Højskolen i Humlebæk blev skiftet ud med en villa i Karise. Far arbejdede som freelance-journalist – af at sælge holdninger hver dag og hvert minut. Mor passede os børn og far arbejdede hjemme ved sin skrivemaskine, men når døren var lukket til fars kontor, så var far på arbejde. Det holdt vi nu ikke helt, kan tydeligt huske at jeg åbnede døren på klem og så ham sidde foroverbøjet ved det gamle skrivebord fra Rigsdagen og en kings i munden, mens han terpede på maskinen. Ord for ord blev kronikken eller kommentaren til. Jeg vidste ikke hvad der skulle komme ud af de mange lyde fra skrivemaskinen, men elskede at se ham arbejde. Altid et smil når man blev opdaget i døråbningen, selvom der var deadline sekundet efter. Overskud til det, der var vigtigere end papiret, hans børn.
Udover skrivearbejdet var far på Danmarks Radio. Jeg forstod stadig ikke meget, men kom med på arbejde og sad for første gang i et studie. Jeg husker de store høretelefoner, der slet ikke passede mig, en mikrofon der lyste rødt og en stor glasrude, hvor teknikeren sad og smilede til mig. Far interviewede mig om landbrug. Jeg nævnte genert alle de dyr jeg kunne komme i tanke om. Synes det hele var utroligt spændende, om end stadig helt uforståeligt.
Far lånte en spolebåndoptager hjem. Med mikrofon. Vi har stadig båndet vi optog den morgen. Man hører min mor kalde på mig, men som det har været hele livet kan jeg ikke stå op om morgenen. Morgener er ikke skabt til liv, de er skabt til at forlænge nattesøvnen med mindst en time. Mor kalder ganske mange gange, men jeg kommer ikke ned i køkkenet. Min lillesøster er derimod kommet for længst. Jeg hører at der sker andet end morgenmad i køkkenet og bliver pludselig mere vågen. Far laver radio i køkkenet. Jeg ser på den spændende maskine, der optager hvert et ord – og bagefter kan vi høre os selv snakke. Jeg bliver grebet af hans verden. Helt tændt. Suget ind i mikrofonen og den fantastiske teknik. Man kan høre på spolebåndet, hvordan jeg går fra søvndrukken til i den grad at være på.
Jeg bruger stadig sut som fire/fem-årig, og det er slet ikke i orden. Jeg er alt for gammel til at bruge den. Men jeg klynger mig til den og vil helst ikke af med denne lille trøstende gummisag. Til sidst overgiver mine ellers så pædagogiske forældre sig. Jeg må få et spil og en skrivemaskine, hvis jeg smider sutten ud. Jeg kan stadig huske da jeg smed sutten ned i skraldespanden. På trods af det store bytte, var det øjeblik farligt for mig. Jeg sagde farvel til noget, som jeg holdt af. Og anede endnu ikke om det jeg fik i bytte var et godt bytte.
Spillet var fantastisk. Man trak i en lille dims, og så kørte nogle hjul rundt indtil der var jackpot. Fik man tre jackpot i plastikhullet, åbnede en lille plasticlåge sig, og så kom der plasticpenge ud, hvis man havde lagt dem derind først.
Jeg var ganske optaget af, hvordan den lille dims kunne få hjulene til at dreje rundt og skilte den ad. Jeg fandt aldrig ud af hvordan den lille dims fungerede, og fik aldrig hjulene til at køre rundt igen. Skrivemaskinen var derimod stadig indtakt. Jeg satte papir i, som jeg havde set far gøre så mange gange før, og tastede løs. De lange pinde slog mod farvebåndet og dannede bogstaver på papiret, men efter et stykke tid følte jeg mig snydt. Én ting var at kunne lave bogstaver, men jeg kunne hverken læse eller stave og så var fornøjelsen kort. Derfor fandt jeg sutten frem fra skraldespanden igen. Det manglede da bare!
Selvom ord var vigtige, havde jeg ikke noget sprog. I dag havde bange pædagoger sikkert sendt mig til taleklinikken, men mor og far var ikke nervøse. De opdagede nemlig, at jeg havde sprog – det var bare mit helt eget.
Far skrev en hel ordbog over mit sprog.