidt som det kan identificeres med det “nationale”. Folkelighed og Folkeaand hører nøje sammen. Begge Ordene er Udtryk for den Overbevisning, at ganske ligesom et Menneske er mere end Føde og Klæder, saaledes er ogsaa et Folk mere end “mængde, Muld og Strand”. I Mennesket bor der en levende Kraft. som ytrer sig i Talen, og som former Menneskelivet – Menneskeaanden. Anderledes er det ikke med et Folk. Et Folk er ikke blot en Samling Mennesker, der bor paa et bestemt Omraade og knyttes sammen af sociale, økonomiske og politiske Baand. Et folk er ikke blot “et sociologisk Fænomen”. Det er det ogsaa. Men naar man ikke længere end til dette, har man dog ikke forstaaet det væsentlige: at der i et Folk rindes en Livskraft – gaadefuld som alt levende – som indefra gennemtrænger olket, som har skabt dets Historie og formet dets Liv – Folkeaanden.” (Koch. 1gA3. Side 135.)
I dag ser det pludselig ud til, at Grundtvigs tanker om folkelighed er helt moderne. Alle vegne i Europa tales der om folkelighed, efter at dele af Østeuropa er blevet fri. Bare for få år siden var Grundtvig umoderne. Da kunne Danmarks statsminister, EF-tilhængeren Poul Schlüter sige, at “Nationalstaternes tid er forbi”. Han havde knap fået det sagt, før nationalstaterne myldrede frem. Tjekkoslovakiet, Ungarn og Polen ville ikke nøjes med at være det, som Hal Koch kalder “et sociologisk fænomen”, de ville være et folk. Og flere og flere af Sovjetunionens enkelte republikker sagde og siger stadigvæk det samme. De vil have deres folkelighed sikret i en nationalstat. Samtidig ser det så ud til i den valgkamp, vi har haft her i 1990, at polakkerne, ungarerne og tjekkerne er bedre til at forstå Grundtvigs tanke om folkelighed end danskerne selv, i hvert fald de danske partier, for meningsmålingerne siger jo stadigvæk trods det store flertal af ja til unionen i folketinget, at de fleste vælgere er imod. (Tv-avisens valgdækning 1990). Men når flertallet i befolkningen er imod kan det jo netop skyldes en påvirkning fra Grundtvigs tanke om, at et folk er mere end geografi og sociologi.
Selvfølgelig spørger man sig selv, om vi i dag kan sige med samme sikkerhed noget om Grundtvigs indflydelse som de mennesker, der levede Samtidig med ham eller i næste slægtled, om de nu hørte til hans kreds eller ej: Kritikeren Georg Brandes (1842-1927), der i det meste stod modsat Grundtvig, sagde i en tale i Sorø 1902: “Grundtvigs livsværk er en af de Hovedhjørnestenen, paa hvilken det Danmark, som bestaar, er bygget.” (Simon. 1989. Side 12.)
Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen (1864-1953) skrev, at Grundtvigs forfatterskab er blevet “om ikke det klareste, saa alligevel det stærkeste udtryk for det danske Folk og den danske Aands Kamp for at blive sig selv bevidst”. (Simon. 1g89. Side 12.)
Professor Hal Koch (1904-63) valgte under anden verdenskrig Grundtvig som emne for en række foredrag på Københavns Universitet’ fordi han mente at genhøret med Grundtvig ville styrke den danske modstand. På spørgsmålet om, hvorfor han lige valgte Grundtvig, svarer han: “Jeg tvivler paa, at man i noget andet Land vil kunde finde et enkelt Menneske, som har sat saa dybe Spor som han i sit Folks Liv”. Digteren Jakob Knudsen fra generationen efter Grundtvig sagde om folkelighed, at Grundtvigs tanker indgår i “selve støbningen af danskerens sjæl”. (Slumstrup.1983.side 55.).
I dag er det mennesker med meget forskellige standpunkter, som selv siger, at de er påvirket eller bestemt af Grundtvig og hans tanker. PS den yderste venstre fløj gælder det forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, der ved valget 1990 opstillede for Enhedslisten, som var sammensat af arbejderbevægelsens venstreorienterede partier, og på højre fløj gælder det den nyudnævnte kulturminister Grethe Rostbøll, højskoleforstander i Ryslinge gennem mange år. Netop i landsbyen Ryslinge har de tre kirker – en frimenighed, en valgmenighed og en folkekirke – de er alle tre grundtvigske. Da Mogens Glistrup dannede Fremskridtspartiet i begyndelsen af 1970’erne, henviste han til Grundtvig om en af dem, partiet byggede på. Jeg har dog aldrig hørt “Sømanden” Preben Møller Hansen henvise til Grundtvig…
Fra de sidste tyve år er det også folk med forskellige standpunkter. der fremhæver nutidsværdien af Grundtvig: Tidligere chefredaktør, forfatteren Eivind Larsen, dagbladet Information siger i 1983 om Grundtvig og folkelighed: “…Folkelighed nu er mere nødvendig end før Han var blot hundrede år forud for sin tid, hvad man knap kan bebrejde ham.” (Larsen.1983.side 25).
Tidligere højskoleforstander Finn Slumstrup, Dansk Flygtningehjælp. siger: “Der er (…) en række forhold i hele tidsklimaet, som gør det nødvendigt, at finde Grundtvigs skrifter frem fra reolen igen.” (Slumstrup.1983. Side 8.)
Grundtvig-forskeren, dr. teol. Kaj Thaning skriver i et værk til udlændinge om danske højskoler: ”He who crosses the Danish border will discover, sooner or later, the tension that has arisen as a result, on the one hand, of a modern, technically-mindet outlook on the naturel sciences and, on the other, of a more or less hidden heritage from Grundtvig’s emphasis of what is humanly vital, and from his claim that humanity and freedom are interdependent fac-tors”. (Thaning.1972.side 165)
Selvom citatet fra Kaj Thaning tyder på, at danske grundtvigianere prøver at eksportere Grundtvigs tanker, så er det aldrig lykkedes i stort omfang. Ganske vist har Norge mange folkehøjskoler, skabt over Grundtvigs model, men de norske højskoler er næsten alle modsat de fleste danske knyttet til en bestemt kirkelig eller politisk retning.
De er ikke blevet, som Grundtvig foreslog det, skoler for forskelligheder. De norske skoler er kirker, religiøse kirker eller politiske kirker. Og i Sverige er folkehøjskolerne endt som eksamensskoler med en toårig eller treårig uddannelse som grundlag, selvom også svenskerne siger, at de har Grundtvig som udgangspunkt. En af forklaringerne på, at Grundtvig stadig mest bruges i Danmark er nok, at andre folk ikke har forstået hans syn på det, han kalder folkelighed. De opfatter det som nationalisme, som en blanding af “Gud, Konge og fædreland”. Den socialdemokratiske professor og højskoleforstander Hal Koch gik imod beskyldningerne mod Grundtvig for at sammenblande det nationale og kristelige: “Tværtimod bestræbte han sig i høj grad for at holde det danske og det kristelige ude fra hinanden, ikke som to uforligelige ting. men dog som noget højest forskelligt”. (Koch. 1943. side 167)
Det samme spørgsmål dukker også op i dagens Danmark. Vi har lige set det i debatten om det nationale over for forsøgene på at gøre EF til en stærkere europæisk blok: “…Spørgsmålet for mig – i forhold til udsigterne for det indre marked – er, hvorvidt eller hvordan “folkelighed” og det nationale hænger sammen. Her i efteråret har flere, bl.a. Poul Schlüter i London, talt om, at nationalstaten som en suveræn størrelse er ved at være forbi. Forsvinder grundlaget for “folkelighed” så? Eller kan det tænkes at komme til at gå anderledes, at “folkelige” kræfter frisættes, hvis landegrænser ikke længere er lig med told-, stats-, afgifts-, kapitalbevægelses-, miljøbeskyttelses-, og sommerhuskøbsgrænser.? (…) Det indre marked er en moderne udgave af det tyranni, som Grundtvig kaldte “det romerske åg”, mens folkeligheden “nedefra” slumrer i de utallige etniske enheder jorden over”. (Grøn, Jens: Grundtvig og det indre marked. Højskole- bladet. nr.4.1990.)
“Gør det ej alle vegne godt…”
Demokrati:
Den mest kendte indflydelse, Grundtvigs tanker har i dag, er påvirkningen af demokratiet, sådan som det virker i Danmark. Professor og højskoleforstander Hal Koch, Københavns Universitet cg Krogerup Højskole, kaldte i sin bog “Hvad er demokrati?” den danske eller grundtvigske udgave for “Mindretalsdemokrati”. Hal Koch tænker her på Grundtvigs tanker om “det levende ord”, omsat i politisk samtale mellem modstående grupper. Hvor man i de fleste demokratier mener, at man er demokratisk, bare man har stemt om det. så har Hal Koch lært hos Grundtvig, at afstemninger bare er en anden form for slagsmål, nemlig med stemmesedler som våben.
Hal Koch skriver det sådan: “Der findes et sted her i landet et sogneråd, i hvilket der er to grupper, en flertalsgruppe på 7 medlemmer og en mindretalsgruppe på 4 medlemmer. Flertallet er således solidt, og der er ingen grund til at tro, at det skulle kunne rokkes i de første mange år. I møderne går det meget ofte sådan til, at flertallet kort og knapt, fremsætter det forslag, som man i gruppen er blevet enig om. Derefter får oppositionen ordet. Det er jo en demokratisk forsamling! Den afgiver et langt og ofte velbegrundet indlæg, som viser vanskelighederne ved sagen. Under dette indlæg kan ingen se, om flertalsgruppens medlemmer hører efter eller sover, men vi må vel gå ud fra, at de gør det første. Når oppositionen har fremsat sine indvendinger, kan det ske, at formanden eller en anden siger et par ord – gerne temmelig hvasse ord. Men man er sjældent nået ret langt, før flertalsgruppen foreslår, at man går over til afstemning. En videre drøftelse finder man som regel ikke nødvendig. Det er den heller ikke. For flertallet har afgjortsagen i forvejen og bryder sig ikke en døjt om modparten eller dens synspunkter. Men mødet slutter altid med en god demokratisk afstemning, hvor stemmerne mærkeligt nok falder 7 mod 4, hvorefter man går hver til sit, overbevist om at have gjort et godt demokratisk arbejde. Har ordet ikke været frit, er sagen ikke blevet afgjort ved afstemning, og har flertallet ikke fået lov at bestemme? Hvad vil man mere? Alle ville blive højst forbavset – mindretallet måske glædeligt overrasket – ved at høre den påstand fremsat, at denne ordning er i højeste grad udemokratisk”. (Koch. 1946.)
Når bl.a. mindretalsdemokrati sættes i forbindelse med Grundtvig skyldes det, at han var imod ordet “flertal” i Den grundlovgivende Rigsforsamling 1848: “I stedet for Majoritet bruger Grundtvig det gode Udtryk Overtal.” (Andersen. 1940. Side 14.)
Højskolelærer Holger Kjær, Askov Højskole, skriver, at når Grundtvig ikke ville bruge ordet flertal, så var det i modsætning til reformatoren Calvin, der sagde, at flertallets mening også er udtryk for folkeviljen eller fællesviljen. (Holger Kjær: Frisind og/eller tolerance.)
Jeg mener så, at det har ført til, at Danmark er anderledes end alle andre lande, også på demokratiets område. Vi er det eneste folk i verden, der i næsten et Århundrede aldrig har givet flertal til en enkelt person eller et enkelt parti. Alle andre steder kalder de den slags for roderi og kaos, mens vi i Danmark bliver ved med at stemme sådan, at ingen far flertal. Følgen er, at heller ingen får magten alene, ingen person og intet parti, men de er tvunget til at samarbejde.
Med regeringdannelsen efter valget 1990 har det igen vist sig, at der er noget galt med demokratiet i Danmark – eller med det, jeg her har valgt at kalde den grundtvigske form for demokrati. Ikke blandt det danske folk, de stemte på samme måde som så mange gange før, men blandt visse partier i folketinget. Een måde at gøre ting på kan være fin. Indtil “hullerne”, frihederne, bliver udnyttet imod hensigten. Så bliver det et folkekrav at der måske en stramning. Da det Konservative Folkeparti og Venstre dannede regering, skulle man tro Hal Koch’s rædselsbeskrivelse af et lille menighederåds demokrati-problemer, blev brugt som model. I 1990 er vi bare kommet endnu tættere på det, andre lande kalder roderi og kaos. Vi kan se, at samarbejdet vil blive tvunget frem, og på den måde vil mindretals-demokratiet arbejde igen, men Samtidig er der det gamle magtspil, som ikke er løst, eller som måske er så tydeligt, fordi Grundtvigs tanker af nogen kun bruges som pynt.
“Vil ej for midnat vige”
Partiholdninger:
Mange, som kun kender lidt til Grundtvig, tror at bare fordi han er fra forrige århundrede, så må han høre hjemme i konservatismen og liberalismen. Da Grundtvig sad i Den grundlovgivende Rigsforsamling var de andre sure på ham, fordi han i lovteksten vi l le fjerne fremmedord, som han kaldte “pluddervældsk’. Nogle af de ord, han i sin tid som politiker foreslog byttet ud med danske, røber samtidig noget om, hvor han ikke hører hjemme, for eksempel “naar han i Stedet for konservativ siger: stædig, i Stedet for liberal: løbsk”. (Andersen. 1g40. Side 14.)
Jeg synes, at de to ord stædig og løbsk om de to, Det konservative Folkeparti og Venstre Danmarks liberale parti, der nu har dannet regering, kan være en god kommentar fra Grundtvigs tid til det, der sker i dag. Modsat Grundtvigs ord om, at han ikke tilhørte noget andet parti end hele det danske folk, så har demokratiet i Danmark jo valgt at partidele sig. Dele af partiernes ideologier ligger nær nogle af Grundtvigs tanker. Undervejs i min læsning har jeg haft lyst til at fordele nogle af hans ord på partiprogrammerne:
Socialdemokratiets lighedspolitik: “Thi da har i rigdom vi drevet det vidt. når fa har for meget og færre for lidt”. (Grundtvig: “Sange til 10. april 1820”. Her taget fra Højskolesangbogen. Nr. 159.)
Retsforbundets jordpolitik: “Kærlighed til fædrelandet er den sande odelsret…” (Grundtvig: den danske Nødvendighed. 1853. Her taget fra Højskolesangbogen. Nr. 155.)
Det konservative Folkepartis grundejerpolitik: “Ejendomsretten er ikke blot det borgerlige Selskabs Grundlov, men også dets Grundvold, saa naar den tages bort, synker hele Bygningen i Grus.” (Grundtvig. Tidsskriftet Danskeren. 1848. Her fra Andersen. 1940. Side 35)
Venstres frie markedsøkonomi: “Han satte (med hensyn til fordelingen af de økonomiske goder) sin Lid til, at den største mulige Næringsfrihed i forbindelse med Ejendomssikkerhed ville fremme den jævne Velstand og den ønskelige Ligevægt” (Andersen. 1940. Side 37)
Fremskridtspartiets, Trivselspartiets og Fælles Kurs’ og Dansk Folkepartis udlændingepolitik: “Grundtvigs danskhed førte ham til at omfatte Indfødsretten med særlig Interesse. Han var tilhænger af Grundlovsudkastets Bestemmelse om, at ingen kan erholde Indfødsret uden ved Lov, og advarede mod, at der blev aabnet Adgang for for mange fremmede.” (Andersen. 1940. Side 47)
Socialistisk Folkepartis og Det radikale Venstres EF-politik: “Kun indfødte burde kunne være Grundejere; da Jordegodser i Århundredets Begyndelse blev givet hen for intet, “kunde jo Rothscild… købe det halve Danmark”. (Andersen. 1940. Side 48)
Man kan på den made også se, hvor let Grundtvig kan misbruges, hvis man river hans meninger ud af sammenhængen. Men det jo som regel sådan, man hører ham brugt fra talerstole og i artikler.
“Som nordlys i fribårne ord”
Frihed:
Grundtvigs syn på frihed kommer af den ufrihed, han selv oplevede, først og fremmest da han var under censur. Fra da af bliver han den, der går til det yderste i krav om fribed. Vi har stadig frihedsrettigheder nu, der skyldes ham. Først og fremmest religiøs fribed og fribeden til at lave de skoler vi selv har lyst til. Eller til slet ikke at gå i skole. Danmark er det eneste land, der ikke har skolepligt, men undervisningspligt. Han gik så vidt, at han også ville afskaffe værnepligten. Et menneske, der bliver tvunget til at forsvare noget, vil ikke gøre det som den, der har meldt sig frivilligt.
Det er dog i forbindelse med de frie skoler, højskolerne, efterskolerne og friskolerne, at ordet fribed mest er blevet hængende efter Grundtvig. Men herfra er der smittet af på andre skoleformer, for eksempel folkeskolens metodefrihed, lærerens ret til at følge sin egen form uden hensyn til skoleinspektøren eller de forældre, der er valgt, hvis læreren tør. Og når en præst i folkekirken har lov til at prædike, som han vil, hvad de end mener i menighedsrådet, så er det en fribed af samme skuffe.
Grundtvig var den første, der foreslog et elevråd, som “karlene” på en højskole skulle danne, hvis de kedede sig. Men den frihed, der var tiltænkt eleven, blev også i de frie skoler til forstanderens fribed Det blev aktuelt, da Askov Højskole kom i krise. Det har tidligere højskolelærer Finn Brandt-Pedersen skrevet om i en bog, der kom sidste år:
“Frihed har altid været et nøgleord, når der taltes om højskoler. Frihed er et smukt ord, og let at sige. Men begrebet er blevet l1dt mere kompliceret, efter at man er blevet mere opmærksom på at den enes fribed begrænser den andens. Hvad vil det sige at en højskole er fri? Hvem har friheden? I forestanderudvalgets “grå betænkning” i januar 1965 var opfattelsen klar: Skolens frihed er forstanderens fribed til at lede skolen efter sit hoved. Dermed var lærerens frihed begrænset til det frie valg mellem at blive og acceptere, eller forsvinde til et andet sted”. (Brandt-Pedersen. 1969. Side 175.)
Og frimenighedspræsten Poul Engberg, Rønshoved, kan også bruge Grundtvigs gamle tale om fribed i dag – nemlig når han taler om EF og union, som han kalder “et europæisk forræderi”: “… Stod vi endda samlet i Norden – og uden for unionen – kunne der blive tale om at vi – i samarbejde med de østeuropæiske folk, der i dag har kæmpet sig frem til folkelig fribed – kunne få ørenlyd i det Vesteuropa, hvis magtpolitiske formål afslører sig i unionsbestræbelser.
Grundtvig tænkte sig jo noget i den retning. Til forbløffelse og forargelse for sine samtidige og da også for os, der lever i dag, forestillede han sig, at de nordiske folk skulle træde ind i verdenshistorien og tale folkelighedens sag både på oplysningens og på politikkens område. Vi har naturligvis allesammen nærmest betragtet disse hans drømme om et nordisk “hovedfolk” i historien på linje med grækere og jøder som en slags storhedsvanvid hos ham. (.. .) Og så har vi trukket os tilbage i os selv og vor egen gode folkelighed – langt borte fra de andre europæeres krigsfremkaldende magtpolitik.
Grundtvigs syn på frihed kommer af den ufrihed, han selv oplevede, først og fremmest da han var under censur. Fra da af bliver han den, der går til det yderste i krav om fribed. Vi har stadig frihedsrettigheder nu, der skyldes ham. Først og fremmest religiøs fribed og fribeden til at lave de skoler vi selv har lyst til. Eller til slet ikke at gå i skole. Danmark er det eneste land, der ikke har skolepligt, men undervisningspligt. Han gik så vidt, at han også ville afskaffe værnepligten. Et menneske, der bliver tvunget til at forsvare noget, vil ikke gøre det som den, der har meldt sig frivilligt.
Men nu banker historien os frem fra indelukket. Hvad enten vi vil det eller ej, trænger spørgsmålet om Europas fremtid sig på som en uundgåelig nødvendighed. (…) Medlemmer eller ikke af EF, så bliver fremtidens europæiske billede alle de nordiske folks skæbne”. (Poul Engberg. højskolebladet. nr.26/30.1990.)
“Er det så kun om sivet”
Undervisning:
Oplysningstankerne hos Grundtvig er ikke en pædagogisk opskrift på, hvordan man skal drive skole eller undervisning. Han har aldrig skrevet et samlet værk, der fremstiller hans oplysningstanker. De er altid kun en del af det, han i øvrigt vil, har altså sammenhæng til fribed, folkestyre, folkelighed o.s.v. Den afgørende forskel på hans og andre skolefolks tanker er, at eleven er god nok, som han er. Selvfølgelig kan eleven lære noget. men når tyskerne taler om “Det danske dummerhoved”, så skal vi være stolte af det, mener Grundtvig. For efter tyskernes mening er kloge folk alene dem, der har lært et eller andet udenad. Hos Grundtvig er der forsker på klogskab og visdom. Visdom kommer af livserfaring
Lærerens hjemmefra forberedte indlæring er derfor aldrig vigtig. Ja, man kan sige, at undervisning slet ikke er vigtig. Hos Grundtvig er kun den samtale, der er en følge af undervisningen og af den visdom, eleverne selv og i fællesskab medbringer, vigtig. Han kalder den oplysning–form for Veksel-virkninqen. Læreren lærer også. Blandt højskolefolk har Grundtvigs tanke om vekselvirkning ført til en udskiftning af det gamle slagord “Man lærer så længe man lever” med “Man lærer så længe man har elever”.
Det slagord bliver selvfølgelig kun ændret p.g.a. en højskolekrise, for før i tiden overlevede nogle højskoler med kun 5 elever. Grundtvigs tanke om undervisning var “Een lærer, Een elev”, en tanke der virker urealistisk, men mange steder var der i krisetiden ikke flere elever end lærere. højskoler var nødt til at fa penge fra staten for de elever der ikke dukker op. Og mange steder kan de penge end ikke række. Firsernes højskolebillede var præget af krise, og mange højskoler prøvede at løse den ved at lade sig enten opkøbe af organisationer eller omdøbe til Faghøjskoler. Økonomisk krise, kan løses på mange måder. Men udsalgsløsningen gjorde det værre. Mange højskoler der prøvede at overleve krisen uden disse fiksfakserier, (ved at vedholde den Grundtvigske tankegang og håbe på at den igen ville blive moderne), blev trukket med ned i fortegnelsen over tomme bygninger i Danmark. Faghøjskoler lever på tidens bølgegang, og tidens bølger rider højt den ene dag, men er maske glemt igen dagen efter. Naturhøjskoler, Kvindehøjskoler, sundhedshøjskoler alle må forny sig for hver dag, og det er der ingen der kan. For at følge højskole-ldeen må man kigge i fortiden (historien) for at kunne forstå nutiden, og for at den bliver hvor den er. Denne undervisningsform er højskolen vant til, den kalder sig jo også for TRADITIONENS HØJSKOLE, Så rigtig højskole vil disse FiksFakseri-skoler efter min mening aldrig nærme sig .
Det næste i Grundtvigs tanker om folkeoplysning er, at oplysningen har folket og den enkelte selv som grundlag. Det er i de fælles, folkelige erfaringer, al livserfaring og oplysning ligger. Han siger det ikke som nogle flotte, demokratiske ord, men mener det helt bogstaveligt: “Kun ord, som går i sagn og sang fra mund til mund i folkevang opholder folkelivet. I folkets egne gamle ord kun folkelig oplysning bor, af folkeånden givet.” (Grundtvig: “Budstikke 1 Høinorden” 186~. Her efter Højskolesangbogen. Nr. 130.)
Når jeg har valgt at gå på HF, er det bl.a. fordi den store aldersforskel gør, at eleverne har livserfaring i forvejen. De kommer ikke for at blive dannede eller modne, som på mange gymnasier. Diskussionen i timerne bliver til lære, udfra de mange forskellige livserfaringers synspunkter. Undervisningsdelen ligger ikke i skolebøgerne, men i samtalen. SS HF svarer de fleste steder til Grundtvigs “I Samtalen Begynder Livet”, som digteren Ole Wivel udtrykker det. På den anden side kan jeg godt se, at HF har præg af den pædagogiske videnskabelighed, som Grundtvig var modstander af. Alene de modeller, man foreslår os at lave 2. års rapporter over, er hentet fra videnskabelige afhandlinger. Drenge-videnskabeligheden lever i bedste velgående. Grundtvigs synspunkt er desuden, at forklaringen på oplysningen om livet, det personlige liv og det fælles liv, aldrig findes i fagene sociologi, psykologi eller biologi, men i den fælles, folkelige livserfaring: “Da skal man se, at klarhed bor slet ikke i bælgmørke ord og stumme tankestreger, men i hvert sandhedskærligt bryst, det jævne ord, den jævne røst, som livet vederkvæger.” (Grundtvig: “Budstikke i Høinorden” 1864. Her efter H77skolesangbogen. Nr. 130.)
Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich Udtrykker Grundtvigs oplysningstanker sådan: “Der findes to dominerende måder at tænke på. Man kan kalde dem den logiske måde og den analogiske måde, den videnskabelige og den poetiske. Logikken har at gøre med de åbenlyse forskelle, analogikken med de skjulte ligheder.” (Reich. 1978. Side 30.)
Selv kalder Grundtvig formen, den ikke-logiske, i folkeoplysning for “det historisk-poetiske”. Om det siger tidligere højskoleforstander Finn Slumstrup: “På Grundtvigs tid ville den umiddelbare reaktion på en elev, der kom og bad om livsoplysning, være den, at han burde melde sig til filosofi. I dag vil svaret være, at eleven sikkert vil kunne have udbytte af psykologi eller socialpsykologi. Og det er da også sikkert, at en god hø7skolelærer vil kunne tilrettelægge undervisningen på en sådan måde. at der kommer livsoplysning ind. Grundtvig selv henviste imidlertid til historien og litteraturen. Han veg endda ikke tilbage for at kalde dig–terne for de bedste lærere” (Slumstrup. 1983. Side ‘-13)
Det er en misforståelse, også blandt nogle højskolefolk og i de andre frie skoler, at skolen skal omvende eleverne – til kristendom eller en bestemt politisk retning. Til friheden i Grundtvigs oplysningstanker hører, at han ikke har de hensigter med oplysningen: “Skolens opgave er vækkelse, at vække til forståelse af, at mennesket er ånd og hører til et folk, at stille det ansigt til ansigt med virkeligheden – mere ikke. Skolen skal ikke forkynde en bestemt anskuelse, ikke prædike, heller ikke prædike kristendom. Dens opgave er ikke at gøre de unge til kristne(…) Nej, dens opgave er at gøre dem til mennesker. Derfor skal der være frihed i skolen. frihed for alle mennesker og for alle anskuelser.” (Koch. 1943. Side 149)
Man kan på den anden side hævde, at Grundtvigs oplysningstanker netop ikke var så fastlåst, at der kun kunne blive en slags skole ud dem. Allerede mens han levede, dukkede der mange forskellige former for frie skoler op. Og siden hen har også hans modstandere gjort brug af højskoleformen, både politiske og kirkelige modstandere. for eksempel Indre Mission og Scientology: “Han havde ikke drømt om den situation, han kunne se ud over ved sin død i det tidlige efterår 1872: et Danmark med over 50 folkehøjskoler, rejst af lokale initiativer, men understøttede af den danske stat. Man kan sikkert sige, at enevælden sad Grundtvig i rygmarven i så hø: grad, at han mente vejen man matte gå for at få rejst en folkehøjskole, paradoksalt nok ikke var til folket, men til dets konge. Han kunne i sin alfaderlige visdom se, at folket netop trængte til at blive vækket.” (Slumstrup. 1g83. Side 38.)
Måske det bedste eksempel på, at Grundtvigs oplysningstanker kan bruges i dag, findes i den kendegerning, at hvad som helst, der vil være moderne kalder sig “højskole”. Som modtræk mod arbejdsløsheden de sidste tiår er der lavet “Daghøjskoler”. Da græsrødderne skød frem med emner som energi og økologi, blev det mange steder kaldt “højskole” i firserne. og græsrødderne lavede også særlige folkehøjskoler for disse emner. Pensionister, der i de senere Ar er blevet mere bevidste om, at deres alderdom har en selvstændig værdi, kommer sammen og kalder mødeformen for “Højskoledage” over alt i Danmark. Forud havde vi “Aftenhøjskolen” i mange landsbysogne. og de såkaldte Oplysningsforbund, der i virkeligheden ligger så langt fra Grundtvig som tænkes kan, fordi Oplysningsforbundene er de politiske partiers forlængede arm og bruger undervisningen som partipolitisk lokkemiddel, siger også, at de bruger Grundtvigs oplysningstanker.
Et af oplysningsforbundene har i en annonce fagområder, de kalder for “højskolefag”, og hvis man sammenligner med det, jeg har skrevet om Grundtvigs oplysningstanker, vil man se. hvor fjernt annoncens indhold ligger fra tanken om højskolen, men ordet skal bruges som lokkemiddel. Sådan definerer AOF Højskolefag 1990, da oplysningsforbundet søgte lærere: “…Højskolefag: Psykologi, psykoanalyse, transaktionsanalyse, talerkursus, slægtsforskning, personlig planlægning, alternative behandlingsformer, læseteknik….”(Dagbladet Politiken. 18.5.90)
Det er også en vigtig bestanddel i oplysningen, som Grundtvig forestiller sig den, at den skal være frivillig. Eleven skal ikke lokkes med nyttevirkning, levevej og eksamenspapirer: “I vort Land kan man nu vel ei godt tænke sig en Oplysnings-Anstalt, hvor der ikke skulde være befalede prøver (Examener) baade ved Indgangen og Udgangen; men at man ved den folkelige Højskole enten maa opgive dem eller opgive den, er dog soleklart, thi tænke vi os udsigten til “levebrød” eller Eneretten til at drive en vis konst og næringsvei borte fra examinerne ved universitetet, da er vi visse paa, Faa eller ingen vilde underkaste sig dem, og vil man altsaa have den folkelige Højskole besøgt og benyttet, uagtet der hverken er levebrød eller enerettigheder at lokke med. da maa Besøget være aldeles frit for alle dem, der vil føre sig skikkelig op…”.(Grundtvig. Om indretningen af… 1843)
Grundtvig udtrykker sin modstand mod eksamens-skolen stærkest i et oplysningsskrift, som højskolefolk sjældent citerer fra, maske fordi bogens titel blander højskole og dummerhoveder sammen. For Grundtvig er begge dele en lykønskning værd: “Derfor blev det ogsaa Skik i Danmark, og er saa endnu, at naar En af vore Bekendtiere har taget sine Examener. da lykønsker vi ham, ingenlunde med hvad han har lært, som vi godt veed, han skal ikke løbe langt med. men vi lykønsker ham med at have overstaaet de lærde børnesygdomme, ligesom Kopper, Mæslinger og Kighoste, og vil han ikke endelig være lærd Skolemester da raader vi ham i al Oprigtighed til at lægge al Eksamens-Stadsen paa Hylden og lægge sig efter noget, som man kan have Nytte og Fornøjelse af i Livet.” (Grundtvig. lykønskning til Danmark… 1847. Side 16.)
Det ville være usandfærdigt at hævde, at den slags oplysningstanker hos Grundtvig præger politik i dag Det er kendt, at landets undervisningsminister, Bertel Haarder, som er af højskoleslægt, opvokset på højskolen i Rønshoved og har været højskolelærer på Askov Højskole, er tilhænger af eksamen og prøver og vil indføre prøver. der sorterer studerende undervejs. (Haarder. 1990.)
Andre forsøger at bruge Grundtvigs oplysningstanker til at modernisere højskolen og undervisningssystemet. Studerende Eva Christensen, Den f r i e Lærerhøjskole i Ollerup, siger: “…Før i tiden var der tradition for at det sted landmanden tog hen, nar han havde brug for mere end den grundlæggende skolegang, for sammen med akademikerne, at fa mulighed for at deltage i offentlige debatter og beslutningsprocesser. Nu om dage er skellet ikke mellem bønder og akademikere. men mellem menigmænd og specialister Højskolerne i dag har stadig fag som: Livsanskuelse, filosofi og “politiske beslutningsprocesser” – men langt de fleste bruger mere tid på socialt arbejde og kreative fag, der gør eleverne istand til at udfylde deres fritid eller arbejdsløshedsperioder. Jeg synes, at der mangler fag, der hjælper til (og tilskynder) at “menigmand” og “specialist” kan kommunikere med hinanden. (…) Højskolen må være med til at bygge en kommunikationsbro mellem de allerede eksisterende menigmand og specialister. Sætte sig det mål at gøre deres elever i stand til at deltage i demokratiet, ved at arbejde med den “uigennemskuelige” TEKNOLOGI”. (Eva Christensen. Højskolebladet nr.24.1990)
Men blandt dem, der indser nødvendigheden af modernisering, kan man også finde ord om, at det egentlige i Grundtvigs oplysningstanker ikke kan få plads i dag: “…Højskolerne lever også af at følge med tiden, men desværre er tiden desværre ikke i øjeblikket så meget for at følge med højskolen. Der er – sjovt nok – ikke plads til det levende ord i informationssamfundet”. (Larsen, Charlotte Rørdam. Højskolebladet. nr.1~.1985.)
Moderniseringer af oplysningstanker rummer to farer, der. at ende som kursuscenter og den at blive museum for Grundtvigs tanker. Det mener tidligere højskolelærer ved Ry Højskole, nu kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad Anders Raahauge: “Skal der ske omstillinger for at “følge med” tiden, må højskolerne derfor ikke kapitulere og blive strømlinede efteruddannelsescentre med mere tydeligt kvalificerede tilbud. Dette er selvfølgelig en trivialitet for højskolebladets læsere. Men omvendt skal man passe på ikke at lade sig definere af en overbærende velvillig omverden, som en slags hyggelige enklaver, med frilandsmuseers berettigelse, sanatorier for ånden, hvor man kan rekreere sig lidt, inden eller under “det egentlige”. (Raahauge, Anders .højskolebladet. nr.27.1987.)
Tit ser man, at det er folk uden for de frie skolers maske lidt for lukkede kreds, der har øje for, at de gamle ideer i oplysningstankerne hos Grundtvig kan genbruges, for eksempel socialrådgiveren Erik Bergholdt, der kan se frihed og ubrugte muligheder i det grundtvigske: “Mange, der er afhængige af det sociale bistandssystem, er håbløst låst fast i deres situation. Det sociale hjælpesystem kan i almindelighed kun bøde på skete skader, men har ikke værdier der kan bruges som pejlemærker for udveje: Bistandskontorene har fået livredderens funktion, ikke svømmelærerens. (…) For mig har det imidlertid været nok så nærliggende at rette opmærksomheden mod højskolerne, der her i Grundtvigs fædreland har solidt rodfæstet tradition for folkelig kulturel virksomhed. Højskolerne er steder, hvor der er plads til at afprøve utopier og mulighed for fællesskab og vækst.” (Bergholdt. 1985. Side 4.)
Ifølge Højskolebladets debat i 1990 er nogle højskolefolk bange for, at netop Grundtvigs gamle tanker kan spærre for højskolernes deltagelse i den nye vægt, der politisk lægges på uddannelse som modtræk mod arbejdsløsheden. Et eksempel på uddannelsers nye placering er ord, der faldt i Afslutningsdebatten i Danmarks Radio 10. december 1990. Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen hævdede her, modsat Svend Auken, at Sveriges arbejdsløshedstal var “sminkede”, fordi folk under uddannelse ikke blev talt med som arbejdsløse. Da greb statsminister Poul Schlüter ind og sagde, at netop her kunne vi lære af Sverige og selv sørge for, at flere arbejdsløse kommer under uddannelse. Det er synspunkter., som partierne til venstre for midten og fagbevægelsen har haft i mange ar, og som højskolerne har diskuteret, om de kan gå ind i. Om sagen skriver en socialistisk højskolelærer fra den nu nedlagte Store Restrup Højskole, Kjell Rodin: “…Folkehøjskolen er mere end en uddannelsesinstitution. men derved må vi ikke overse, at den faglige uddannelse er et grundlæggende element i den folkelige dannelse”.
I den epoke vi står på tærskelen til, og som mange kalder ”informationssamfundet”, vil uddannelse spille en afgørende rolle. Alle kvalifikationsanalyser og “tegn i sol og måne” fortæller, at der vil blive stillet helt nye krav til menneskets kvalifikationer.
Men hvilke kvalifikationer? Og, hvem stiller betingelserne for kvalifikationernes karakter?
Der gøres i disse år store bestræbelser på, at udvikle nye uddannelsesmodeller for at imødekomme de krav den nye teknologi og de nye produktionsmåder vil stille. Krav som på mange måder indeholder elementer, der i høj grad kan minde om centrale dele af folkehøjskoletraditionens syn på den folkelige dannelses konsekvenser, men som også, dersom der ikke indledes en debat på grundlag af de nye uddannelser, kan ende med at interessere med et helt andet menneske- og samfundssyn end det folkehøjskolerne – med al deres forskellighed til trods – er bærere af. Politikerne sætter “dagsordenen” og udformer både uddannelsernes indhold og pædagogiske form.
Ved dette års generalforsamling i foreningen for folkehøjskolen, kom kulturministeren derfor med en indtrængende appel til folkehøjskolerne om at engagere sig i de uddannelsesreformer man nu er i gang med at udforme. Ole Vig Jensen gav klart udtryk for, at dette ikke kun var en nødvendighed for folkehøjskolerne, men en nødvendighed for folket og samfundet at nogen taler det almene og den folkelige traditions sag. Han opfordrede derfor folkehøjskolens folk til at blande sig i debatten og give ammunition til dem, der i folketinget og i de store organisationer kæmper for en menneskelig og folkelig udvikling. “Her står højskolerne overfor et nutidigt ansvar, som er historisk begrundet” konkluderede Ole Vig Jensen”.(Rodin, Kjell og Floris, Kirsten. Højskolebladet Nr. 46. 1990.)
Jeg spørger mig selv, om hele den diskussion i virkeligheden er ufolkelig. Når folk snakker om højskole, så er det ikke ret tit Grundtvigs oplysningstanker, de henviser til. Denne beskrivelse kommer nok nærmere: “Hvis vi ikke havde højskolen, så måtte vi opfinde den. Anderledes kan en højskolemand ikke se på det. Men mange andre har en underlig tvetydig holdning til højskole-bevægelsen. På den ene side er højskolen det sted, hvor man sender sine håbefulde teenagerbørn hen. Men Samtidig er man ikke bleg for at bidrage til det blakkede ry, som højskolen tit og ofte forsynes med i offentligheden. Hele den smøre om flippere, kommunister, pædagoger, sprut og gruppesex – i en syndig redelighed.
Den får ikke for lidt. Og det er en trist holdning, den klæder ikke folk, s0m kalder sig liberale. (…) I dag er det så småt ved at dæmre at “hele mennesker” er det bedste. Vi mangler bare at erhvervsfolk, forældre og politikere indser at højskolen ikke er tidsspilde..” (Sørensen, Erik Dam. Flensborg avis.16.6.1990.)
En ting er kendetegnende for den måde højskolerne førte sig frem På i firserne. Nar man bladrer i højskolernes fælles reklamebog “Danmarks Folkehøjskoler 1987” får man ikke længere en garanti for skolens meninger, når der star GRUNDTVIGIANSK. Så godt som alle højskoler fører sig frem med flotte faglige ord, i dette højskolernes salgskatalog.
En højskole præsenterer sig selv som “en grundtvigsk folkehøjskole” (trykt med fede typer). “Det vil sige, at vi ikke vil præge andre i een bestemt retning. Men vi lægger mange forskellige tanker og holdninger frem”. Knud Riis skriver i højskolebladet nr. 8 1987 om denne slags højskole: “Ak. Det er jo ikke at sælge men at være til fals. Her er Grundtvigs kæmpende, engagerede frihedssyn degenereret til frygt og kapitulation til tidsåndens pluralisme, og den engagerede oplysning, der vil eleverne noget – under respekt for deres åndelige frihed – er tilsvarende blevet til ligegyldig fremlæggelse af de “åndelige” varer for eleven på den anden side af disken. Og hvordan fanden skal man blive menneske, hvis der ikke er nogen, der vil en noget?”(Knud Riis. Højskolebladet nr. 8. 1987.)
Men vendte Grundtvig sig i sin grav i krisetiden. Havde han et bestemt mønster der skulle følges? Grundtvig har aldrig talt om højskolen i flertal, han var ikke optaget af ideen med mange højskoler. (Slumstrup.s.38.) Den eneste han havde i tankerne var den, der skulle oprettes på Sorø akademi. Så egentlig har Grundtvig vel aldrig sagt noget om hvad en højskole deltallieret skal indeholde. Kun kernen var lagt fast. Eller som Finn Slumstrup udrykker det:
“I Grundtvigs skoleskrifter vil man lede forgæves efter et mere detailleret program for højskolens indretning og undervisning. I sine visioner var han bange for at låse fremtiden fast. han ville lade livet selv vise, hvordan tingene kunne udvikle sig, og var parat til at acceptere forskellighed, nar blot kernen i arbejdet var rigtig. (…) Og det kan ikke undre, at vi i over 100 år har set ganske forskellige højskoler være fælles om at kalde sig grundtvigske – og tilsvarende uenige om, hvordan dette grundtvigske skulle defineres”. (Slumstrup. 1983 Side 39.)
Højskolerne prøver hele tiden at ændre sig. I august læste jeg i dagbladet Politiken en artikel om en faghøjskole, der bryder med traditionen for at skaffe elever: “…Det er Svendborg Højskole (Den Røde Højskole), der tilbyder en toårig kulturuddannelse, som skal kvalificere til Jobs i kommunalforvaltninger, medborgerhuse og fagforeninger. En ny, erhvervsrettet rolle, som bryder med en mere end 100-årig folkeoplysende tradition…” (Mogensen, Hans. Politiken. 28.8.1990)
Det må da reelt siges at være en erhvervsuddannelse, hvad der ikke efter Grundtvigs tanker er højskolens formål. Højskolen i Svendborg kalder sig ikke Grundtvigsk, men dog stadig for Højskole. Direktøren for Folkeoplysning i Kulturministeriet løser modsætningen ved at kalde Svendborg-højskolens erhvervstilbud for “markedsføring”:
“- Vi blander os ikke i hvordan højskolerne markedsfører deres kurser. Bare de overholder de regler, vi har godkendt kurset efter,” siger K. E. Larsen, Direktoratet for folkeoplysning. “Og det gør Svendborg Højskole. Den binder blot fire forskellige, godkendte kurser sammen, og tilbyder dem som en toårig kultur uddannelse.” (Mogensen, Hans. Politiken. 28.8.1990)
Men er en højskole kun en højskole hvis den er blevet godkendt? Ifølge “Lov nr. 259 af 4. juni 1970 om folkehøjskoler…” er en højskole godkendt hvis undervisningsministeren finder den i orden. “Skolens kursusplan skal være godkendt af undervisningsministeren.”
Ligeså er højskoler som den i Svendborg sikret i loven:
“Folkehøjskoler kan, hvor særlige forhold gør sig gældende. tilbyde rettighedsgivende undervisning efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren.”
Det står altså meget åbent hvad der kan godkendes som højskoler, alle kan blande sig. Der skal i øvrigt ikke godkendelse til for at oprette højskoler, det eneste, undervisningsministeren godkender til – er statstilskud.
Konklusion:
Oplysning hos Grundtvig er ikke en metode. Hans oplysningstanker findes ikke som opslagsværk. Oplysning er altid knyttet sammen med hans øvrige holdninger og meninger. Hans tanker er virkeliggjort i en række forskellige skoler, der indbyrdes har smittet hinanden. De frie skoler har påvirket de offentlige skoler med grundtvigsk tankegang, men de oprindeligt helt grundtvigsk prægede frie skoler har også påvirkning fra de offentlige skoleformer. Oplysnings-tankerne har også påvirket det danske samfundsliv, foreningslivet og partiholdningerne.
Derimod er afsmitningen til udlandet meget ringe. Ved dannelsen af nye samfundstiltag i dag bruges Grundtvig stadig som inspirator eller som målestok, det gælder ved græsrøddernes frembrud i halvfjerdserne og firserne, og det gælder mellem de frie skoler indbyrdes.
Grundtvigs oplysningstanker er stadig et kabel, der trækkes nye lampesteder fra i dag.
Nogen er blålys. Andre brænder varmt og klart.