Et lille barn kigger op i trækronerne, uden at vide hvad det er. Betagelsen er blot at se noget bevæge sig, og solen skinne gennem de huller der kommer med mellemrum. Striberne af sol kastes ned i barnevognen, der er stillet af kærlige forældre under et stort træ i haven på Krogerup Højskole. Stedet der dannede ramme om min mor og fars møde – og min egen tilblivelse.
Det lille barn ved endnu ikke hvad der er forude. Alt står åbent og venter på de første skridt og alle veje kan føre til lige det, som barnet ønsker. På det tidspunkt er det dog mest mælk fra den livgivende moderkrop, men ethvert glimt af livet i trækronen varsler også, at der er mere mellem himmel og jord end barnet kan fatte. Barnet griber længselsfuldt i luften, men kan endnu ikke nå. Og der er heller ikke hastværk. Vi når det hele med tiden.
Det var oprindeligt K E Larsen der kaldte far ind i højskolens verden. Ungdomsoprøret i slutningen af tresserne havde godt fat i de unge, og K E ville ha far til at undervise og samtale om demokrati med eleverne. Mødet med Krogerup Højskole og i særdeleshed K E forseglede fars liv til højskole og plantede den grundtanke, der senere blev til Lønne Højskole. Far slap aldrig K E igen og byggede videre på hans skoletanker, eller rettere hans tro på den oprindelige tanke. I en nekrolog til K E Larsen skrev far i 1998:
”Den, der har været kort sammen med ham, vil kende ham i bund og grund. Den, der har levet længe med ham, vil aldrig begribe ham. Der er ingen afmærkede pædagogiske Marguerite-stier efter ham. Der kan ikke rejses højskole-templer i hans navn. Han var selve det åbne frisind, der lukkede sig om dagligdagen og ikke søgte overskrift. Han var fortælleren, der skyede store ord, skuespilleren, der ikke gjorde sig til, og i sig selv en påstand, der undrende og mildnende måtte høre og svare på andres påståelighed. Der er hos K E ingen enkle hemmeligheder, der kan graves og forskes i. Han var grundlæggende tilfreds med mennesker, som mennesker er. Selvsagt ville han lave os om, men med kendskab til sig selv overtalte han sig i gerningsøjeblikket til at lade være – uden at grunde over det eller at have brug for at stå til regnskab over for Grundtvig og Kold. Højtråbere er de bedste lyttere, skuespillere har størst agtelse for ægte ord, og jurister er mindst rædde for love og regler. I højskolen turde han det sværeste, den programløse skole. Der var hele tiden modetrælle nok med deres liniefag, slagtilbud, korstog og internationaliseringer. Den slags kræver kun stillingtagen et par gange i livet og kan lånes i alle bøger. Men det er sjældent at møde selve det grundtvigske frisind i praksis som hos ham. Pludselig opdagede man, at de fastlåste ideologiske og teologiske systemer ned over et sted er ”holdningsløse højskole”. Hvor alt, også livet selv, retter sig ind efter budene, manifesterne og paragrafferne, er juristen i lederstolen til sidst ene om at turde hævde, at det at være fri endog af systemerne, intet har at gøre med at være ståstedsfri, men at en holdning kan være så lidt påtaget, være så ægte, at den har plads til andre holdninger. At der kan siges ja – og det endnu sværere nej – til andre, ikke som dom, men som hjælp”.
Enhver der har krydset min fars vej enten i hans tid som journalist eller i højskoleverdenen kan nikke genkendende til denne tro på alle mennesker som værdifulde. Kærligheden til frisind. Højskolen indfangede far fuldstændigt. Journalistikken er et godt udgangspunkt for et liv i højskole, da man lærer at beherske ordet og gennem kommentarer og holdninger er med til at beskrive verden omkring sig. Men journalistik er også præget af ensomhed eller tosomhed. Man interviewer et menneske, skriver det i avisen – og så ellers videre til næste historie. Ikke at livet er uinteressant eller mennesketomt, slet ikke, men far brændte for andre mennesker. Det bar hans radioudsendelser også præg af, ligesom hans politiske journalistik på skrift altid indeholdt stor indlevelse i politikernes grundtanker og holdninger, frem for de ofte letkøbte politiske slagord. Far ville fordybe sig i alle han mødte, høj eller lav. Enhver var værd at lytte til, ingen var ligegyldige – alle var lige gyldige. Denne respekt for alle mennesker uanset status, viden og værd er i sandhed hele kernen i far og mors opdragelse. At lytte og samtale med andre, var den benzin, der fik dem til at tage nye skridt, træde nye spor.
Det var det der ventede det lille barn. En opvækst, hvor Grundtvig og mennesker var omdrejningspunktet for liv. Hvor ordet er det stærkeste våben, og den der behersker ordet, kan skabe hvad han nævner. Den stærkeste gave man kan få, fik jeg hjemmefra. Ordet!